Plader

Sungrazer: s.t.

Skrevet af Jens Blendstrup

Hollandsk heavy-debut med en snert af folk – og af flagrende hippie, som vågner med giganttømmermænd i et alt for varmt telt, den dag man skulle møde på arbejdsformidlingen.

Elektrohasch er et fantastisk navn til et pladeselskab. Hash tilsat strøm. Det er egentlig også meget betegnende for hollandske Sungrazers plade, som består af seks numre, der alle varer over 10 minutter.

Nu jeg er i gang, vil jeg også gerne komme med en tilståelse. Denne plade har voldt mig meget træthed. Den har ligget på mit bord i månedsvis, uden at jeg har kunnet få mig selv til at putte den ind i computeren og lytte. Men det er aldeles urimeligt, for den rykker, som den skal, ved ribberne i min hjerne. Særligt indledningsnummeret, “If”, og slutnummeret, “Mountain in the Dusk”. Måske fordi det er de mest bluesrockede på pladen. Mere blues end stener.

Rutger Smeets dejligt tunge guitar ligger lige så langt nede i heavy-vandskorpen som Sander Haagmans bas. Og de gode solide trommer baskes godt ud af Hans Mulder. Selvom jeg ville ønske, der havde været en booklet med, gør det ikke så meget, for teksterne er i bedste fald kun underlægning eller udgangspunkt for musikken her.

“If”, pladens indgangsnummer er tungtvands-bluesrock, som vore forfædre lavede den i 60’erne. “Somo” er mere indie – ja, det kalder min cd-maskine hollændernes stil. Interessant. Med gode drømmende brud af dejlig udkogt orgel. “Somo og Common Believer” er mere stille sager. Eller skulle man sige traditionelle rockdimser. Dvs.: Sådan starter “Common Believer” også. Forsangerens næsten Crosby, Stills, Nash and Young-agtige korhvisken virker fint i forhold til den dunkelt snerrende rytme. Måske er der faktisk lidt Stone Roses over det: Der bygges stille op og kulmineres effektivt. Og det er, som om musikken bevæger sig fra det rent psykedeliske til koncentrerede udbrud af rock; den her bølge, som vokser fra små bitte brydninger i starten til »wruum« til slut, hvor stemmen vokser kryptisk ondt: »I gotta go now / Can’t be alone.« Nej, det forstår man godt.

“Zero Zero” har igen den her nasale forsanger, der snakker om dagen og vejen og livet og om at blive godt wasted. Det ville være synd at beskylde Sungrazer for at skrive store sangtekster. Ofte er de meget korte. Men det passer fint til den orgiastiske hash-tilrøgede udvikling, numrene har. Habile musikere. Habile numre. Sikkert virkelig godt live. Man ser for sig stampublikummet stå og hælde deres lange ølhår frem og tilbage, mens musikerne jammer langsomt drævende, dybt huggende, heavystinkende intenst.

Sungrazer er musikalsk gode, tekstmæssigt mindre. Det er, som om crescendoerne på numrene – f.eks. “Zero Zero” – er lidt for forudsigelige. Jeg savner noget kant eller overraskelse, der kan skille Sungrazer ud fra andre syre-heavy-bands. Måske er trioen en anelse for klichefyldt til denne anmelders smag. Men bestemt et lyt værd, hvis man alligevel sidder med en god klump jordskokke-radiator i en have i Rødovre. Det flyder i lidt for mange retninger, lidt for mange forskellige melodier på ét nummer. Men måske er jeg bare uden for mit eget synsfelt. Ude i en blind musikalsk vinkel. Nej, jeg keder mig faktisk undervejs. Men “If” og “Mountain in the Dusk” er hårde og gode. Og som helhed synes jeg, det er nogle gode rejser, de tre gutter får os på.

Men jeg kan ikke helt lade være med at svirpe lidt – måske skulle de næste gang ikke føre os til heavyrockens sikre havn, men lidt længere væk med somaliske pirater. Nej, det er sgu upassende at skrive. Ja-ja. Men så siger vi: De må gerne slippe tøjlerne helt og lade hestene, trommerne, guitaren og bassen stejle mere. Og for min skyld må de også hamre teksterne endnu mindre, bare de rykker.

★★★½☆☆

Deltag i debat