Koncerter

Sufjan Stevens, 01.05.11, Store Vega, København

Skrevet af Camilla Grausen

Søndag aften kunne man tage med Sufjan Stevens på en rejse i hans egen space oddity med albummet The Age of Adz, der totalt dominerede den udsolgte koncert.

Fotos: Sara Jeffries, LiveShot.dk

Det var vist ikke den koncert, de fleste havde forventet. Folk-vidunderdrengen Sufjan fra Detroit tog ganske vist nogle anderledes musikalske skridt på sit roste album fra sidste år, The Age of Adz. Men at albummet i den grad skulle dominere aftenens koncert, var der nok nogle søndagshyggetrætte publikummer i ternede skjorter, der ikke havde regnet med. For siden Sufjan Stevens sidst optrådte i Vega, er han tilsyneladende blev bortført af en neonfarvet ufo, der har tygget på ham og spyttet ham ud igen som en dansende, selvlysende space-freak med skriggul tape i panden. Og dét, Stevens gav os i løbet af knap to en halv time i Store Vega, var kostumer, UV-lys, glimmer, konfetti, balloner samt visuals på et stort lærred og dansende korpiger. Og så en bombastisk rumrejse gennem The Age of Adz‘ vidunderlige musikalske univers.

Stevens og hans store band gik på scenen på det lovede klokkeslæt og indledte smukt koncerten med ”Seven Swans” fra albummet af samme navn. Stevens selv var i halvmørke, mens små projektører mod scenen og billederne på lærredet bag bandet illuderede en nattehimmel med glimtende stjerner. Stevens spillede banjo og sang blidt, og hurtigt var alt ren magi. Så så man på de to korpiger og Stevens nogle gigantiske svanevinger. Et syn, der ikke just var beroligende, hvis man har set “Black Swan”. Men ingen psyko-ballerinaer her, bare en gruppe space-hippier.

At starte med ”Seven Swans” var en komplet vildledningsmanøvre fra Stevens’ side. For snart fortalte han sit publikum, hvad de ikke havde i vente. Nemlig folk, »sad songs« og »folklore, you know… americana.« Det kunne vi godt glemme alt om og gøre klar til Stevens’ private space oddity. Så blev der på scenen tændt for UV-lyset og danset til ”Too Much”, The Age of Adz‘ mest iørefaldende nummer. Ligesom det kendetegner albummet at være ‘too much’, gjaldt det også koncerten, der var helt og aldeles overlæsset med selvlysende gøgl og snurrende planeter. Men langt det meste af tiden holdt Stevens udtrykket i et fast greb.

Universet omkring det legesyge værk The Age of Adz kom til udtryk ved denne koncert, hvor Stevens tydeligvis havde lagt mange kræfter i at finde den visuelle pendant til albummet – deraf neonudklædningen, der også inkluderede selvlysende pynt på instrumenter og samtlige bandmedlemmer. Undervejs holdt Stevens desuden et helt lille foredrag med tilhørende billeder om den skizofrene sydstatskunstner Royal Robertson, hvis tegninger af rumskibe, guder og planeter, Stevens har været meget inspireret af forud for The Age of Adz. Om albummets tilblivelse fortalte han også, at han ville tage en pause fra at lave folksange og eksperimentere med lyde på computere og synthesizere, og om hvordan meget af albummet – ikke overraskende – er opstået ud fra jams, som han senere forsøgte at få lidt styr på »by turning these space jams into lush pop songs.«

Krydsningen mellem »space jams« og »lush pop songs« er meget rammende for The Age of Adz, som vi i løbet af to timer kom meget grundigt igennem. Før ekstranumrene var der ud over introen ”Seven Swans” kun ét nummer, der ikke stammede fra den nye plade, nemlig ”Heirloom” fra ep’en All Delighted People. Altså dominerede Adz totalt. Det er storslået, ‘too much’ og et overvældende musikalsk epos. Med blipblop-lyde fra computeren i ét med trækbasuner og inderligt kor. »Sorry for the melodrama, I have a habit of confusing heartache with the apocalypse,« sagde Stevens. No kidding.

Selvom The Age of Adz er temmelig langt fra Sufjan Stevens’ sædvanlige folk-lyd, er der på pladen også plads til nogle afdæmpede øjeblikke – og heldigvis for det meget koncentrerede, lyttevillige publikum var det også tilfældet til koncerten. F.eks. var der tid til at hvile øre og øjne på allerbedste vis til ”Now That I’m Older”, hvor Stevens satte sig alene til klaveret. De mange bombastiske numre fyldte godt, som f.eks. da flammerne og lavaen bredte sig på lærredet og alle musikere gav alt, hvad de havde, på ”Vesuvius”. Men mod slutningen fik vi også Adz‘ åbner, ”Futile Devices”, der lyder mere som den velkendte Sufjan Stevens. Smukt og rørende, ikke mindst midt i al hurlumhejet.

Men så var Stevens klar igen og gav os hele den 25 minutter lange ”Impossible Soul”, hvor han og bandet for alvor holdt søndagsfest med dansetrin, konfetti, ekstra stor udklædning og leg med autotune på mikrofonerne (godt lyder det altså ikke). Pludselig kom der en kaskade af støj: Nu var apokalypsen der altså! Men nej, festen på scenen fortsatte. Det var underholdende langt hen ad vejen, men her to timer inde i koncerten mistede jeg efterhånden tålmodigheden med space-festen, autotune og nummerets gentagelser. Spøgen blev ført længere ud, end jeg synes, nummeret egentlig kan bære, og på et vist tidspunkt var jeg bange for, at niveauet af gøgl var ved at nå dét, som Of Montreal desværre har nået til deres koncerter.

Men så stoppede det, og publikum ventede på ekstranumre – vi vidste, de ville komme, for der hang en masse balloner i et net i loftet. Mon ikke de skulle bruges til noget? Omsider kom bandet tilbage, og det var til stor glæde for de mange fans omkring mig, da Sufjan og co. havde droppet kostumerne og her i 11. time gav lidt af det velkendte med tre numre fra Illinois: ”Concerning the UFO Sighting Near Highland, Illinois”, ”Casimir Pulaski Day” og til sidst ”Chicago”, som publikum sang med på mens ballonerne omsider fik deres frihed.

Til allersidst fik vi et glimt af den koncert, vi måske havde forventet mere af. En mellemting mellem de spacede danse-eksperimenter og denne mere traditionelle ugøglede Stevens ville nok være at foretrække for mig. Men denne aften i Store Vega bredte Stevens sin vision med The Age of Adz ud for os, og gennem hans fortællinger, de visuelle virkemidler og selve livemusikken gav han os en større forståelse for og oplevelse af dette imponerende album, og ret meget mere kan man vel ikke forlange af en koncert. Men bare lidt mere folk næste gang, please, Sufjan.

★★★★★☆

Deltag i debat