Plader

Mountains: Air Museum

Skrevet af Mikkel Arre

Den ambiente og stærkt kraut-kosmiske duo fylder på sit fjerde album lydbilledet helt ud med blippende, boblende, summende synthlyd. Det betyder desværre, at de drukner de kvaliteter, der før har fået dem til at skille sig ud fra mængden.

Amerikanske Brendon Anderegg og Koen Holtkamp har under navnet Mountains udgivet nogle af det nye årtusinds mest vellykkede forsøg på at sammenvæve ambient, drone-elementer og kosmiske kraut-virkemidler, senest med den fornemme Choral fra 2009. Ved siden af har Holtkamp udgivet to mindst lige så gode soloplader, den smukt varierede Field Rituals fra 2008 og de to langstrakte ambientkompositioner på Gravity/Bees fra sidste år.

Alle de nævnte værker er kendetegnet ved, at de mange lag af varme, glødende synths og højstemt guitarringlen underløbes af pludrende, rislende field recordings og enkle, men ofte fængende melodibidder, gerne fra en mere eller mindre elektronisk manipuleret akustisk guitar. Legende børn i skolegården eller lyden af at slentre langs et vandløb perforerer således det omsluttende lydbillede og tilføjer en lavmælt, hverdagslig poesi.

Både dét og guitarmelodierne er det imidlertid så godt som slut med på Mountains’ fjerde album, Air Museum. Også laptoppen er blevet forvist fra studiet, men ikke desto mindre lyder albummet som bandets mest elektroniske. Hvad end de to newyorkere har spillet på strengeinstrumenter eller analoge synths, er det hele blevet vredet gennem rækker af pedaler og effekter med det resultat, at Air Museum er bandets hidtil mest homogent lydende værk, der klart må appellere til krauttilhængere med smag for store soniske panoramaer.

Lydbilledet på de syv numre har en næsten massiv tyngde. Udtrykket er stort, manende og ubetinget veludført. Og når Anderegg og Holtkamp er bedst, antager Air Museum nogle af de samme kvaliteter som Fennesz’ Black Sea. I de to sidste numre, “Backwards Crossover” og “Live at the Triple Door” åbner amerikanerne således døren for hhv. ru statisk skratten og en let hvæsende optagelse af bølgeskvulp samt flosset el-guitar, så disse virkemidler kan slide lidt på de ellers så velafrundede synthhøjdedrag – og den kontrast gør lydbilledets svulmende karakter mere virkningsfuld.

Generelt kendetegner det imidlertid pladen, at lige så homogen og flydende den er, lige så meget kommer man til at savne afveksling. Godt nok tilføjer den pulserende synthbund i “Thousand Square” og “Sequel” musikken en intensitet i nuet, som er mere udtalt end på tidligere Mountains-udgivelser. Desværre er der ikke så meget andet end fylde og puls – eller i hvert fald er det, som om de drukner resten, så der f.eks. ikke rigtig er nogen melodilinjer, der får plads til at markere sig og sætte sig fast. Ikke sådan at forstå, at Mountains førhen har gemt små popperler midt i deres kompositioner, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, hvor lidt melodimateriale den gevaldige fylde giver plads til på duoens fjerde album.

De oscillerende orgler, boblende synths og brummende dronebunde løfter én højt til vejrs i nummer efter nummer på Air Museum. Men når man er landet igen, mærker man, at albummet for sjældent giver den samme kildren i maven som de tidligere plader. Air Museum er imponerende helstøbt, men er det også i en sådan grad, at der ikke er plads til de lommer af uventede indfald, som kunne give tiltrængt variation.

★★★½☆☆

Deltag i debat