Koncerter

Queens of the Stone Age, 08.05.11, Store Vega, København

Skrevet af Daniel Niebuhr

Søndag indtog de hårdt rockende herrer i Queens of the Stone Age et totalt udsolgt Store Vega. Til en koncert, der fik Undertoners anmelder til at give intet mindre end topkarakter.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

På 100-års fødselsdagen for den legendariske bluesmusiker Robert Johnson, der ifølge myten skulle have solgt sin sjæl til djævlen i bytte for at blive verdens bedste guitarist, havde et stopfyldt Store Vega besøg af Queens of the Stone Age. Bandet havde i forbindelse med genudgivelsen af deres debutplade fra 1998 begivet sig ud på en længere turné. Og på en lille halvanden time formåede kvintetten at smide publikum hovedkulds ind i en koncertoplevelse, der bød på lidt af hvert af alle de aspekter af rockmusikken, som gennem tiderne er fulgt i kølvandet på Robert Johnsons genredefinerende indspilninger.

Opvarmningen stod The Dough Rollers for. Et band, hvis ligefremme 50’er-attitude akkompagneret af mere end autentiske rockabilly-sange kunne få alle, uanset alder, til at bevæge legemet mere, end normen plejer at være, når et stort set ukendt band varmer op for et mere end kendt hovednavn. Og måske lige derfor skal QotSA applauderes for at have satset på sådan en måde i forbindelse med deres europaturné. For man følte i hvert fald, at stilen var lagt for en rigtig vild aften i selskab med rockmusikken i en af dens mest hudløst ærlige udgaver. Og som fyren til højre forsikrede mig om, så kunne det godt være, at han til daglig var en helt almindelig familiefar; men når Queens of the Stone Age gik på scenen, så skulle man ikke bebrejde ham, hvis man skulle være så uheldig at komme til skade. Det her skulle bestemt ikke gå stille for sig.

For dem, der i forvejen havde luret lidt på sætlisterne fra de forrige koncerter, var der ikke megen tvivl om de første to tredjedele af koncerten, der næsten slavisk fulgte sangrækkefølgen fra det første album. Og man følte virkelig, at det VAR den første plade, der blev fremført. For som Josh Homme havde lovet os alle, så var turnéen en hyldest til debuten, hvor det essentielle var at få skabt en nærmest autentisk gengivelse af netop denne. Og fra første riff var man da heller ikke i tvivl om, at det her var selve essensen af ikke blot albummet – men af selve bandet Queens of the Stone Age.

“Regular John”, “Avon” og “If Only” præsenterede os for eksempler på hvor enkel rockmusik kan være, uden at bandet på noget tidspunkt afvigede fra originaludgaverne. Det hele var tight leveret i Vegas sublime lydkulisse, der i mine øjne stadig står som landets bedste. “Walkin’ on the Sidewalks” og “Mexicola” blev ligeledes fremført præcis som de tunge stonerepos, det også lød som i slutningen af det forrige årtusinde. Hele første del af sættet blev fremført uden den helt store publikumsinteraktivitet fra Homme. En enkelt hyldest til byen København sammen med en introduktion af “Hispanic Impressions” som værende »et håbløst forsøg på at lave noget, der lyder som Hendrix«, var hvad vi fik – og alligevel var vi aldrig i tvivl om bandets anderkendelse af publikums tilstedeværelse. Vi var der, de var der, alt sammen uden, at vi behøvede at minde hinanden om det med andet end publikums obligatoriske jubel efter hvert nummer.

“Give the Mule What He Wants” bragte os et godt stykke ned på jorden igen, før vi ramte gulvet fuldstændigt med “I Think I Was a Teenage Hand Model”, der blev introduceret af en nu smøg-rygende Josh Homme som værende en hyldest til »Gettin’ blown… which I as an ex-junkie can relate a lot to.« Og mens man stod dér, badet i grønt lys blandt et publikum, der havde skruet kraftigt ned for den energiske udladning, så var det som om, at musik og omgivelser stod i ét, og det hele ikke kunne blive mere vellykket. Men så blev der igen skruet op for energien og det rockede. Og med en 11 minutter lang jamfyldt udgave af “You Can’t Quit Me Baby” satte Queens of the Stone Age en tyk streg under, netop hvorfor de er så vellidte i næsten alle musikkredse. Det virkede simpelthen som om, at de for enhver pris ikke ikke ville stoppe sangen.

En kort pause fulgte herefter, før de kulørte lamper, der debutpladen igennem havde hængt over scenen, blev sænket og tændt, og stenalderdronningerne vendte tilbage til hvad der var forudbestemt som en blandet landhandel af sange fra de resterende fire album. Og jeg ved ikke, om det også havde været tilfældet ved de forrige koncerter på turneen; men hvad der egentlig kom til at foregå var, at Josh Homme og co. tog imod foreslag fra publikum og kreditterede herefter. Først fik vi 5/4-skæringen “Hangin’ Tree” fra Songs for the Deaf samt “Leg of Lamb” fra Rated R, der begge var tilegnede ønsker fra to af de kvindelige fans i salen. Og som lidt af et kontraststykke blev “Burn the Witch” fra Lullabies to Paralyze dedikeret til en af mændende, hvilket angiveligt var første gang, dette var sket, hvis man skal tro Josh Homme selv. Herefter kom man ned på jorden igen med hvad der vel nok er det tætteste, bandet kommer på en decideret sjæler, i form af “Make It Wit Chu” fra deres seneste udspil Era Vulgaris, førend bandet lukkede den første afdeling ekstranumre med “Little Sister”, hvilket igen fik publikum foran scenen til at røre på sig.

Bedst som man troede, at bandet nu havde præsenteret alt for os, som kunne virke maksimalt tilfredsstillende, inledte Shumann med at smide det tunge og stærkt vanedannende basriff til “Feel Good Hit of the Summer” i hovedet på os. Og så udbrød der noget nær anarki i Vega: Der blev råbt de sædvanlige seks euforiserende stoffer, hoveder blev svunget frem og tilbage, djævlehorn blev holdt op i luften og publikum lå nærmest vandret to-tre rækker fra scenen. Og selvom “Go With the Flow” lukkede festen umiddelbart bagefter, så havde jeg set, hvad jeg skulle se, klimaks var nået og koncerten var topkarakterværdig, uanset hvad der end måtte ske.

For at vende tilbage til indledningen med myten omkring Robert Johnson, så kan jeg efter aftenens koncert konkludere, at den lige så urealistiske myte med, at gingers have no soul, sagtens kan passe på Josh Homme. For hvis han ingen sjæl har, så har han ligeledes solgt sin sjæl til djævlen. Ikke for at blive verdens bedste guitarist nødvendigvis, men nok mere for at blive personificeringen af ægte rock’n’roll og den ultimative koncertoplevelse.

★★★★★★

Deltag i debat