Koncerter

Primavera ’11: Darkstar, 28.05.11, Jägermeister Vice, Parc del Fòrum, Barcelona

Skrevet af Signe Palsøe

Sikke et aktiv, Darkstar har fået i vokalist James Buttery. Som en personificering af desillusion, tristesse og afmagt gjorde han bandets mørke nattekoncert til en hjerteskærende smuk oplevelse.

Da Darkstar halv tre søndag morgen forlod den lille scene med det omfattende navn, var jeg vist ikke den eneste, der stod lidt fortabt tilbage på pladsen med en tonstung, sammenknyttet masse af mismod i brystet – en af dem, der bedst lader sig løsne ved blot at give tårerne frit løb. Det var der nu ingen, der gjorde, og det havde i grunden også været lidt upassende. FC Barcelona havde netop lammetævet Manchester United i Champions League-finalen. En stor del af de rød-blå trøjer, der totalt dominerede synsfeltet på Primaveras lørdag, havde været en tur forbi James Blake på Pitchfork-scenen, og i deres efterfølgende søgen efter noget ordentlig dansemusik havde de ramt Darkstars koncert og gjort den til en fest. Nu burde vi skynde os videre i programmet – Animal Collective havde allerede pumpet psykedeliske rytmer ud fra San Miguel-scenen i 20 minutter, og desuden kunne man vel dårligt tillade sig at hænge med næbbet efter en så fin koncert.

Darkstars show var bestemt en fest. Under bandets klaveranslag og fragmenterede synthflader fandtes slæbende dub og maskinelle beats, som helt sikkert var værd at bevæge sig til. Det gjorde samtlige tilstedeværende vist. Til gengæld har jeg sjældent set en så stor variation i, hvordan et publikum vælger at omsætte soniske input til kropslige reaktioner. Den største, bagerste bid af den fremmødte skare omfavnede musikken med højrøstet glæde og store armbevægelser, der dog med mellemrum blev afbrudt af den tilbagevendende diskussion af, hvorvidt det ikke var en bedre idé at smutte til Animal Collective. Inden for en afstand af fem meter fra scenen var det dog en ganske anden introvert og lidt melankolsk nikken og langsom vuggen, der havde tag i publikum.

Hvorvidt James Buttery, der i forbindelse med tilblivelsen af debutalbummet North fra sidste år omdannede Darkstar fra en duo til en trio, var helt ved sine sansers fulde fem, havde jeg svært ved at vurdere. Med stoisk ro fandt han sin plads på scenen blandt bandets to oprindelige tangenttrykkere, James Young og Aiden Whalley, og med et varsomt, men skarpt observerende blik så han ud til at granske hver en detalje ved sit publikum. Der blev endda plads til et næsten usynligt, skævt smil i Butterys ene mundvig, mens hans øjne kortvarigt lyste op under de få mere opmuntrende passager i de ellers dybt tristessetyngede numre om tomhed og bortrevet kærlighed. Det varede nu kun, indtil hans sang forstummede, den mørke synth overtog, og han øjeblikkeligt var over sine to medmusikere og lydmanden med utilfredse fagter, da ingen øjensynligt gjorde deres arbejde godt nok.

Når det synes så vigtigt at beskrive Butterys adfærd på scenen lørdag nat, er det, fordi har jeg aldrig før oplevet nogen musiker så godt illustrere forskellen på attitude og personificering. North er ingen nem plade at personificere, og netop derfor kunne man kun tro på Buttery, når han med sine musikere, sin lydmand og antageligt hele verden imod sig fremsatte konstateringer af sin afmagt, der nok virkede enormt triste, men også nøgterne og desillusionerede. Tabt kærlighed har aldrig fremstået så hjerteskærende, som da mantraet »I won’t forget you« fra “When It’s Gone” pludselig hævede sig som en viljestærk kontrast til de atmosfæriske lydflader og den svært dechifrerbare lyrik, der ellers dominerede en stor del af sættet.

Det var et klogt valg af Darkstar at udelade ældre, mindre stemningsmættede numre som “Aidy’s Girl’s a Computer” fra deres koncert. Alene det glimrende Human League-cover “Gold”, der ellers falder godt i tråd med bandets melankolske udtryk, virkede som en abrupt rusken efter de langsommelige, sfæriske klange, der ellers havde været på dagsordenen. Derfor var det en forståelig, om end ubehagelig afsked, vi måtte tage med bandet efter kun en god halv times spilletid, selvom man næppe kunne have forventet andet af et band med speciale i ulykkelig afsked. Heldigvis kunne alle vi andre gå ned og blive muntret op af Animal Collective, mens Buttery antageligt var dømt til at forblive verdens mest knugende triste menneske.

★★★★★★

Deltag i debat