Plader

Alexander Schubert: Plays Sinebag

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Med en baggrund som akademiker med interesse for musikteori har Alexander Schubert lavet et album, som kun halvt lykkes med at forene teori med musik.

Det er tydeligt, at Alexander Schubert er en akademisk musiker, der bl.a. beskæftiger sig med musikteorier om forholdet mellem akustisk og elektronisk musik. Man kan nærmest høre teorien i musikken.

Albummet Plays Sinebag er egentlig et møde mellem Alexander Schuberts to musikalske projekter. Det ene bærer hans navn, mens det andet hedder Sinebag. Dette projekt er det mest poporienterede (forstået som tilgængelige) primært bestående af feltoptagelser og akustisk guitar, mens han de seneste år under eget navn har interesseret sig for improviseret musik som f.eks. freejazz. Det er et møde mellem det simple og det komplekse, når hans to projekter mødes.

Albummet åbner med tydelig Sinebag-feel med feltoptagelser med fuglelyde og klimprende guitar, der blander sig med behagelig feedbackstøj. Det er tilbagelænet og virkelig rart, indtil en atonal støj flænser idyllen. Den forsvinder igen, men efter lidt tid vender disharmonien tilbage som tilfældige, skingre toner. De små variationer til trods bliver det dog lidt langt og ensformigt.

Grundmaterialet på flere af albummets numre er Alexander Schuberts improvisationer, der efterfølgende er blevet klippet i stykker. Det er nogle steder mere tydeligt end andre – den mest udtalte verfremdung opstår, når han imiterer jazz helt ned til de nydelseslyde, som jazzmusikere typisk lader være en del af musikkens udtryk. “A Few Plateaus” starter egentlig ud som noget, der kunne være jazz, men trommer, klarinet og guitar begynder at hakke en smule, snuble over sig selv og hinanden, finder rytmen for så at gå helt i stå. Piano sætter ind, og tonerne klinger længe, dryppende, mens trommerne igen begynder at snuble i sine jazzimprovisationer. Temposkift. Og nydelseslydene sætter ind. Med tydelige klip og samplinger. Sjovt og tankevækkende.

Midterstykkerne på albummet er alle fire under to minutters længde og er mere stemningsskabende end musikalske. “Preliminary” glider med småsnakkende stemmer over i “Vowels”‘ dybe bastoner. “All My Models” består næsten blot af et enkelt kirkeklokkeslag, mens “Slept” er hvislende støj og et gab.

Senere på albummet bliver musikken igen akustisk ambient, dog uden at miste jazz-referencen. “Wake-up, Fly Ray” har pludrende, elektronisk baggrundstæppe, mens blæseinstrumenter som klarinet og saxofon trækker lange bløde toner. Der improviseres på trommerne, nogle gange heftigt, andre gange nærmest hviskende med whiskers. Senere træder guitar og bas ind i billedet, hvilket giver en ekstra varme. Enkelte udslag af opråb fra blæserne bærer nummeret frem mod dets afslutning efter 13 minutter, der ender med blæserne, som trykker igennem, så lilletrommen rasler. Forrygende afslutning efter en noget lang affære, der lyder knapt så meget af forelæsning som albummets to første numre.

Der er langt mere akademisk lektion og musikteori end egentlig musik over Alexander Schuberts seneste album. De tre lange numre har alle rod i idéen om at skabe og genskabe et musikalsk udtryk ved at optage og klippe i stykker, som samles på ny. Det fungerer sådan set flere steder, men der er for lidt variation; idéer gentages og trækkes for længe. Og de små, ambiente midternumre får ikke nok rum til at bryde et album, hvor det virker, som om de få ideer får for meget plads.

★★★☆☆☆

Deltag i debat