Plader

Steve Earle: I’ll Never Get Out of This World Alive

Skrevet af Søren Jensen Lund

I’ll Never Get Out of This World Alive afsøger Steve Earle forskellige musikalske udtryk. Han deponerer sit hjerte i New Orleans og synger om smerten efter Katrina og olieudslippet i Den Mexicanske Golf, men giver samtidig plads til kærligheden og håbet.

»This city won’t wash away, this city won’t ever drown,« synger Steve Earle i sangen ”This City”. Byen, Steve Earle synger om, er New Orleans – eller rettere det, der var tilbage, efter orkanen Katrina skyllede det meste væk i 2005. Ordene bliver insisterende repeteret som et billede på den ukuelighed, der præger byen, menneskene og ikke mindst den musikalske smeltedigel, der igennem årtier har været synonym med ‘The Big Easy’.

”This City” afrunder på fortrinlig vis Steve Earles nye plade I’ll Never Get Out of This World Alive, hvis titel ærbødigst er lånt fra den sidste single, Hank Williams nåede at udgive, før han døde på bagsædet af sin Cadillac. Det var nytårsnat 1952-53, Hank Williams gik bort efter at have indtaget massive mængder alkohol og injektioner med B12-vitamin og morfin.I’ll Never Get Out of This World Alive” er desuden titlen på Steve Earles længe ventede debutroman, der udkommer i maj. Romanen beskriver begivenhederne den nytårsnat, hvor countrymusikken mistede sin første og største stjerne.

Man skulle tro, at scenen dermed er sat. En hjerteskærende hyldest til Hank Williams. Men sådan forholder det sig ikke. For selvom der næppe er en countrysanger i verden, der ville undsige sig inspirationen fra Hank Williams, og selvom de to på mange måder er åndsbeslægtede i den weltschmerz, der på den ene side har genereret deres sociale indignation, men som på den anden side desværre også viste sit destruktive ansigt i skikkelse af massive problemer med stoffer og alkohol, så er der ikke meget af Hank Williams twang at spore på I’ll Never Get Out of This World Alive.

Steve Earle bevæger sig hjemmevant rundt i de forskellige stilarter. På ”Meet Me in the Allyway” leger han med bluesen, og han flirter med det irske i ”Molly-O”. Den knusende aktuelle ”The Gulf of Mexico” pin-pointer atter en gang New Orleans som en katastrofemagnet, da millioner af liter olie pludselig fossede ud i Den Mexicanske Golf, efter at boreplatformen Deepwater Horizon eksploderede sidste år.

Det er dog den afdæmpede singer/songwriter, der er i fokus, når Steve Earle med sin guitar og sin drævende vokal presser følelserne frem i lyset. ”Every Part of Me” er med ordene »I love you with all my heart, all my soul, every part of me« tæt på at kamme over i den cowboysentimentalitet, der alt for ofte præger den amerikanske countryscene. Men Steve Earle formår med sin slidte stemme at give klichéerne kant. Det nære og personlige bliver gjort alment og vidner om, at på trods af orkaner og olieudslip, så lever den ægte kærlighed – hvor banal den så end måtte forekomme.

Steve Earle har selv fundet kærligheden i sangerinden Allison Moorer, og de to optræder ret ofte sammen. Allison Moorers rene og bløde vokal komplimenterer udmærket Steve Earles, og i duetten ”Heaven or Hell” fornemmer man gnisterne. Deres vokalharmonierne og den lidt tunge americanalyd i ”Heaven or Hell” leder tankerne hen på Alison Krauss og Robert Plants mesterværk Rising Sand fra 2007. Lyden skal nok også i nogen grad tilskrives producer T-Bone Burnett, som også spillede en stor rolle i forbindelse med Rising Sand.

I’ll Never Get Out of This World Alive er langtfra en helstøbt plade. Men spørgsmålet er, om Steve Earle nogensinde har lavet en sådan? Han er hele tiden søgende i sit udtryk, afprøver mange ting. Det er dét, der skaber nyt, og så må man finde sig i de flop, der indimellem opstår på den konto.

Men når man hører, hvordan Allen Toussaints afdæmpede hornarrangementer dovent finder sig til rette i pladens absolutte højdepunkt ”This City”, så bliver man straks grebet af melankolien. Man fornemmer smerten, men også håbet, og det er nok kernen i I’ll Never Get Out of This World Alive.

★★★★☆☆

Deltag i debat