Plader

Tied & Tickled Trio and Billy Hart: La place demon

Skrevet af Jakob Lisbjerg

I samarbejdet med trommeslageren Billy Hart har Tied & Tickled Trio forladt den dubbede jazz og lavet et næsten biografisk album med ham og hans trommer som hovedperson.

På albummet La place demon fra tyske Tied & Tickled Trio vender bandet på en måde tilbage til rødderne i samarbejdet med den 70-årige trommeslager Billy Hart. Det tyske jazzensemble var nemlig i udgangspunktet, da det blev etableret i 1994 af Markus Acher og Casper Brandner, en trommeduo.

Siden er der kommet mange flere medlemmer i bandet – i alt 14 mand har været involveret i indspilningerne af La place demon. Efter syv albums inklusiv et remixalbum og en dvd fra Tied & Tickled Trio får vi så samarbejdet med Billy Hart, hvis navn måske ikke ringer så mange klokker i de indiekredse, som Tied & Tickled Trio qua bandets medlemssammenfald med Morr Music-favoritter som The Notwist og Lali Puna mest er kendt indenfor. Men Billy Hart har spillet trommer på mere end 600 albums og var længe den faste mand bag skindene hos Herbie Hancock og Stan Getz Band.

Her er altså tale om noget af en kapacitet på instrumentet, og Billy Hart har gennem sin karriere stort set spillet alle genrer, der ligger inden for jazz-spektret. Både fordi Tied & Tickled Trio begravede sig i hans bagkatalog, og fordi han var involveret i kompositionerne, er La place demon endt med at blive en form for biografisk album, der da heller ikke umiddelbart minder om tidligere albums fra Tied & Tickled Trio.

I løbet af albummets lille times spilletid får lytteren både serveret avantgardistiske trommesoli på “The End Is the Same As the Beginning”, der som åbningsnummer nemt kan skræmme lytteren væk med sin uindtagelighed, cinematisk 70’er-coolness i “The Three Doors Part 2” og truende blæserlandskaber i “Lonely Woman / Exit la place demon / The Electronic Family”, der efter syv minutter glidende transformeres til et sløvt groove.

Hvis man skal komme med en karakteristik af forskellene på La place demon og tidligere Tied & Tickled Trio-albums, så er det til dels, at den dubbede, elektroniske jazz stort set er væk. Der er meget mere udknaldede freejazzmomenter i musikken. Og så er trommerne mere et hovedinstrument, dels på grund af kompositionerne og dels på grund af produktionen, hvor de ofte ligger langt og tydeligt fremme i lydbilledet. Samtidig er albummet præget af en musikalsk uro og nervøsitet, som selv i de melodiske øjeblikke gør det foruroligende og truende. Tied & Tickled Trio plejer at være mere smooth at lytte til, end det er her.

Det er altså ikke et afslappende jazzalbum, der er kommet ud af samarbejdet mellem Tied & Tickled Trio og Billy Hart. Men de lange, komplekse, truende kompositioner, der er fyldt med detajler, ikke mindst på trommesiden, er ganske interessant lytning. Det er ikke det første Tied & Tickled Trio-album, en ny lytter skal starte med. Dertil er det for atypisk. Men for fans er det et spændende album med trommerne i centrum, der er kommet ud af samarbejdet.

★★★★½☆

Deltag i debat