Plader

Tyler, the Creator: Goblin

Er der en ting, der er sikkert, så er det, at hypen omkring den 19-årige rapper Tyler, The Creator ingen ende har villet tage. Mere usikkert er det, om hans andet album, Goblin, kan leve op til hypen.

Hypen omkring den 19-årige rapper Tyler, the Creator har ingen ende villet tage. Det ved man, hvis man har fulgt bare den mindste smule med i ind- og udenlandske musikmedier på det sidste. Tyler er medlem af teenage-rapkollektivet Odd Future Wolf Gang Kill Them All (OFWGKTA), som også tæller navne som Hodgy Beats, Earl Sweatshirt (som vist p.t. befinder sig på en form for kostskole på Samoa) og ikke mindst den stærkt hypede r’n’b-sanger Frank Ocean.

Odd Future er kendt for deres swagger, skateboards, grove attitude og ditto sprogbrug. De har gennem den tumblr-blog, hvor det hele startede, formået at banke hul igennem væggen til mainstream. Dette skyldes ikke mindst Tyler, the Creator, gruppens frontfigur og leder med den karakteristiske mørke og ru stemme, det afvekslende, men sikre flow – og ikke mindst det store medietække. Via bloggen, som i skrivende stund stadig er aktiv, kan man kvit og frit downloade de tidligere plader fra OFWGKTA-medlemmerne, heriblandt også Tylers første album Bastard, som Goblin er opfølgeren til.

Selvom Bastard genererede en del hype i blogosfæren, var det med videoen til dette albums singleforløber, “Yonkers”, at den ekstremt massive hype, som Goblin er skyllet ind med, for alvor startede. Der gik heller ikke længe, før at de mange ‘co-signs’ fra superstjerner som Kanye West blev fulgt op af en optræden i Jimmy Fallons populære talkshow. Her fremførte Tyler og Hodgy Beats Goblin-nummeret “Sandwitches” i en hyperenergisk liveversion, der, som det altid er tilfældet i Fallons show, blev musikalsk understøttet af selveste The Roots. Hermed var endnu et Youtube-hit i hus, og den virale effekt blev ikke just mindre af, at en ekstatisk Mos Def efter Tyler og Hodgys optræden sprang op i kameraet og råbte »SWAG!« – et udtryk om at have stil, som blandt andre Odd Future har været med til at indføre i de unge hippes ordforråd.

På Goblin er der sket et par ændringer siden debutalbummet. Noget af det, som fungerede på Bastard, er stadig intakt på den nye plade. Samtidig er meget af det, som fungerede mindre godt, desværre videreført, mens albummets marathonlængde og et påfaldende stort fokus på lytteren, der til min store ærgrelse bliver meget eksplicit i lyrikken, er nytilkomne irritationsfaktorer. Gældende for begge plader er dog, at de udfordrer grænsen for, hvor langt ude og hardcore man kan være, når man samtidig appellerer til popkulturen. Dertil, hvor Tyler når, har mange kunstnere dog været tidligere, men med Tylers originale stil, skills og charme – og ikke mindst den lange ‘tørkeperiode’, hvor noget, der minder om puritanisme, har hersket blandt såvel nye talenter som de højtprofilerede aktører på den kommercielle del af hiphopscenen – virker den 19-åriges forstyrrede univers virkeligt som et friskt pust. Den småpsykotiske leg med forskellige personligheder, der ud over Tyler, the Creator blandt andre tæller Wolf Haley og Tron Cat, giver for øvrigt lykkelige associationer til en af mine favoritplader gennem tiderne, Dr. Octagonecologist, som Kool Keith under aliaset Dr. Octagon – en læge fra Jupiter – i fint selskab med Dan the Automator og Dj Qbert stod bag i 1996.

Selvom der fra Tylers side ganske givet ikke er tale om intenderede referencer, springer flere ligheder med Kool Keith mig i ørene. De repræsenterer begge den samme underholdende tilgang til rap som en udtryksform, hvor man – uden at det bliver ren slapstick som hos Eminem – kan lege med quasi-fiktive universer og gennem teksterne udfolde alle slags følelser og tanker kreativt gennem personer og koncepter. Således er også både Bastard og Goblin konceptalbums, hvor numrene er bundet sammen som samtaler, der udspiller sig mellem Tyler og en psykolog (som fremkommer gennem Tylers nedpitchede stemme). I modsætning til Kool Keith, der som eksempelvis Dr. Octagon eller Dr. Dooom bygger hele albums op omkring opdigtede personligheder, optræder disse hos Tyler i et kæmpestort virvar og illustrerer derved en form for krig mellem modsatrettede følelser i den unge rappers hoved.

Selvom universet i og omkring musikken er spændende, om end skræmmende, er det som tidligere antydet ret ødelæggende, at det gang på gang brydes ned, ved at Tyler skal fortælle lytteren, at det hele blot er fiktion. I og med at Tyler hverken befinder sig på nogen dødsgang eller et lukket psykiatrisk afsnit, er de fleste ved deres fulde fem nok fint klar over, at de ikke får serveret en 1:1-gengivelse af virkeligheden. På den anden side kan han måske have fundet det jovialt at tage højde for den yngre del af sine lyttere. Under alle omstændigheder punkterer det et ellers spændende tekstunivers, som også ville have fremstået fiktivt uden de mange ekspliciteringer.

Det meget omtalte “Yonkers” er et eminent nummer, som resten af pladen desværre har mere end svært ved at leve op til. Med det langsomme og tunge minimalistiske groove, bestående af nogle udefinerbare raslelyde, simple klaveranslag og en sirenelyd, får Tyler rum til at udtrykke en lang række sindstilstande og kombinere tilforladelige udmeldinger som »I’m not gay, I just wanna boogie to some Marvin« med voldsomme udfald mod kollegaer som »I’ll crash that fucking airplane that that faggot nigga B.o.B is in / And stab Bruno Mars in his God damn esophagus« i en foruroligende, men meget, meget interessant helhed.

Lyrikkens gengivelse af svingninger i humør og sindstilstande bakkes op af en teknik, hvor hans rap tilsvarende stiger og falder i intensitet. Teknikken bruges heldigvis også flere steder på resten af albummet, og hvis det ikke er Tylers ‘hemmelige ingrediens’ – hvilket jeg mener det er –  giver det i hvert fald en fantastisk effekt. Ikke mindst fordi Tyler gennem sit gode flow er i stand til at få det til at lyde ubesværet og naturligt. Numre, der virker gennem denne teknik, er blandt andre åbneren, “Goblin”, som bygger på samme grundbeat og tema som Bastards selvbetitlede åbner, samt “Nightmare”, “Her” og lukkeren “Golden”. I disse kommer vi tæt på rapperen i fortællinger om, hvordan han tackler sin berømmelse og det faktum, at han nu får en masse opmærksomhed fra rappere, han ikke engang synes er særligt fede, mens han – nærmest på randen til selvmord – begræder, at han ikke længere har tid til at stå på skateboard.

Beatene er som altid minimalistiske, men som på “Goblin” og “Golden” ret virkningsfulde, idet de skaber rum til Tyler. Overordnet ville nogle effekter, finesser og efterbehandling af lydene dog have gjort en del for albumets i længden meget ensartede, enerverende og MIDI-agtige lydbillede. Ud over i “Yonkers” skinner Tylers evne til at lave virkelig fede beat dog også igennem et par steder. Punchline-numrene “Tron Cat” og “Sandwitches” burde med de hårde trommer og gode synthriff få nakkerne til at nikke, og så gør det heller ikke så meget, at begge er ved at flyde over med nyklassiske Tyler-linjer. Her er et par eksempler:

“Sandwitches”: »The Golf Wang Hooligans is fucking up the school again / and showing you and yours that breaking rules is fucking cool again.«

“Tron Cat”: »Wolves, I know you heard of us, we’re murderous / And young enough to get the fucking priest to come and flirt with us.«  Og »I don’t smoke weed so no need for the matches / I said fuck coke and now I’m snorting Hitler’s ashes.«

Alt i alt er der bestemt en håndfuld gode numre at finde på Goblin, men samlet set opvejer disse desværre ikke de mange irritationsfaktorer. For det første er pladen alt for lang, og dernæst er der simpelthen for mange gæster, som – et par nogenlunde spots fra Frank Ocean og Hodgy Beats undtaget – slet ikke når op i nærheden af Tylers niveau. Det ellers ambitiøse overordnede tekstunivers, der kunne have bundet albummet sammen, er heller ikke stærkt nok i sømmene. Det, der gør det allermest uudholdeligt, er dog, at lydene i produktionerne simpelthen begynder at gentage sig selv i en grad, så det næsten føles som kinesisk vandtortur at lytte albummet igennem. Ligeså gør en dårlig og meget tør vokalmiksning sit til, at jeg gang på gang må give op, når jeg er nået lidt over halvvejs gennem albummet.

Selvom Goblin altså langtfra er nogen vellykket plade – og under alle omstændigheder ikke noget mesterværk – er det dog svært at komme udenom, at Tyler er en talentfuld ung mand, hvorfor jeg da også ser meget frem til at følge ham i fremtiden. På Goblin får han specielt med “Yonkers” vist, at han kan få magiske ting til at ske ved mikrofonen såvel som ‘behind the boards’, men som albumkunstner har han altså meget lang vej igen, og de gode momenter formår ikke mere end lige at trække albummet op på en middelkarakter.

★★★☆☆☆

Deltag i debat