Plader

31Knots: Trump Harm

Skrevet af Klaus Thodsen

Energisk mathrock med masser af kant. Amerikanske 31Knots giver den alt, hvad remmer og tøj kan holde, og det må siges ikke at være særligt vellykket.

Det er med musik, som det er med de fleste venskaber: Der er nødt til at være en form for gensidig forståelse, ellers fungerer det overhovedet ikke. Og her må jeg sige, at 31Knots og jeg simpelthen bare ikke er på bølgelængde. Vi har ganske enkelt ikke noget at snakke om. Jeg kan se på Facebook, at vi har fælles venner, men lige lidt hjælper det. Sådan erdet jo tit, når man møder sine venners venner. Kemien er nogle gange bare forkert.

31Knots er for mig som en af de personer, hvis konstante humørsvingninger godt kan blive lidt af en prøvelse for deres omgivelser. Hvis man endelig finder noget at snakke om, kan man faktisk godt få det fint sammen. Men når det ikke kører, krummer man tæer og føler sig decideret dårligt tilpas. Som naboen til et øvelokale, hvor alle i bandet øver forskellige numre på én og samme tid.

Trump Harm byder på en fuldstændig overvældende mængde af konstante stilskift, genreskift, stemningsskift og så godt som alt andet, der kan skifte. Skiftene kommer fra nummer til nummer, fra minut til minut, fra sekund til sekund. Når man udsættes for et sådan bombardement, er det ikke altid lige nemt at holde et køligt overblik. Og som det er tilfældet ved de fleste bombardementer, rammer man oftere forbi, end man rammer plet. Sådan er det desværre også denne gang.

Ammunition er der rigeligt af, men næsten alle kanoner peger i den forkerte retning. Dette gør sig bl.a. gældende på ”Love in the Mean of Heat”, hvis lyse og charmerende åbningsriff dog er et lyspunkt. Herfra opbygges en stadig mere hysterisk stemning, hvor sanger Joseph Haege skriger sig en pukkel til. Skrigeriet afløses kort af et gyserfilmsagtigt mellemstykke, hvorefter Haege igen skriger løs over de dundrende forvrængede basrytmer. Bas og åbningsriff fungerer begge perfekt, mens det overdrevne hysteri falder helt til jorden. ”Egg on My Face” lægger sig tæt op af ”Love in the Mean of Heat” med rigtig gode passager her og der, men falder også til jorden, når Haege i omkvædet igen kommer helt op i det røde felt. Det virker helt sikkert for nogle, men for mig som lytter virker det overhovedet ikke.

Som nævnt tidligere, så kan man godt have enkelte gode stunder i selskab med 31Knots. ”Stand Up” er endnu et nummer, der starter med et stille riff og derefter langsomt eksploderer i alle retninger. Eneste forskel er, at bandet her formår at få det til at virke. Musikken med den skingre rustne guitar over koret i baggrunden skaber et til tider virkelig fedt nummer. Trommerne holder stort set samme rytme fra start til slut og skaber et solidt fundament for de overliggende skift. For en gangs skyld virker de konstante skift næsten over et helt nummer. Jeg er dog stadig ikke vild med Haeges stemme, der fremstår meget monoton.

Til trods for vores fælles bekendtskaber må jeg indrømme, at min forhold til 31Knots er en smule anstrengt. Jeg sætter stor pris på den enorme energi, der lægges for dagen, men bryder mig ikke videre om måden, den bliver udtrykt på.

★★☆☆☆☆

1 kommentar

  • Enig i at denne plade ikke fungerer, dog lyder det som om anmelder slet ikke bryder sig om bandet til at starte med? Hvis det er tilfældet burde han måske bare lade være. Jeg er urimeligt glad for bandets bagkatalog og de virkemidler de gør sig i, og det er ikke så meget anderledes på trump harm, men hvis man slet ikke kan lide abrupte skift og teatralsk skrigeri er det måske det forkerte band at anmelde?

Deltag i debat