Nyheder

Musik på litteraturfestival

Skrevet af Camilla Grausen

Litteraturfestivalen Cph:Litt byder på en række musikrelaterede arrangementer: En af Tjekkiets fineste digtere optræder som singer/songwriter, Soma Allpass fortolker Tove Ditlevsen, og Claus Hempler m.fl. hylder Bob Dylan.

Fra den 12. til den 15. maj løber litteraturfestivalen Cph:Litt – Københavns Internationale Litteraturfestival af stablen. Og det er ikke kun litteraturarrangementer, der står på programmet. Også en række spændende og anderledes musikoplevelser er i vente under festivalen i Huset i Magstræde – og så er det gratis.

Eksempelvis kommer Filip Topol. Han er ikke blot en af de største moderne tjekkiske lyrikere, men også sanger og sangskriver, og hans undergrundsband Psi Vojaci har efter sigende opnået noget nær kultstatus i Tjekkiet og omegn. Topol og hans band kan opleves torsdag den 12. maj kl. 23.

Fredag den 13. maj kl. 12.45 giver den danske musiker bag albummet Flodens hemmelighed, Mads Wæhrens, koncert, hvor han giver en musikalsk fortolkning af digte af Henrik Nordbrandt. Samme aften kl. 23 spiller den indiske forfatter Amit Chaudhuri vestlig pop-rock med indiske undertoner med sit seks mand store band.

Lørdag den 14. maj kl. 18.15 kan man opleve spoken word-fænomenet Mikkel modulerer Marius. Duoen består af digter og sanger Marius Nørup Nielsen og musiker Mikkel Meyer, der også kombinerede sin jazzede poesi med dubstep på albummet Bacon. Samme aften i Musikcaféen finder arrangementet “Bob Dylan revisited lyricly” sted med bl.a. Claus Hempler, Amit Chaudhuri og Asger Schnack, ikke mindst i anledning af Bob Dylans 70 års-fødselsdag senere på måneden.

Søndag den 15. maj kan man høre cellist Soma Allpass fortolke digte af Tove Ditlevsen kl. 12, og kl. 16.45 afsluttes festivalen med en koncert med Stemmejernet, alias den danske rapper og digter Niels Lyngsø, der netop har udgivet albummet Sigdetvidere.

Så der skulle også være noget at komme efter for de musikglade på årets Cph:Litt-festival. Blandt de mange øvrigt arrangementer med diverse internationale forfattere er samtaler og oplæsninger af bl.a. amerikanske Paul Auster, norsk-amerikanske Siri Hustvedt, svenske Sara Stridsberg, indiske Amal Chatterjee, norske Beate Grimsrud, marokkanske Tahar Ben Jelloun og tyske Judith Hermann. Blandt de danske optrædende forfattere er Helle Helle, Josefine Klougart, Lone Hørslev og Lars Husum.

Se alle Cph:Litts koncerter i Undertoners koncertkalender og se hele programmet for festivalen på Cph:Litts hjemmeside.

Leave a Reply