Koncerter

Primavera ’11: Yuck, 28.05.11, ATP, Parc del Fòrum, Barcelona

Skrevet af Signe Palsøe

Kejtethed, nervøsitet og store følelser. Yucks koncert havde alt det, der hører teenagetiden til – pakket ind i virkelig overbevisende støjpop.

Årh, altså. Jeg har nok en svaghed for bands, der ligner en flok teenagevenner, som netop er kommet ud af fars garage, hvor de for nylig forsvandt ind for at lege med guitarer og hamre på mælkekasser. I det mindste, når de initiativrige unge mennesker formår at sammenskrue nogle velfungerende numre, der samtidig har et uimodståeligt skær af kådhed, naivitet eller hvalpethed over sig.

Indtil The Pains of Being Pure at Heart for nyligt udgav deres anden plade, der i mine ører var lige vel tam i sit lydbillede, har de fire efterhånden knap så unge ynglinge fra Brooklyn i min bog siddet på tronen for teenagestøjpop. Udgivelsen af Yucks virkelig fine debutalbum tidligere på året og lørdagens koncert på Primaveras ATP-scene kunne dog godt tyde på, at The Pains… er på vej til at abdicere. Yuck leverede nemlig en helt igennem indtagende opvisning i, hvordan ørehængende sommerstøjpop skal serveres.

At opleve kvartetten gebærde sig på en scene, svarer i store træk til at se en amerikansk highschoolfilm, hvor alle de klassiske karakterer medvirker. Den seje pige (med solbriller og, naturligvis, en bas), den tilsvarende seje dreng (solbriller), der er lidt mere moden end de andre drenge (et skæg), og selvfølgelig den langlemmede, kejtede og følsomme dreng med utæmmelige krøller og et smukt indre – vores fortæller, hvis strabadser vi følger med al tænkelig indlevelse og mental support.

Det var nu kun mellem numrene, at fortællerrollen syntes at være lige overrumplende nok for vores langlemmede helt Daniel Blumberg, der da også måtte indtage en unaturligt duknakket stilling for at nå ned i samme luftlag som sin mikrofon. Den noget bævende kommunikation med publikum var der nu ingen, der tog videre notits af – når ordene blev for tykke i munden på Blumberg, overtog guitarist Max Bloom styringen, hvilket førte til nogle ret spøjse små ordvekslinger mellem de musikalske indslag.

Og heldigvis var der ikke nogen præstationsangst over denne del af koncerten – i hvert fald ikke én, som på nogen måde kunne registreres af det danselystne publikum. Et par ikke helt vellykkede forsøg på at fremkalde små støjpassager mellem flere af numrene krævede nok lidt mere teknisk kunnen, end bandet på nuværende tidspunkt har i bagagen, men det skabte ikke større opbrud i det musikalske flow. Med de mange stærke melodier fra debutpladen mistede Yuck på intet tidspunkt publikums interesse, og selvom numre som “Get Away” og “Georgia” naturligt nok bragte størst jubel, var der masser af kærlighed til overs til de nye sange, som også fandt vej til sættet. Yucks koncert var en god halv times konstatering af, at det nok er meget godt, at man ikke længere er teenager – men at den tid bestemt havde en charme, som er værd at genoplive i ny og næ.

★★★★☆☆

Deltag i debat