Plader

Za!: Megaflow

Skrevet af Martin Thimes

Med et kaotisk virvar af eksotisme med spansk udsyn parret med en solid jazz-fod og ditto artrock forsøger Za! at få det til at hænge sammen. Det lykkes netop ikke.

Intet er helligt for den spanske duo Za!. De lægger benhårdt ud med den opbyggelige “Calonge Terrassa, Kalon-Jah! Tewra-Sah!”, der rummer både Battles-inspireret tromme-tons og et melodisk grundelement, Yeasayer-vokalharmonier og god gammeldags punk-smadder.

Det er hæsblæsende og virtuost. Musikken eksploderer i farver og teksturer, der er svære at holde i fokus. Og det er måske det mest centrale kritikpunkt. For det gør ikke noget, at det er svært at regne ud, hvor et band vil hen. Især ikke så længe, der er en eller anden vished om, at bandet selv har styr på, hvad de gør. På Megaflow lykkes det ikke Za! at overbevise om, at de ved det.

Et godt eksempel er “PachaMadreTierraWah #1”, der slæber af sted med en tilforladelig idé som pram. Lige indtil nummeret løber løbsk i et uforståeligt helteguitarbreak i ti sekunder. Man sidder ganske enkelt og får sin WTF på. Og så kaster de sig ellers tilbage til det fine udgangspunkt. Nummeret bliver efterfulgt af “PachaMadreTierraWah #2 : Da Remix”, der tager udgangspunkt i en jazzet dekonstruktion af samme melodilinje, men som bliver afbrudt af knasende radiostøj for at vende tilbage til udgangspunktet for det forrige nummer. Tilsat selvsamme helteguitarbreak. Der nu bare forvirrer endnu mere.

Visse steder formår bandet at tøjle lysten til gæk og gøjl. “Bomboklat #1: Da Gwelda Eglì” er et af de steder. Men når det ikke er de hæsblæsende teksturer, der er i spil, falder bandet helt fra hinanden. Det lugter af Animal Collective-pastiche og folder sig ingenlunde ud. Det er, som om bandet kun har en streng at spille på, og den streng vil de ikke lade få ro. Ud over gøglen smider de også noget, der minder mest om en lille sketch ind på pladen med nummeret “Mesoflow”. Pludselig taler en stemme om et band fra Portland, Oregon, inden en lind grunge-pastiche flyder af sted for kort efter at blive afløst af et dubbet mellemspil, der går direkte over i det, der minder mest om en stump film noir-soundtrack.

Za! har mange bolde i luften. De spænder over så stort og forgrenet et antal genrer og stilarter, at de – uden at blinke – selv nævner ‘Mauritanian trip hop’ som en af inspirationerne – på linje med freejazz og mathrock. Pladen igennem er det som at lytte til Sonys hoppebolde-reklame. Uden slow-motion. De mange bolde, som de forsøger at tøjle, ender alle samme sted. På jorden. Og det er synd, for med deres idérigdom og legelyst er der potentiale til endnu mere. De skal bare beslutte sig for, hvilken retning de vil gå i. Og så sørge for at få nogen til at skyde de mest irriterende idéer ned, inden de lander på deres plader.

★★☆☆☆☆

2 kommentarer

  • Hvordan kan et band kun have en streng at spille på, samtidig med at de spænder over et stort og forgrenet antal genrer og stilarter?
    Jeg er uenig i anmeldelsen, da jeg synes det netop er det sidstnævnte, der er forcen hos ZA!
    Men det er måske det, der er hos ZA! Enten nyder man de mange indtryk, eller også er det netop det der forstyrrer.

  • @Jonathan: den ene streng er netop, at de gaber over et voldsomt antal stilarter og genrer, som de hæsblæsende får til at svirpe i alskens retninger. Som du selv sig, så nyder du vildskaben og den megen genreshuffling. Det gør jeg ingenlunde. Men jeg kan nemt forestille mig, at de er en fest live, og at pladen vil falde i manges smag. Jeg er bare ikke en af dem.

Leave a Reply