Artikler Interview

Spot på SPOT

Skrevet af Anna Møller

Undertoner sætter spot på SPOT Festival med udgangspunkt i to byer, to bands og to indgangsvinkler: Bottled In England vil helst lave raves, mens Dad Rocks! er bekymret for, hvordan moderniteten påvirker familierelationer.

Aarhus bliver i den kommende weekend omdannet til et sandt musikmekka, når et væld af bands indtager stort set alle dele af midtbyen til Spot Festival, og der er naturligvis både nystartede og mere etablerede navne blandt de optrædende til dette års branchefestival.

Undertoner har talt med to nye bandprojekter, der adskiller sig fra hinanden på adskillige planer, men fælles for dem begge er – om ikke andet – at de begge spiller på dette års Spot.

Og hvem er de så?

Bottled in England har base i København og har det udtalte mål at sætte i gang i deciderede raves med deres live drum’n’bass. Dad Rocks! har derimod base i Aarhus og udspringer af solodrømme fra en trænet musiker, der skriver sange om at passe på sine børn i modernitetens modvind.

Bottled in England – Folk får aldrig fred

Foto: PR.

Bottled in England har lige været i lokalavisen for Nørrebro/Nordvest, da jeg møder dem sent en fredag før deres koncert i Kødbyen, København. Drum’n’bass-duoen består af Daniel Vognstrup og August Dyrborg, der hver især har spillet musik længe. De har spillet alt fra rock til jazz til verdensmusik til swing, og deres musik er efter eget udsagn sammensat af alt det, de kan og har lært.

Det var imidlertid først omkring efteråret 2010, at de pejlede sig ind på drum’n’bass-genren. Det skete blandt andet i forbindelse med, at de begge flyttede til Nørrebro og lod sig inspirere af byen. Det fortalte de også til lokalbladet, der havde lavet en billedserie med dem omgivet af tomme flasker.

Naturligvis trækker bandnavnet strenge til den engelske scene for drum’n’bass og dubstep, men bandnavnets ’bottled’ stammer ifølge Vognstrup og Dyrborg desuden fra en forkærlighed for gin og Beefeater, der i gamle dage skrev »Produced and Bottled in England« på flaskerne.

Folk skal danse fra start til slut
Undertoners trofaste udsendte har i aftenens anledning stort set kun forberedt ét spørgsmål, da hun slår sig ned på bænkene uden for KB18:

Hvorfor spille live drum’n’bass?

Dyrborg kigger på sin makker og lægger ud: »Jeg fik en trommelærer, der spillede i det første danske live drum’n’bass-band [Anders Meinhardt fra F.U.K.T., red.], og jeg blev grebet af den totalt maskinelle tilgang til at spille trommer og begyndte at øve mig meget på det. Efter vi var færdige med at spille rockmusik, begyndte vi at mere og mere at bevæge os der hen ad, jeg havde jo øvet mig i at spille hurtigt i lang tid.«

F.U.K.T. kan på mange måder siges at være forløberen for Bottled in England og har også dannet inspirationen til at skabe drum’n’bass live, fortæller August videre.

»Meget dubstep og drum’n’bass er blevet folkeeje,« fortsætter Daniel. »Der er ikke nogen, der ved, hvem der har lavet numrene, fordi man hører forskellige remixes eller en linje er blevet samplet, og man aner ikke, hvor den er fra. Man er ikke vant til, at et band går op og laver et dj-sæt, men vi har sat det hele sammen, så folk kan danse fra start til slut.«

Trommeslager August fortsætter begejstringen: »Det er enormt fedt, at man ikke skal til at skifte guitar og lige have to mand mere på scenen, så man kan holde festen i gang hele tiden. Folk får aldrig fred.«

Hype-hype-hype
Undertoners udsendte er nok blevet ældre, end godt er, og gentager som stokdøve tante Olga, hvad det er med den der live drum’n’bass, for der må jo være noget, de to unge musikere gør rigtigt. Bottled in England er både booket til Spot, Distortion på Rust og til Roskildes Pavilion Junior-scene til sommer, og duoens første ep er ikke engang udkommet endnu. Den er ude i august 2011, hedder profanisk Believe the Hype! og indeholder efter sigende to singler og et mixtape.

Bottled in Englands elefanthueklædte maskot.

»Det handler så meget om den der energi – der er så meget vildskab i musikken,« fortæller August. »I forhold til når man har spillet rockmusik og er ude og spille, hvor folk ikke kender numrene, så er der enorm meget umiddelbar energi i musikken. Selvom du ikke ved, hvad det er, der bliver spillet, så kan du ikke lade være med at sidde og groove til det, fordi det bare er beats og fed bas.«

Daniel Vognstrup, der blandt andet er ansvarlig for basbeat, keys og opildnende vokal, fortsætter: »Når vi går ud og spiller, er der intet, der er overladt til tilfældighederne. Vi ved præcis, hvor vi starter og hvor vi slutter.«

Og hvad er målet?

»Vi vil gerne have, at folk har det for vildt,« starter August. »Vi har så meget energi, vi skal af med, så hvis folk kan blive grebet af den energi og bare kaste lige så meget tilbage og flippe ud… Det er lidt det, det handler om. At rave.«

Daniel Vognstrup er helt enig: »Ungdommen er så vild. Når man står over for en mere blød kunstner, der fortolker sine følelser, så skal man være en meget stærk person for at kunne forholde sig til det. Her er man vred, glad, man er liderlig, sur – så kan man bruge den energi, vi sender ud, og komme af med nogle aggressioner.«

En rødmundet blondine slynger sig om Daniel bagfra, og interviewet er slut. Nu skal vi ind til ravet indenfor.

Til aftenens koncert på KB18 er der i den grad også energi fra start til slut. August på trommer og Daniel bag mikrofon, effekter og keyboard har som deres gæstesolister elefanthuer på i starten, men river dem i bedste OFWGKTA-stil dem af i løbet af sættet og holder den intense stemning ved lige.

Bottled in England spiller som en del af BlueSpot på Spot Festival. Koncerten er på Fatter Eskil den 26. maj kl. 00.30. Ud over koncerten på Spot spiller duoen også på Rust under Distortion 2. juni og til sommer på Roskildes Pavilion-scene.

Dad Rocks! – Familierelationer og gedeopdræt

Foto: PR.

 

Og nu til noget komplet andet, som de siger i tv.

Søndag eftermiddag. Kaffetid på cafeen i Aarhus-biografen Øst for Paradis, hvor jeg har aftalt at mødes med Snævar Njáll Albertsson aka Dad Rocks!. Snævar har taget toget ind fra Risskov, fortæller han mig. Jeg har købt noget kaffe.

Snævar kender man som frontmand i Mimas, men for godt et år siden udkom så solo-ep’en Digital Age, og et fuldlængdealbum er undervejs.

Den afdæmpede og folkede singer/songwriter blev tidligere i år belønnet med en Underground Music Award for bedste alternative act, og til den kommende Spot-festival stiller Snævar op med et større bandarsenal bestående af ni musikere med blandt andet trompet, middelalderinstrumentet cornett, violin, guitarer galore osv.

Og hvordan begyndte det så?

Snævar fortæller: »Dad Rocks! opstod meget naturligt omkring december 2009, hvor jeg havde lavet nogle sange på min guitar derhjemme uden det dog var et projekt fra starten af. Grunden til, at det overhovedet forlod soveværelset, var egentlig meget drengene fra Kanel Records [Dad Rocks!’ pladeselskab, red.]. Jeg spillede nogle af sangene for Martin Hjorth uden decideret at have et formål med det, og efterfølgende fortalte han, at de havde snakket om at lave et pladeselskab.«

Modernitetens modvind
Forskellen på Mimas og Dad Rocks! er i følge Snævar, at hos Mimas bliver musikken meget til nede i øveren, og der er ikke nogen decideret sangskriver i bandet. I Dad Rocks! er det imidlertid helt Snævar Njáll Albertssons egne ting og ham selv, der får lov til at føre det fra start til slut.

Ep’en ‘Digital Age’.

»Teksterne tager også udgangspunkt i nogle mere personlige ting, end hvad Mimas gør, hvor det ofte bliver meget mere metaforisk. Dad Rocks! tager udgangspunkt i familierelationer, og centrale temaer er sådan noget, som hvordan moderniteten påvirker de intime relationer i familielivet. Meget af det er så pakket ind i en form for ironi, for jeg kan godt se, at jeg ender med at være den der person, der går op i petitesser og måske bliver lidt for ideologisk.«

På “Kids” fra Digital Age drejer teksterne sig dels om det helt nære, men samtidig ænser man, at der også er en grad af almengyldighed eller universialitet i tekstens udsigelse. Og hvad er budskabet så?

»Det handler f.eks. om, hvordan man skal brødføde sine børn, for man er jo ikke med til at dyrke de grøntsager osv., som de spiser. Der er rigtig meget af den her tillid, man udliciterer til andre kræfter, men som helst skal kunne leve op til den her tillid. Man løber konstant ind i en risiko, og det er jeg meget mere begyndt at lægge mærke til, efter jeg er blevet familiefar. Men man kan godt være bevidst forbruger uden at skulle opdrætte geder,« griner Snævar og drikker lidt mere af den sorte kaffe.

Hvad er det fedeste ved D:A:D?
Som enhver doven interviewer skal Undertoners udsendte lige høre historien bag det opsigtsvækkende navn.

Snævar fortæller: »Jeg blev far for to år og ti måneder siden, og de tekster, jeg begyndte at skrive ned i slutningen af 2009, tog meget udgangspunkt i det her faderskab og de følelser, det trak med sig. Jeg tænkte, at det var et fængende navn, og måske også et dårligt navn.«

»’Dad Rock’ er jo nærmest en hel genre, men der ligger i navnet også en lille forhåbning om, at ens egne børn vil vokse op og synes, deres musikfar er sej. Billedet med ældre mænd, der river sine lp’er ned fra reolen og står og spiller luftguitar, er helt fantastisk, og jeg kunne godt tænke mig engang at hive mine gamle Radiohead-plader ned fra hylden, selvom mine unger vender øjne af mig. Jeg har en vis sympati for den slags fædre, der lytter til den musik, som man finder på en dinosaur-kirkegård.«

 

Jeg havde egentlig tænkt mig at lave en quiz til dig omkring D:A:D, når du nu er så vild med bandet. Hvad er det, der er så fedt ved D:A:D?

»Fantastisk,« siger Snævar og griner.

»Ved en af de første koncerter, jeg spillede, var der faktisk nogen, der dukkede op og troede, det var et D:A:D-coverband. Jeg tror, de blev skuffede. Jeg så dem i hvert fald ikke efter koncerten, så jeg formoder, de gik.«

»Men det, der er fedt ved D:A:D, er nok den der gigantiske stortromme, de havde med på turné i midten af 90’erne. Den fyldte bare 2/3 af scenen.«

Dad Rocks! spiller på Spot lørdag d. 28. maj 2011 kl. 18.00 på ArcHauz.

Deltag i debat