Koncerter

Primavera ’11: Deerhunter, 27.05.11, Llevant, Parc del Fòrum, Barcelona

Skrevet af Signe Palsøe

Deerhunter tromlede publikum ned med sin særegne blanding af støjflader, lange, nådesløse krautpassager og sfæriske melodier, der alligevel gjorde det umuligt ikke at nynne med.

Jeg tror aldrig, jeg har set så mange cokesniffende mennesker på samme sted som til Deerhunters Primavera-koncert fredag nat. Måske siger det mere om min beskyttede tilværelse end om den barske virkelighed, men ikke desto mindre virkede Deerhunters koncert ikke som den mest oplagte at peppe op med bevidsthedsudvidende stoffer. Den sene nattetime i bandets selskab var nemlig så rigelig bevidsthedsudvidende i sig selv.

Med det vældig karismatiske fikspunkt i sanger og guitarist Bradford Cox og hans ekstremt velformede guitareskapader var der ikke behov for megen smalltalk fra bandets side for at holde publikums interesse i en skruetvinge. Deerhunter gik da også på scenen med en usædvanlig målrettet mine, der efter en kortfattet hilsen til de fremmødte hurtigt omsattes til en sammenvævet masse af sfæriske, aggressive, krautede og decideret fællessangs-inviterende riff, rytmer og lydflader.

Især gruppens album fra sidste år, Halcyon Digest, blev naturligt nok tildelt en del spilletid, og pladens ofte pumpende fremadrettethed gjorde sig da også særdeles godt i livesammenhæng. Med en beslutsomhed, som ønskede bandet at tromle publikum ned med deres lydbillede, overrumpledes de dovne riff i “Don’t Cry” af “Memory Boy”s guitarringlen eller “Helicopter”s atmosfæriske boblen.

Det mest imponerende ved Deerhunters optræden – og langt hen ad vejen ved deres musik som helhed – var bandets evne til at tilgodese så mange lydlige aspekter og på samme tid fremstå fuldstændig kompromisløse. Størstedelen af koncertens numre opslugte det feststemte publikum i ekstatisk fællessang, og selvom Cox og co. badede pladsen i støjinfernoer eller lod et krautet trommedrive forvride festivalgæsternes nakker gennem langtrukne, repetitive instrumentalpassager, var det den insisterende iørefaldenhed, der gjorde det svært at ryste koncerten af sig på den videre færd gennem nattens program. Men der var nu alligevel nok ingen, der for alvor havde lyst til at glemme Deerhunters særegne og overlegne manøvrering gennem deres afhængighedsskabende musikalske fantasiland.

★★★★★☆

Deltag i debat