Plader

A Doll’s House: The Entire Collection of Lost Memories

Skrevet af Andreas Kousholt

Referencerne til Chucky fra “Child’s Play” er flere end til lillesøsters Dukkelise på A Doll’s Houses debut, der byder på velsmurt indiemelankoli med stærke islandske træk.

Historien fortæller, at manden bag A Doll’s House, Michael Mortensen, brugte to år i en kælder på at indspille pladen. Herefter gav han tre kopier væk og ødelagde så alt materialet og smed harddisken ud. En dag kom én af de tre kopier Washington Inc Records for øre, og efter yderligere et par års korrespondance imellem København og Århus får en bredere offentlighed nu glæde af pladen – dog ikke bredere, end at den kun udkommer i 100 nummererede eksemplarer.

Min egen kopi er en promoudgave og derfor unummereret, men ligesom de ‘ægte’ udgivelser er den pakket ind i en flad, rund blikæske, som ligner dem, man får engelsk lakrids eller snus i. I æsken finder man ud over den vinylpladelignende cd to små stykker karton, der udgør albummets cover. At få sådan et stykke legetøj i hånden er en unik og nærmest magisk følelse og kan næsten give mig lyst til at begynde at købe cd’er igen.

Med en indpakning og en forhistorie som denne er det svært ikke at have bestemte forventninger til cd’ens indhold. Ikke nødvendigvis forventninger om, at det er godt, men i hvert fald om, at det er noget særligt, og at det også har en spændende historie at fortælle. Noget skal der vel til for at få en mand til at smide produktet af to års arbejde ud.

Noget helt specielt er The Entire Collection of Lost Memories ikke. Til gengæld er albummet godt, og et sted dybere nede er der bestemt en fornemmelse af en fortælling. Umiddelbart og først og fremmest er pladen dog en omgang velsmurt, følsom indiemelankoli, der ikke bryder mange barrierer ned til den islandske tradition, som repræsenteres af det tidlige múm, Sigur Rós og andre kunstnere, der inderligt besynger de store vidder. Inderligheden bliver dog for Mortensen mere til indelukkethed og ofte decideret uhygge, som bevirker, at det dukkehus, der refereres til, nok snarere er beboet af gyserfilmene “Child’s Plays” Chucky end lillesøsters Dukkelise.

Uhyggen er mest fremtrædende i “Lighting Fuse”, der er yderst filmisk og skaber en følelse af listende fødder, kriblen i buskadset og spøgelser, der svæver gennem luften. Desuden afsluttes nummeret med gentagende, bastunge trommelyde, kriblende violiner og dæmpede klokker, mens en nærmest Gollum-agtig stemme udsiger et vers, der – selvom teksten ved nærmere eftersyn synes knapt så foruroligende – virker ganske skræmmende. Uhyggen gentager sig desuden blandt andet i intermezzoet “A Mystery in the Mirror” og “The Stuff Dreams Are Made Of”, hvis første ord siger det hele: »Nothing but fear fill this place / Everything but love / lights the way / All exit doors are closed / It’s too late to let you go / So they say.«

Klaver og bas er ofte bærende elementer, og det samme er trommerne, selvom de bruges yderst økonomisk og velovervejet, hvilket måske kommer mest ekstremt til udtryk i “The Washback” – et lilletrommeslag her, et ridebækkenslag der, et par slag på tam’erne – hvor de spredte slag udgør pynten frem for rygraden i musikken. Flere andre instrumenter krydrer musikken undervejs som kalimba og glockenspiel i “Foil Stars on Strings”, der er blandt pladens smukkeste.

Mortensens let hæse vokal er pladens stærkeste element. Den er lavmælt og skrøbelig, men på samme tid alligevel sikker – ganske som musikken – og den passer derfor helt organisk ind i det univers, der i forvejen er bygget op. Men det er i netop denne symbiose, at pladens største svaghed også findes: nemlig en mangel på kontrast.
Det gælder især, når den sættes på anlægget i stuen, hvor den virker bedst som baggrunds- eller afslapningsmusik, mens et par gode høretelefoner afslører langt flere finesser og kan skabe en ganske intens oplevelse.
Og lige meget hvad, er jeg meget glad for at eje en kopi, også selvom den ikke er nummereret.

★★★★★☆

Deltag i debat