Plader

The Weeknd: House of Balloons

Skrevet af Jacob Aksglæde

Det über-hypede canadiske r’n’b-projekt The Weeknd har med House of Balloons kreeret en mudret affære, der egner sig bedst som baggrundsmusik.

‘Nu rabler det da helt for hipsterne!’ Det var min første tanke, da jeg første gang hørte The Weeknds debut, House of Balloons.

James Blake og The Vaccines har måttet afstå hype-opmærksomheden til Abel Tesfaye fra Toronto, der står bag The Weeknd. Pludselig har hipsterpolitiet tilladt, at man kan være tilhænger af sukkersødt poppet r’n’b, hvor der mere end ofte bliver sunget »baby!« på en sådan måde, at man virkelig tror, at sangeren Tesfaye er i store smerter. Spørgsmålet er så, om The Weeknd har fortjent en plads i hype-solen?

Mit umiddelbare svar er nej. House of Balloons er bestemt et fint album, hvad angår de fleste af pladens 50 minutter. Nogle gange bliver det dog for meget med Tesfayes lidende strofer, og man vil egentlig hellere have Justin Timberlake til at stå for den slags følelsesspækket vokal. Men ellers har Tesfaye en virkelig behagelig stemme, der formidler teksterne på en fin måde. F.eks. er man i “The Morning” fuldstændig på bølgelængde med vokalen, og så gør det jo heller ikke noget, at teksten er ret fed. »These pussy ass niggas tryna hold on to their credit / so I tell them: use a debit…« Ja, det lyder lidt som noget fra 2Pacs beskidte mund, men det er altså søde Tesfaye, der med en yndig andenstemme henover synger dette. Det giver respekt at være hardcore på en så tøset måde.

I ”What You Need” viser The Weeknd fornemme samplekundskaber, der kunne minde lidt om James Blakes samples i “CMYK” fra ep’en af samme navn. “High for This” skal bestemt også fremhæves, da det er pladens bedste forsøg på en popskæring.

Desværre er House of Balloons i det store hele en uvedkommende plade, og den bliver efter flere gennemlytninger ret kedelig. Der mangler simpelthen de to åbenlyse r’n’b-hits, der kan spilles sommeren rundt. Det virker lidt, som om The Weeknd har sat sig mellem to stole. De vil både spille chillwave og dreampop og samtidig være lidt mere upbeat og lave r’n’b-ørehængere. I stedet for at adskille de to ting og vælge én plan pr. sang gør The Weeknd det hele i alle sangene. Det er en mudret affære, og derfor forbliver House of Balloons en okay plade, der egentlig fortjener bedre.

★★★☆☆☆

12 kommentarer

  • Jeg er uenig.
    Jeg synes netop at den rammer et perfekt sted imellem de ting der bliver nævnt i anmeldelsen.
    Min indre gucci-neger, som jeg slet ikke vidste fandtes, bliver lige pludseligt vakt til live, og jeg finder mig selv siddende kastende med håndtegn og rive mig selv i blusen.
    Det hele fungerer for mig, og dette er for mig en perfekt blanding af Frank Ocean og How To Dress Well.

    ‘What You Need’ og ‘Wicked Games’, der har du de to r’n’b sange der skal køre hele sommeren!

  • WHAT!! forstår overhovedet ikke den her anmeldelse. Synes det er et mega fedt album. Er normalt slet ikke til R&B men det her album rammer noget helt særligt, med en stemning jeg aldrig har hørt i R&B musik før. Det er mørk og dystert og catchy på den fede og upoppede måde. The Weeknd er 100% hypen værd!! 5 fede stjerner herfra!!

  • Er det på baggrund af Pitchfork-hypen, at I tilslutter jer mængden af folk der tilsyneladende udelukkende sætter pris på andenrang r’n’b som The Weeknd, How to Dress Well og hvad der ellers er blevet hypet i den senere tid?

  • (Kommentar fortsat…)

    Grunden til, at jeg spørger, er, fordi det simpelthen giver ganske lidt mening, hvorfor folk der tidligere har foragtet r’n’b (bevares – det aner jeg reelt ikke om I har), pludseligt svælger i temmelig intetsigende rytmer fra den nyere bølge. Jeg er i tvivl om, hvorvidt det skyldes et behov for at tilstå, at man kan lide r’n’b som andre ikke har kendskab til. Det klassiske indie-segment om man vil. For mig at se giver det absolut ingen mening. Ikke desto mindre er r’n’b en fremragende genre som har masser at byde på hvilket der ikke bør herske nogen tvivl om, men netop The Weeknd må da være lavmålet for så god en genre som ellers har rigeligt at byde på. Undertegnede anbefaler i hvert fald, at folk kaster sig over D’Angelo i stedet for, hvis de vil høre r’n’b.

  • Nu er det jo langt fra kun Pitchfork der har været med til at hype The Weeknd. De har jo stort set fået flotte anmeldelser i alle internationale medier, og med god grund efter min mening. Har absolut ingen forudtaget foragt for R&B overhovedet. Men når det så er sagt er der satme også meget klichefyldt og røvsyg R&B på musikmarkedet i dag. Synes The Weeknd adskiller sig markant fra meget af det R&B musik jeg har hørt før. Det er mørkt og dystert og man skal høre det nogle gange før det sætter sig rigtigt men synes squ det holder 100%. Kan ikke rigtigt forholde mig til de teorier du kommer med om at folk hører det for at høre noget R&B som andre ikke hører. Jeg hører The Weeknd fordi jeg synes det er pissefedt og så er jeg sgu egentlig ret ligeglad med hvilken genre eller bås det bliver sat ind i! Synes da det er enerverende at høre på al den snak om indie-segment og anden ligegyldig snak om musikgenrer. Hvorfor gå op i sådan noget, det kan jo være fuldstændigt ligegyldigt!! Der er god musik og så er der dårlig musik. Efter min mening er The Weeknd god musik!! Også selv om jeg normalt ikke hører særligt meget R&B!

  • det er meningsløst at sammenligne the weeknd med d’angelo. Hvad skulle man få ud af den sammenligning?
    The Weeknd er jo ikke ligefrem prototypen på en r’n’b udgivelse, vel?
    Der er god musik og dårlig musik, som Malte skriver, så hold nu op med al det der “genre-fascisme”. Det er begrænsende for en seriøs debat omkring musikkens kvaliteter og diversitet. Jeg kan lide både The Weeknd og D’Angelo. Basta. Det gør mig ikke mærkelig, men forhåbentlig rummelig.

  • Jeg begyndte først at høre r’n’b efter alt hypen, men det ændr bare ikke på at det er godt synes jeg. Men efter det har jeg også fået smag for alt muligt andet rnb som ikke bare er indenfor det såkaldte indie-segment. R Kelly for God’s sake!

  • Det var god voldsomt generalisrende Mathias!
    Jeg forstår ikke problemet med at blive påvirket af Pitchfork eller andre hjemmesider/musikmagasiner. Jeg har aldrig haft lyst til at høre r’n’b, fordi meget af det r’n’b der blev spillet i radioen – efter min mening – mangler kant og nerve.
    Præcist derfor elsker jeg det her album, jeg synes der er den sygeste, hungrene stemning over det. Masser af kant og nerve!
    Det r’n’b jeg primært hører er Weeknd, Frank Ocean og How to Dress Well. Alle har jeg lært at kende gennem Pictfork, men jeg forstår bare ikke hvad problemet er i det, jeg stornyder musikken, og har fået min musikalske horisont udvidet!
    Påvirkning er en god ting.
    Og jeg synes hypen er totalt berettiget, og jeg er meget gladere for eksempelvis House of Balloons end James Blakes debutalbum.

  • Kan aldrig tage anmeldelser fra Jacob Acksglæde seriøst på noget niveau fra dette øjeblik.

  • Jeg finder denne anmeldelse mere eller mindre ubrugelig.

    Hvorfor undertoner.dk vælger at lade en anmelder, der tydeligvis ikke har RNB-viben løbende i blodet anmelde en så speciel og nyskabende RNB-kunstners første officielt udgivet mixtape, finder jeg mærkværdigt.

    For det første, er The Weeknd en person, ikke en gruppe. Abdel, som kunstneren hedder, er yderst talentfuld. De instrumenter og beats han bruger til, at skabe en helt unik lyd er (måske) så langt fra det ordinære, så det skaber en helt ny genre.

    Jacob fremhæver, at han ikke bryder sig om Abdels “lidende strofer” – netop her er jeg meget uenig med anmelderen. Jacob, sukkersøde strofer og lidenskab er jo stort set essensen af RNB! Tag den enormt roste og anerkendte RNB-kunstner Usher. Usher synger meget blødt, og har bløde sange, se på sangen BURN. Burn er en lang kompilation af Ushers smerte, men det er gennemført og “for-lack-of-a-better-word” godt.

    Du skriver endvidere, at den bliver kedelig efter flere gennemlytninger – her er jeg igen dybt uenig. Det kan være på grund af, at du simpelthen bare ikke hælder til RNB-genren, hvilket er fint, men at den bliver kedelig, er usandt. Mixtapens varation af nyskabende beats og melodier, skaber en dynamik i albummet, hvilket gør det muligt at høre gang på gang. Jeg har selv hørt det utallige gange, og er stadig helt vild med det.

    I bund og grund, burde denne artikel blive taget ned, og The Weeknd burde blive anmeldt af en andmelder, der er tilhænger af genren.

  • Jeg behøvede ikke at læse denne anmeldelse to gange for at blive træt af den.

    :)

Deltag i debat