Plader

Mund de Carlo: Det tar’ tid EP

Skrevet af Maja Hirani

Gemt under en uinspirerende lydside findes både et ustoppeligt flow og eftertænksomme tekster om det stærkt dominerende emne tid. Mund de Carlo prøver at finde sin plads som intelligent lyriker, men ikke alt på ep’en er lige vellykket.

I samarbejde med Struglaz har undergrundsrapperen Mund de Carlo udgivet en ep, der kort sagt omhandler tid i flere af dens afskygninger – dog hovedsagligt ud fra den betragtning, at tid er faktor nummer ét, når det kommer til dagligdagens struktur. Om vi så skal lade tiden gå sin gang, læge sår, flyve af sted, passe sig selv, tilpasse os tempoet eller håndtere den som en uadskillelig følgesvend, ja, det giver Mund de Carlo op til flere bud på. På åbneren og titelnummeret ”Det tar’ tid” præsenteres vi for temaet – eller rettere sagt, vi præsenteres for problematikken: »Ta’ det tragiske travlhedstraume til dig / Se dig om før du piller fjerene fra dine to helvedsskabte engleagtige vinger / For der’ ingen problemer i at indhente det forsømte senere / Smukt billede når uret er nulstillet / Du må sparke dit tryghedstema helt ud af dit søndagsskema.«

De gennemtænkte og velplacerede allitterationer ‘tryghedstema’ og ‘travlhedstraume’ er lige netop essensen af de resterende tekster, blot krydret med en smule frustration. Det er et udmærket fundament, Mund de Carlo lægger, og efter at havde slugt hele ep’en sidder man med følelsen af, at det da egentlig kunne være endt helt godt. Men noget sætter en stopper for begejstringen, før den rigtig har efterladt sig et mærkbart indtryk. Man skal blot et par numre længere hen i tracklisten, men først skal Mund de Carlo have applaus for sit brave og helt anstændige storytelling-forsøg i ”På kanten”. Budskabet om balancen på kanten er der ikke noget rystende genialt over, men lytteren bliver alligevel fanget af nummeret, hvor den hårdtslående produktion effektivt sætter nakkemusklerne på arbejde. Man kunne så kun have ønsket, at Mund de Carlo havde så meget tiltro til sine lyttere, at han havde udeladt de irriterende skits, der på påtvingende vis sætter scenen mellem hvert vers.

Det er dog til at leve med og ikke nær så kritisabelt som næste nummer, ”Alt klikker”, hvor lytteoplevelsen er decideret ubehagelig og kun overgås af den imponerende ringe ”Travlheden blænder”. Førstnævnte er ét langt bastungt helvede, hvor Mund de Carlo på værste vis placerer sig på tronen for brug af klassiske skabeloner. Er vi ikke træt af rappere, der påtager sig depressive, håbløse problemer, og hvor ting og sager »klemmer om deres krop, som det sæde de sidder fast i«? Jo. Melankoli kan sagtens udvises på en mere original og kreativ måde, end det er gjort på ”Alt klikker”, og det er og bliver et fejlskud i mine øjne. Nummeret bliver efterfulgt af et relativt overflødigt skit, og herefter begynder ragnarok: Intet produktionsmæssigt fungerer i ”Travlheden Blænder”, og så er det da kun en skam og spild af evner, at Mund de Carlo rapper dygtigt varieret og med fuld kontrol – ja, lytteren opfatter faktisk glimt af velfungerende one-liners midt i al forfærdeligheden.

Mund de Carlo har en teknik og et kontrolleret, legesygt flow, som størstedelen af danske rappere nøjes med at drømme om. Han beviser også, at han sidder inde med par gode idéer, men dem bliver der desværre trådt lidt for meget i. Følelsen af gentagelse er ret markant på ep’en, for som jeg indledende pointerede, så er det gennemgående emne ret synligt, og kreativiteten er tilsyneladende ikke på sit højeste. Skulle jeg udråbe en favorit, står valget mellem de to afsluttende numre, henholdsvis ”Hver ting til min tid” og ”Når du”. Førstnævnte har et lystigt og eksplosivt beat, og lyrisk viser Mund de Carlo mere af sig selv, end han gør på alle de andre numre tilsammen. Endelig har han skruet ned for den desperate stemmeføring og giver lytteren et ærligt og skrøbeligt indblik i sit liv og tanker. Selv når han samtidig kommer med ep’ens obligatoriske anmærkninger og guidelines om tid, hast- og lastværk, så virker det mere nærværende og oprigtigt, hvilket er lige, hvad lytteren har ventet på.

I ”Når du” er tempoet sat et par niveauet ned, og det klæder ham. Beretningen er fuldt af små spekulative linjer om kærlighed (»gennem hårdt slid har vi sat ord på vores fortid / sunket vores store klump af tomhed«), som understøttes af et velklingende omkvæd af Aleksander. Versene er leveret med hjertet, og det er igen en fornøjelse at se Mund de Carlo med en lidt mere klar dagsorden for det lyriske univers. Produktionsmæssigt har vi også fat i et af ep’ens bedste numre – ikke, at det er noget ekstraordinært overhovedet, men standarden taget i betragtning er der her skabt et fornuftigt lydbillede.

Overordnet er produktionen på Det tar’ tid mildest talt ikke imponerende. Trommerne er kedelige og tamme, og de øvrige elementer af synth, trompeter og klaver spiller ikke særlig godt sammen. Det er langtfra stor kunst, der er udrettet på lydsiden (selv i de bedste passager), hvilket medfører, at hele ep’ens replay value styrtdukker. Samtidig er det faktisk de færreste numre, jeg kan hente nævneværdige citater fra.

Havde hele ep’en været gennemsyret af samme materiale, som udgør de sidste to sange, havde resultatet været bedre. Desværre er der også sange, hvor lytteren står direkte mundlam af fortvivlelse over arrangementet, hvilket der slet ikke plads til på en så kort udgivelse. Det ødelægger i den grad helhedsindtrykket, men når det er sagt, så beviser Mund de Carlo, at han har potentiale. Selvom denne ep ikke er særlig prangende, er der ingen grund til at afskrive ham, for han viser både glimt af eftertænksomhed og intelligens, og hans tekniske overskud er åbenlyst. Ideen omkring ep’en er god, så man kunne kun have ønsket, at Mund de Carlo og Struglaz havde været mere modige omkring deres opsætninger og havde givet produktionen lidt mere opmærksomhed. Alt i alt fremstår ep’en som jævn og middelmådig, og det kan umuligt have været meningen.

★★★☆☆☆

1 kommentar

  • Velskrevet og god anmeldelse!
    En 4’er i min bog. Jeg er nysgerrig – hvorfor nævner du ikke nummeret “Verden er perfekt med lukkede øjne”. I mine øjne er dette nummer 1 på pladen.

    Mange hilsner Kristian

Deltag i debat