Koncerter

Primavera ’11: Echo & the Bunnymen, 25.05.11, Poble Espanyol, Barcelona

Skrevet af Signe Palsøe

Med 80’er-nostalgi, stjernenykker og et stramt og velfungerende sammenspil leverede Echo & the Bunnymen en god koncert på Primaveras opvarmningsdag.

Man kan måske med rette argumentere for, at Echo & the Bunnymen er blevet nogle gamle røvhuller. Siden de i starten af 80’erne udgav deres første kritikerroste postpunk-plader, har dødsfald i bandet, opløsning, genforening og mangel på nytænkning ført til en vis kreativ stagnation. Selvom de har udgivet plader hele vejen op gennem 00’erne, er det ikke meget fokus, der har været på 80’er-koryfæerne siden deres storhedstid.

Onsdag aften var de så samlet på en forvokset gårdsplads i Barcelona for at puste liv i deres fortid. Måske kan det synes lige vel let sluppet, at et band, der har en så lang og broget udgivelsesrække bag sig, vælger at spille lige netop det, publikum vil have: nemlig de to første albums, Crocodiles og Heaven Up Here, i deres fulde længde. Ikke desto mindre blev initiativet imødekommet med åbne arme fra publikums side, og det med rette. Bandet kunne næppe have skruet et bedre sæt sammen, selvom de havde skelet til hele bagkataloget.

Således lykkedes det for en god time Echo & the Bunnymen at kaste ‘gamle røvhuller’-stemplingen af sig. Nogle røvhuller var de nu stadig, og det var ikke så lidt underholdende, når Ian McCulloch i sin næsten uforståelige snøvlen bad hele publikum om lige at holde kæft og lytte efter musikken, kaldte U2 »the fucking worst band in history« eller gentagne gange og meget eftertrykkeligt hyldede Lionel Messi og FC Barcelona. Solbrillebårne no nonsense-stjernenykker, når de er bedst, og det var et udmærket udgangspunkt for at kaste sig ud i det musikalske program.

Nogen større overraskelser bød sættet naturligt nok ikke på, og det var, som det nu skulle være. Det var ret tydeligt, at publikum var kommet for at drikke fadøl og hoppe, og til Crocodiles tonsende og stramme postpunkrytmer blev det behov indfriet. Trods McCullochs tilfældige slacken omkring med en smøg i mundvigen var det unægteligt et stærkt og stramt sammenspil, de fem leverede. Især fungerede det fremragende, når guitaren fik plads under de luftige, mere psykedeliske passager, der specielt er Heaven Up Heres vartegn.

Man kunne nok trække en smule på smilebåndet af McCullochs sviner af U2, der faldt lige inden ekstranumrene. Her var koncertens hovedaktører i de to albums af vejen, og der blev plads til nogle få hits i form af blandt andet “Bring on the Dancing Horses” og “Lips Like Sugar”, hvis medfølgende publikumsfest netop ledte tankerne hen på, ja, stadionrock. Det understregede nu blot hovedindtrykkene fra aftenen: at Echo & the Bunnymen var et særdeles underholdende og velspillende selskab at starte sin festival i.

★★★★½☆

Deltag i debat