Plader

Art Brut: Brilliant! Tragic!

Skrevet af Klaus Thodsen

Art Brut laver enkel og iørefaldende indierock med et twist af humor. Det går fint med rocken, knapt så godt med humoren.

Art Brut. Navnet stammer fra den franske maler Jean Debuffets outsiderkunst, der blev lavet af bl.a. folk i fængsler og psykisk syge. Kort sagt – kunst lavet af folk, der ikke ved noget om kunst. Ud over navnet kan der drages et par paralleller mellem denne outsiderkunst og Art Brut. Et maleri er ikke nødvendigvis kunst, bare fordi man kan se, hvad det forestiller. På samme måde er en sang heller ikke god, bare fordi man kan høre, hvad der synges.

Én ting må man give Art Brut. De springer ikke så let med på ideen om fornyelse og reformer, der ellers er meget oppe i tiden. Derimod holder de stædigt fast i deres måde at gøre tingene på og deres måde at lave musik på. Sidste nye udspil er bestemt heller ingen undtagelse. De nedladende og uforstående omgivelser står for skud i englændernes humoristiske og selvironiske tekstunivers.

Brilliant! Tragic! bevæger sig ind og ud mellem flere forskellige genrer fra indierock til artpunk. Lydbilledet er hele vejen igennem bygget op om helt enkle melodier, og det ukomplicerede udtryk gør pladen meget lettilgængelig for lytteren. Der bliver ikke brugt tid på indviklede kompositioner eller lange soloer. Der bliver til gengæld brugt masser af tid på lige-ud-af-landevejen-rock. I skærende kontrast til de enkle og iørefaldende melodier står sanger Eddie Argos’ vokal. I pressematerialet påpeger Argos selv, at »det tog kun fire plader at lære at synge, ikke dårligt.« Det udsagn skal man nok tage med et gran salt, for som tiden går, bliver det til noget af en prøvelse at lægge ører til.

På samme måde er det for Brilliant! Tragic! som helhed. Det starter fint med nummeret ”Clever Clever Jazz”, hvor de to akkorder på guitaren og Argos’ markante vokal sætter den energiske stemning, der skal vise sig at være så karakteristisk for albummet. Sammen med de efterfølgende ”Lost Weekend” og ”Bad Comedian”, der fremstår som de stærkeste numre, viser Art Brut sine egne styrker og svagheder. De simple rytmer og banale, humoristiske tekster viser bandet fra deres bedste side, nemlig som et ikke alt for seriøst band, der prøver at skabe lidt fest og glæde. Og i et kvarters tid lykkes det også glimrende. Men man sidder allerede her med en sikker viden om, at efter tre numre mere er gassen gået lidt af ballonen.

For det bliver bare ikke ved med at være sjovt. Efterhånden forstener smilet og bliver langsomt til en irriteret grimasse. Da vi når til ”Is Dog Eared” og nok især ”I Am the Psychic”, er tålmodigheden ved at løbe ud. Melodiernes banalitet er til tider triviel, men fastholder sin dejligt smittende energi. Argos’ vokal derimod er en helt anden historie. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg simpelthen har været nødt til at holde pauser fra den under gennemlytningerne af pladen.

Det satiriske udtryk, der bliver lagt for dagen, er fortsat relativt humoristisk, men desværre ikke videre veludført.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat