Plader

Stina Stjern: Days Like Waves

På sit debutalbum har Stina Stjern malet sit musikalske univers med både fine melankolske penselstrøg og kompromisløse, psykedeliske farvestænk. Alligevel skinner farverne i det færdige resultat ikke helt igennem.

En kombination af at strikke norske sweatre og lytte passioneret til alternativ rock. Det er ifølge pressematerialet blandt de vigtigste inspirationskilder til albummet Days Like Waves, som er Stina Stjerns første af slagsen i eget navn. Da den norske sangerinde forlod de skandinaviske breddegrader i fjor og rejste til New York, var det med målet om at færdiggøre det, som i dag er endt med at danne ramme om hendes debut – ni sange med åndelig efterklang af både den overvældende storby og eftertænksom, melodisk melankoli fra hjemlandet.

Variationen er da også til stede i det musikalske udtryk. Days Like Waves baserer sig hovedsageligt på en rød tråd af melankolsk, guitardrevet alt.rock med arrangementer begrænset til fem-seks akkorder og enkle korharmonier ledet af Stine Stjerns vokal. Melodierne er ligeledes enkle og går således i spænd med de sparsomt eksekverede tekster. Freden og idyllen brydes dog glimtvis undervejs af småpsykedeliske indslag, hvor bl.a. støjfyldte synths og hvinende strygere dukker op og giver musikken et eksperimenterende præg.

Tag f.eks. nummeret ”Stars”, der indledes med nænsom vokal og blide anslag på akustisk guitar for senere hen at blive vildledt i et støjende inferno af overstyrede synths og elguitar med tilføjelse af Stina Stjerns nærmest råbende vokal. Eller albummets afslutter, ”Door”, der med afdæmpet klaver og guitar lægger ud med undertoner af folk og undervejs gennem de seks minutter lader nogle markante og vibrerende violinstrøg spøge i lydbilledet. Det er svært at afgøre, hvorvidt disse småpassager er med at gøre de enkelte numre bedre, men det er i hvert fald svært ikke at blive overrasket over de musikalske indslag, der dukker op i de enkelte numre og tilføjer dem en snert af kant.

Kantet eller ej, så er Days Like Waves et album, der ikke rigtigt kravler ind under huden på mig. Dette tilskriver jeg først og fremmest den norske jente i front – Stina Stjern. Hendes svævende og melankolske vokal vækker ganske vist reminiscenser til karakteristiske sangerinder som PJ Harvey og Hope Sandoval (Mazzy Star), men når aldrig tilnærmelsesvis op på samme niveau. I mine ører mangler Stjerns vokal nerve og intensitet, hvilket desværre medvirker til at få både Stjern og hendes tekster til at virke lettere anonyme. Alt for ofte på pladen bevæger Stjerns vokale præstationer sig i et næsten mumlende leje, hvor tonerne og dynamikken smelter sammen og afvekslingen savnes.

Med denne anke taget i betragtning fornemmer jeg en vis ubalance på Days Like Waves. De tidligere nævnte psykedeliske indslag i musikken fungerer i sig selv og giver lytteoplevelsen nogle stimulerende og uventede impulser, men i samspil med den monotone vokal synes de ikke at bidrage til en større helhed. Med andre ord er det, som om albummet på et overordnet plan ikke virker så helstøbt, selvom de genremæssige stiltræk absolut er til stede det meste af tiden. Stina Stjern har utivlsomt lyttet til en masse alternativ rock, men hendes stemme har desværre ikke helt det, som får det enkle og uventede til at gå op i en højere enhed.

Musikalsk melankoli er bestemt hørt værre end på Days Like Waves – i mine ører er det indtil videre dog også hørt bedre.

★★★☆☆☆

Deltag i debat