Koncerter

Swans, 02.05.11, Lille Vega, København

Skrevet af Signe Palsøe

Med et tranceskabende og stramt lydbillede imponerede Gira og hans medprofeters apokalyptiske univers naturligvis. Til næste gang kan vi forsøge at sende støjguderne bønner om færre golde lydlandskaber og mere schwung.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Hvis man efterhånden kan retfærdiggøre at bruge det temmelig skamredne adjektiv ‘episk’ om noget som helst, er Swans‘ univers ikke det mindst oplagte sted at starte. En ting er udtrykket på deres plader, hvor den uventede comeback-udgivelse, sidste års My Father Will Guide Me Up a Rope to the Sky, bestemt ikke indikerede, at Swans havde haft en pause på 14 år og nok havde fået et stænk af gråt i frisuren siden Soundtracks for the Blind fra 1996. 2010-udgivelsen er lige så højstemt, hvirvlende dramatisk, tungt repeterende og apokalyptisk, som man kunne have ønsket sig. Helt bestemt en af 2010’s mere episke plader.

Det samme kan uden undtagelse siges om hele Swans’ liveopsætning. Fra omkring ti minutter før første mand gik på, peb en ubrudt tone sig vej ud af scenens elektronik, så publikum efterhånden kunne forledes til at tro, at den obligatoriske høreskade skulle indfris fremadrettet for denne mandags arrangement. Det var nu ikke tilfældet. Efterhånden som bandmedlem efter bandmedlem i et usædvanligt adstadigt tempo sluttede sig til deres intet mindre end imponerende arsenal af instrumenter, nuanceredes dronen. Først med klokkespil, siden med stærkt reverbet lapsteel fra en så aggressivt tyggegummityggende Christoph Hahn, at det for en stund syntes mere opmærksomhedskrævende end de diskrete udslag i bandets lydmur. Som alle seks medlemmer efter blot en lille halv time havde fundet vej til scenen, kom der dog et ganske anden drøn på gongongerne.

Hahn, hvis kæbeøvelser efterhånden kunne noteres på richterskalaen, den tæt behårede og snart halvnøgne perkussionist og hulemand Thor Harris samt trommeslager Phil Puleo, der gennem sættet fik pumpet så meget udmattelse og forpinthed i hvert enkelt, tonstunge slag, at man efterhånden troede på, han spillede som pisket af en djævel, påkaldte sig ikke overraskende en vis opmærksomhed. Alene denne halvdel af Swans, skulle man mene, var nok til at udgøre en forholdsvis episk konstellation, men Michael Giras entre på scenen kunne naturligvis få alt dette til at se ud som en storm i et glas vand.

Som den alenlange intro omsider mundede ud i håndgribelige, kraftfulde akkorder fra den nye plades åbner “No Thoughts/No Words” skete der nemlig noget med den ellers pæne mand i den hvide, all american cowboyhat. Hurtigere end på albummet og piskende frem, frem for ildevarslende tungt, rullede nummeret taktfast og nærmest mekanisk mod den dog ikke overraskende afgrund i “Jim”s heftige guitarkværnen, og Giras sindstilstand syntes lige så støt at følge efter. Den nydelige hat var ikke længere at øjne, og den havde nok heller ikke overlevet Giras udskejelser. Fra den trancelignende Jesus-påkaldelse til den djævelsk besatte gurglen, hvor han liggende på gulvet under en fontæne af sit eget mundvand syntes at have nået sit yderste, fraveg Gira aldrig sin kraftfulde rolle som profet eller dommedagsforkynder i disse smadrende og drønende passager.

Det skete til gengæld temmelig ofte gennem koncertens resterende sektioner. Swans har uden tvivl fokuseret på også at vise publikum deres metallisk dronede og til tider decideret ambiente tag på musikkens mørkere sider. Uden Gira som hovedfikspunkt var der mulighed for at bide mærke i den tilsyneladende uendelige strøm af instrumenter, der passerede scenen og sjældent syntes at komme i brug mere end én gang, og således var store dele af sættet præget af mindre dynamiske, tranceskabende sektioner af dyster støj. Intimiderende og opslugende – ikke mindst når de karakterskabende passager med ukendte instrumenter nedbrød det uendelige lydlandskab – men især i den sidste halvdel af den to timer lange koncert begyndte jeg at savne det pågående og hvirvlende inferno, der ikke syntes at have fået helt nok spillerum i sættets stramme, ensartede lydbillede.

Naturligvis dukkede “Eden Prison” til slut op af bandets ugæstfri støjmasse og mindede publikum om, hvor overrumplende en lydmur af tunge riff, trommedunder, xylofon spillet med violinbue og et hav af andre virkemidler, de kan frembringe. Når de gider, forstås. Nok savnede jeg mere dynamik i dele af koncerten, men med en sådan kompromisløshed, som Swans lægger for dagen, er det ikke noget, man vader op til scenekanten med sin lunkne fadøl og beder om. I stedet kan vi sætte os pænt ned, vente og håbe på, at dommedagsprofet Gira velsigner os med lidt mere variation i form af færre golde landskaber og mere schwung i næste ombæring.

★★★★☆☆

Deltag i debat