Plader

Orka: Óró

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Med instrumenter bygget i en lade julenat kommer færøske Orka buldrende med tunge guitarriff og metalliske beat. Lidt mere mørke ville nu have været godt.

Færøerne. Små grønne klatter ude i Atlanterhavet. Vel mest kendt for grindedrab. Fjendtlighed over for homoseksuelle. Og Teitur. Mens de to første ting mest indeholder mørke, brutale associationer, så er Teitur mere lys og mild. Men også han er blevet draget af mørket. Af Orka.

En julenat i 2005 i bygden Innan Glyvur (der har 85 indbyggere) blev bandet Orka født. I laden på Jens Thomsens familiegård byggede medlemmerne med vinkelsliber og svejseapparat instrumenter af gamle landbrugsmaskiner. ‘Musikalsk eksistentialisme’ kalder bandet sin trang til at ville skabe al udgangspunkt for lyd.

To år efter natten i laden udkom debutalbummet Livandi Oyða – og efterfølgende turnerede bandet Europa tyndt – bl.a. sammen med Teitur, som også var på scenen sammen med bandet, da det gæstede Roskilde Festival i 2009.

Et samarbejde mellem Orka og ham er mig stadig en gåde. Orka er tungt, grimt, støjende, beskidt, industrielt. Klangene er dystre og mørke. Men modsætninger mødes, som klichéen siger.

Orka er ikke uden grund blevet sammenlignet med Einstürzende Neubauten. Selvbyggede instrumenter og ofte en metallisk klingende grundrytme, der klart skærer igennem, hvor den kommer frem. Hør bare “Hungur”, hvor metalslag og håndklap får lov at runge i, hvad der i mit hoved må være en tom lagerhal, mens hårde guitarriff brænder igennem. Vi nærmer os heavy metal, men metallets konkrete tilstedeværelse er alligevel så langt fra genren, at det kun lige bliver ved tanken.

I “Fylgid” går slag på metalpladen også igen i et tåget landskab, hvor skibets horn varsler noget udefineret uhyggeligt. Det er ikke gothrock, for der er også svage elementer af folkemusik. Musik lavet på de små øer langt ude i Atlanterhavet.

Og så kan Orka alligevel kaste den sorte kappe og levere et flimrende smukt guitartæppe med en intim vokal rykket helt frem i lydbilledet i “Hon Leitar”. Eller en dyster, melodisk ballade, “Aldan Reyd”, der vel er det nærmeste, bandet nogensinde kommer et hit.

Men det er også oplagt at mindes især sen Curve, hvor shoegazer-elementet er nedtonet til fordel for hamrende, samplede beats. Det høres f.eks. i “Betri Tidir”. Eller “Rumdardrongurin”, som er en sær blanding af Portishead og Tom Waits, når sidstnævnte er mest dyster og undrer sig over, hvad der egentlig bliver bygget derinde bag den lukkede dør. Men de fleste steder er Kári Sverrissons vokal mest messende og sært dragende, fordi det færøske sprog er helt uforståeligt.

Óró bliver lidt lang til trods for pladens variationer. Lydene og stemningerne går ofte igen, og Orka har heller ikke besluttet sig for at gå linen helt ud og gøre albummet til et massivt værk af mørke, som vælter lytteren omkuld. Det er mere sådan lidt af det hele, og med det valg kommer musikken desværre ikke helt til sin ret.

★★★½☆☆

Deltag i debat