Plader

tUnE-yArDs: W H O K I L L

Skrevet af Lise Christensen

tUnE-yArDs bryder poppens genrekonventioner og skaber sine egne hybrider af pure awesomeness. Skal du kun købe et afropop/r’n’b/jazz/akustisk/folk-album i år, så lad det være dette.

Dette er ikke indie, men awesome!

Hvis ‘indie’ kan få lov til at snige sig ind i musiksproget som en udefinerbar genrebetegnelse, der i sin oprindelige brug referer til musik udgivet på et uafhængigt pladeselskab eller som Urban Dictionary betegner det: »an obscure form of rock which you only learn about from someone slightly more hip than yourself,« så kan jeg vel også her og nu hæve awesome fra en status som tillægsord og over prædikat til ‘genre’.

tUnE-yArDs er awesome!

Det er på Undertoner et allerede påvist fact i forhold til bandets liveoptræden, og nu vil jeg gerne slå fast, at det også gælder, når man smækker pladen på.

Bag det drilagtigt snørklede, men yderst visuelt skrevne kunstnernavn, står nordamerikanske Merrill Garbus, som live er ledsaget af et backingband. Andet album fra hendes hånd, W H O K I L L, udgives på britiske 4AD, der enten udgav eller distribuerede fire af de albums, der var at finde på Undertoners årsliste i 2010: Ariel Pink’s Haunted Graffitis Before Today, Efterklangs Magic Chairs, Deerhunters Halcyon Digest og The Nationals High Violet. Med forårsudgivelser af tUnE-yArDs og Gang Gang Dance lader 4AD også til at dominere musikkens spring/summer 2011-kollektion og diktere, hvordan den spraglede fjer skal sættes i bowlerhatten. W H O K I L L kandiderer allerede til at blive en af sæsonens mest farverige popaccessories.

I forhold til 2009-debuten BiRdBrAiNs lader alt til at have fået et nøk opad. Der er mere tempo, kraft og poppet legesyge på den nye udgivelse. En del af grunden hertil er, at produktionen er blevet rykket fra lo-fi hjemmeoptagelser med karakteristisk støj til en mere stram studieproduktion, der lader enkeltdelene stå klarere frem, hvilket kun er til tUnE-yArDs’ fordel. Musikalsk forlader tUnE-yArDs sig stadig på en forholdsvis enkel kombination af trommer, ukulele og Garbus’ stemme – nu også tilsat synth og saxofon. Men når musikken først er blevet kørt gennem forskellige loops for derefter at blive hakket op igen, fremstår det enkle pludselig kraftfuldt og nuanceret.

tUnE-yArDs’ noisepop er konstrueret af et væld af inspirationer, blandt andet akustisk folk, jazz, r’n’b, hiphop og afropop. Midt i, over og under denne hybride lyd står Garbus’ vokal på en gang i rollen som politisk agitator og bekender af intime oplevelser. To genkommende figurer, der sammenstilles i disse linier fra “Riotriot”: »There is a freedom in violence that I don’t understand /And like I’ve never felt before,« og vokalen fungerer her som et virkningsfuldt instrument, der glider ind og ud af den instrumentale flade.

Sidstnævnte opleves klart i starten af “Gangsta” hvor en optagelse af en sirene afløses af en loopet vokalgengivelse. Slutningen af dette nummer splittes i mindre stykker, hvilket får melodien til at snuble på en interessant måde. Netop denne evne til at forene den fængende popmelodi med abrupte skift i tempo og intensitet giver W H O K I L L en in your face-attitude, som kan kræve en vis tilvænning. Allerede fra start, med nummeret “My Country”, positionerer Garbus sig som en aktiv performer ved at lade en klassisk radiokoncert-intro afbrydes, lige som speakeren har fået fremstammet »Ladies & Gentlemen, Merryll is performing at…,« hvorefter løjerne tager fart. Musikvideoen til førstesinglen “Bizness” understreger netop den kraft og farverigdom, der er at finde i tekst og melodi. Men selvom størstedelen af pladen byder på energiske kompositioner, er der stadig afdæmpede melodier som vuggevisen “Wooly Wolly Gong”, der minder om den fine “Lions” fra debutalbummet med sin enkle akustiske melodi og melankolske stemning af lige dele fortrøstninger og advarsler.

Ligegyldigt om det er råbesange som “You Yes You” eller den mere traditionelle ballade “Powa”, er der hele tiden et kritisk potentiale i tekst og musik, der udfordrer og fænger. Det er en imponerende kvalitet ved albummet. W H O K I L L kræver en vis forudsætning om, at man har lyst til at blive angrebet lydligt og verbalt af entusiastisk og genrebrydende pop, men er man klar på det, så kan jeg ikke se nogen hindringer for, at det er dette album, der strømmer ud af dine højtalere.

★★★★★☆

 

Leave a Reply