Plader

Revoltage: Elektricitet

Skrevet af Maja Hirani

Elektricitet byder på en ustruktureret samling rockinspireret hiphop, hvor der er langt mellem guldkornene og alt for kort mellem den ensformige sing-along-skrålen.

Duoen Revoltage er tilbage med deres andet album, og efter 2007’s Kaos i myldretiden har de denne gang tilføjet et musikalsk twist, de selv kalder surfrap. Es har stået for den rockede lydside, mens både han og Opiden serverer fængende omkvæd og vers fyldt til randen med løs samfundskritik.

Mange hiphoppere har afprøvet og leget med den organiske rocklyd, men det ville være synd at sige, at alle anstrengelser er endt lige vellykket. Tit oplever man, at en så eksplosiv forsamling af instrumenter med de populære guitarriff i front ikke går særlig godt hånd i hånd med rapperens leveringer og muligheder for udnytte sine tekniske færdigheder. Ofte bliver særligt versene lagt akavet over produktionen, der i værste fald lever sit helt eget liv. Selvfølgelig lykkes det for nogle, men det kræver et enormt musikalsk talent at beherske.

Elektricitet er ikke nogen undtagelse. Vist har Es skabt fine produktioner, men sidder man og lytter, så eksisterer der nærmest ikke noget helhedsbillede. Er det så lydsiden eller rappens skyld? I og med at de to københavnere har skullet finde et flow, der passer med de rockede tempo-produktioner, har de måttet skære ned for den teknisk gode rap. Vi taler lallede vers, der snarere bliver reciteret kluntet end lagt med ynde. Elegancen er helt og aldeles væk i mange af numrene, og opskriften er nogenlunde fastslået efter få afspilninger: Sig noget fjollet, kontroversielt, og kom med et skrålende omkvæd – så er den hjemme.

Lad mig fremhæve “Danmark”. Produktionen buldrer kedeligt derudaf, mens Es og Opiden prøver at fortælle os, hvordan landet ligger i Danmark med et trættende »Danmark! « imellem hver sætning. Jeg ved ikke, om de forsøger at være politiske, men det er en yderst pinlig affære. »Hvor vil du gøre af alle de gamle, Danmark? / Hvorfor er du bange for de fremmede, Danmark? / Er du ikke pænt lammeren, Danmark? / Du’ et af de rigeste lande, men ikke så large, Danmark,« er blandt nummerets lyriske højdepunkter, og selv dér mangler der jo så åbenlyst noget. En lille smule originalitet ville ikke skade.

Kan det blive værre? Beklageligvis: sagtens. Mine damer og herrer, lad jer overvælde: »Hvad med du lige knepper dig selv, Danmark? / Nå nej, det gør du allerede, Danmark! / Sådan som du skærer ned på alt det fede, Danmark!« Hvordan man som ambitiøs musiker kan skrive de linjer ned på papir og undlade straks at krølle det sammen, går ud over min forstand. Lige meget hvor meget jeg vender og drejer de linjer, er de hammerdårlige.

“Yeah Yeah Yeah Yeah” er jeg ligeledes ikke synderligt begejstret for. »Du kender de der piger, der kun snakker for at blive hørt / og bliver ved med at plapre, selvom du har din makker i røret,« leder fortrinligt op til et omkvæd, der bringer tankerne tilbage på “Brødrene Mortensens jul”-sangen “Julehaderrock” med sin letgenkendelige melodi, som børn under 10 år kan synge med på, samtidig med at de hopper lykkeligt op og ned i sofaen. Det er faktisk et gennemgående problem for Elektricitet; der er alt for meget fokus på, at folk skal kunne råbe med. Det er ikke lige mig, men hvis man lytter til hiphop med det formål at skråle med, så er albummet her et must-have. Sjældent har en hiphopudgivelse budt på så megen melodiøs forudsigelighed.

Måske er det størstedelen af sangenes kvalitet, der får de bedre af slagsen til at virke meget bedre; men ret skal være ret, og numre som “Jeg har det fint” og “En af de stille stunder” er virkelig et frisk pust. De virker ærlige og sårbare – og det samme med lydsiden. Bevares, sidstnævnte lider i nogle passager under lidt knas med teknikken, men det er ganske simpelt rigtig solide skæringer.
Stærkest står dog albummets klokkeklare perle “Når du står op”, der med en himmelsk, minimalistisk produktion ene og alene står for ét af de sparsomme U’er. Hvordan det er samme kunstnere, der kan stå for både “Danmark” og “Når du står op”, er uforståeligt, og albummet lider under alvorlige kvaler. Trods en anstændig lydside fremstår hele albummet utrolig sløset. Albummet virker for mig som en skidt udgave af The Chicharones’ forrygende When Pigs Fly – er man ude efter den slags hiphop, er Revoltage virkelig ikke, hvad jeg vil anbefale.

★★½☆☆☆

Deltag i debat