Koncerter

Primavera ’11: Mercury Rev, 29.05.11, Poble Espanyol, Barcelona

Skrevet af Signe Palsøe

Med sin sædvanlige indlevelse i musikken var Jonathan Donahue i sig selv en oplevelse ved Mercury Revs fremførelse af Deserter’s Songs. Lige så vellykket var dog bandets friske pust til klassikeren.

En stagneret check-in-proces i Barcelonas lufthavn klokken tre mandag morgen blev pludselig en hel del mere interessant, da Mercury Rev placerede sig i køen bag mig. En ting er naturligvis den anspændthed ved at dele fly med bandet, en historie som den, der kan findes her, nødvendigvis må medføre. Endnu vigtigere var dog, at jeg fik afklaret noget, som jeg har spekuleret over, hver gang jeg har set bandet live: Jonathan Donahue fremstår som et normalt fungerende menneske, når han da ikke lige står på scenen og personificerer Mercury Revs dramatiske dreampop.

Så meget desto mere imponerende er det engagement, Donahue lægger i gruppens musik i livesammenhæng. Da det meste af bandets nyere materiale er af overvældende pompøs karakter, ville en mere passiv fremtoning hos Donahue virke undervældende, men samtidig kunne hele opsætningen nemt komme til at virke enten tacky eller kunstig, hvis han ikke var så dygtig til at fremfinde den helt rigtige gestik til at matche numrenes drama.

Denne aften var Mercury Rev mødt op i Poble Espanyol for på behørig vis at lægge låg på dette års udgave af Primavera: med den fulde fremførelse af deres mest anerkendte plade, Deserter’s Songs. Samtidig er det den allermest højstemte udgivelse, bandet har bragt til verden, og det gav naturligvis Donahue ethvert nødvendigt påskud for at udleve sin teatralske side til fulde.

Allerede til åbneren “Holes”, der fremstår som den klassiske Mercury Rev-solopgangs-hymne, havde han da også fremfundet de helt store armbevægelser, og som Mickey Mouse i Disneys “Fantasia” brugte han enhver instrumental passage til at gå på rundgang hos bandets øvrige medlemmer og mane det musikalske naturfænomen ud af dem. Alligevel var det ofte lige så overbevisende, når Donahue for en tid lagde sit manisk rablende blik og de omfattende fagter på hylden og for en stund lod scenens øvrige seks musikere være fikspunkt. Deserter’s Songs rummer i forvejen indtil flere instrumentale passager, men længere jams indskudt i numre som “The Funny Bird” var kærkomne. Her fik bandet for alvor fik lov til at ruske ved strukturen i det værk, som aftenens publikum i forvejen kendte til døde – og Donahue fik lov til at spille på sav og drikke begærligt af den flaske vin, der trofast fulgte ham rundt på scenen.

Selvfølgelig blev der tid til et par ekstranumre, som både lod publikum høre en snert til gruppens mere kaotiske fortid, og som – meget passende – nu lod Donahue dirigere solnedgangen med “The Dark Is Rising” fra All Is Dream. Og ja, så var det efterhånden blevet mørkt, Primavera kunne takke af for denne gang, og publikum såvel som band kunne vende næsen mod lufthavnen efter en fin musikalsk afslutning med både tvist af nostalgi og en overvældende dramatisk fremførelse.

★★★★★☆

Deltag i debat