Plader

Supajan: Det nye sort

Skrevet af Maja Hirani

Andet album fra Supajan byder på festlig, tempofyldt hiphop. Der er fart over feltet, når rapperen på overbevisende vis rimer sig igennem et album, der både har lyspunkter – og det stikmodsatte.

Kontracrews Supajan er tilbage med sit andet album, der er produceret alene af Revoltages Es. Det nye sort er navnet, og vi taler primært hiphop i dets festligste humør. Det første, der slår lytteren ved albummet, er de ekstremt selvpromoverende tekster, som Supajan kører rundt og rundt i. Selv beskriver Supajan sit nye udspil på åbneren ”Tak for sidst” med linjerne: » DitIdol var en slags kontaktannonce / det her er mere som et parforhold / eller måske det lidt mere hen af jeg er blevet ældre / ligesom alle de andre siger, når de ikke har noget at rap’ om længere.« Men man skal ikke tage alting så bogstaveligt, for Det nye sorts lyriske univers kan opsummeres med, at Jan vitterligt mener, at han er en fantastisk rapper, at han har nogle svedige venner, at han ikke er klar til et seriøst forhold – og at han fester helt vildt meget.

På ”Højere!” lyder det: »Jeg vil have det til at bange / jeg vil have det boome,« og efter få afspilninger føler man sig altså virkelig overbevist; det er det, han vil. Primitiviteten lyder måske nedladende, men man skal lige forstå det ret: At Jans tekster hovedsagligt er så umiddelbare og blottet for kritisk, begavet substans, er ikke noget, man skal kimse af. Hiphop har flere funktioner, og en af dem er at være musikscenens glade fest-segment – det er ikke just det segment, der har stået til ansvar for flertallet af musikalske bedrifter, men det er faktisk også underordnet. Faktum er, at Jan sætter ord sammen vidunderligt rent æstetisk, og at det er en fornøjelse at lægge øre til. Han rapper overlegent, kringler rundt i lækre rim, holder tempoet højt og ligger sikkert på beatet. Er man typen, som elsker sjov musik, der ikke nødvendigvis kræver flere milliarder aktiverede hjerneceller, er dette album som sendt fra himlen, da man faktisk får serveret noget, der ligner kvalitetshiphop. Produktionerne er jævne, sommetider er de rigtig fine som på ”Højere!”, ”Til jeg stiller mine sneaks” og ”Lad tiden gå”, men andre gange falder de til jorden i et inferno af intetsigende tomhed, som det f.eks. opleves på ”Hutler”. Es er ikke nogen dårlig beatsmed, men han er langtfra en mirakelmand. De fleste af produktionerne holder en vis standard, men der er ikke nogen af dem, som får kæben til at falde til gulvet.

Jeg har bevidst brugt ord som ’primært’ og ’hovedsageligt’ i beskrivelsen af tekstuniverset, for hører man ”Er du bange?”, ”Hvis du ikk vil dø!” eller ”Lad tiden gå”, står det klart, at Jan ihærdigt prøver at skrive noget, der giver mening i et større perspektiv. Desværre er det jammerlige forsøg, og man bliver decideret irriteret over foretagendet. Førstnævnte er den gamle sang om frygt for terrortrusler, som Supajan på magisk vis formår at præsentere på en hidtil uset kedelig måde. Måske er det, fordi Supajan bare ikke har kreativiteten og evnerne til at skrive en hudløs, ærlig og god tekst – eller også er det, fordi Supajan i den grad underminerer pladens muntre vibe. Først og fremmest er emnet enormt uvedkommende – hvor mange af os går egentlig og frygter, at bomberne falder ned over os? Medmindre Supajans målgruppe er ældre damer på omkring de 80 med jævnlige Anden Verdenskrigs-flashbacks, så begriber jeg ikke, hvordan han kan få sig selv til at skrive sådan en tekst. Det virker malplaceret, og det er ærgerligt, at Supajan synes, at han absolut skal prøve at klemme nogle ‘betydningsfulde’ linjer ind, når det fremgår så tydeligt, at det slet ikke er pladens intention at være dyb. Balancen findes sikkert et sted derude, men den skabes ikke ved disse overfladiske emnebehandlinger, som Jan prøver at tilsætte sit album.

Kast et blik på albumcoveret, og overvej, hvad du synes om det. Er det et godt billede? Er det sjovt, kækt, fedt eller noget helt femte? Coveret afspejler sådan set albummet rigtig godt, og min personlige konklusion lyder: Lige så svagt et kunstnerisk udtryk, coveret udsender, lige så svagt et kunstnerisk udtryk har pladen. Dog er det et rigtig underholdende album, hvor Jans utallige glimt i øjet bidrager til en udmærket oplevelse. Der er intet tidløst over arrangementet, men i momentet og i den rette stemning er det fornøjeligt – lige indtil den skønne dag, hvor man bliver rigtig træt af det og gemmer pladen langt væk.

★★★½☆☆

Deltag i debat