Koncerter

Bob Dylan, 27.06.11, Den Fynske Landsby, Odense

Skrevet af Søren Jensen Lund

Bob Dylan havde taget sommeren med til Den Fynske Landsby, hvor han skønt doserede ups & downs til det på forhånd taknemmelige publikum

Aftensolen skinnede mellem bøgetræerne. Et svanepar fløj hen over den overdækkede scene. Indrømmet. Det kunne have været gæs eller vel egentlig en hvilken som helst fugl, men i H.C. Andersens gamle Fynske Landsby ville svaner have været det oplagte valg. Den gamle mølle var allerede gammel, da Bob Dylan var ung, og den tittede nu ned på alle menneskene, der var samlet i amfiteateret for at høre profeten tale.

De skallede isser var der. Og de gråsprængte. Men også et par enkelte studenterhuer havde fundet vej til den postkortidylliske landsby. Og så var der de sædvanlige disciple – mig selv inklusiv – der ikke helt kan få tingene til at fungere, hvis man misser en Bob-koncert på dansk jord. Og de unge med sixpence og cowboyjakker, der fyrede godt op under delecigaretterne, da Bob Dylan i spidsen for sit altid velspillende orkester åbnede med “Rainy Day Women #12 & 35”: »Everybody must get stoned.«

Med “The Man in Me” fra det lidt undervurderede New Morning-album, tog Dylan hul på en af aftenens små overraskelser. Donnie Herron har overtaget Larry Campbells rolle som altmuligmand i Dylans band, og Herrons mandolin tilførte det 40 år gamle nummer ny energi. Majestæten spillede på mundharpe, som var det en lyst – om ikke andet så for majestæten selv. Han trampede taktfast i scenegulvet, mens han klamrede sig til mikrofonstativet. Og så smilede han påfaldende meget. Selv Bob måtte give efter for den fynske landsbyromantik.

På “Things Have Changed” og “I’ll Be Your Baby Tonight” spillede Stu Kimball på sin akustiske Gibson. “I’ll Be Your Baby Tonight” blev med Herrons pedalsteel nænsomt ført tilbage til sin oprindelse, som halvbanal countrysang på John Wesley Harding. Tony Garnier skiftede til kontrabas på “The Ballad of Hollis Brown” og “Boots of Spanish Leather”. Begge sange er fra Dylans tredje plade, The Times They Are A-Changin’. I tråd med pladens klare inspiration fra den britisk-amerikanske folk-tradition, blev den bragt i en akustisk indpakning, som blev understreget af Donnie Herrons violin på “Boots of Spanish Leather” og banjo på “Hollis Brown”.

En Bob Dylan-koncert består af lige dele ups og downs. Lyden kunne indimellem være irriterende mudret, George Reciles trommer forsvandt, Bob ramte indimellem forkert eller startede i den forkerte toneart. Men efterhånden er det blevet en del af showet. Bob Dylan og Never Ending Tour-bandet søger det umiddelbare frem for det perfekte. Og når ups’ne så kommer, bliver man overrislet med den glæde, der gør, at man også næste gang køber en billet til ågerpris. Således blev “Every Grain of Sand” den sang, der udløste Bob-fixet. Bob styrede tropperne bag orgelet. Hans vokal rejste sig fra de kvækkende hyl, til de rustne og slidte fraseringer, der ramte præcist og overvejet. Skønsang? Nej, bevares! Men når Dylan rammer den, så kommer dét, som man med verdens største kliché, kalder sjæl.

Som aftenen skred frem, indtog det odenseanske bedsteborgerskab øl i kandevis, og de var klar til den mere forudsigelige sidste del af sættet. Forudsigeligt fordi, det var de numre, der til stadighed pryder Dylans sætlister. Mange havde set frem til et gensyn med guitarist Charlie Sexton, der i starten af århundredet havde været en del af The Never Ending Tour. Her brillerede han sammen med Larry Campbell, blandt andet på scenen i Horsens, ved den legendariske koncert i Horsens Ny Teater i 2000.

“Highway 61 Revisited” gjaldede ud i den fynske sommeraften. Desværre fik Charlie Sexton ikke lov til så meget. Det blev ved de små listigheder, som han kunne få klemt ind imellem Mesterens orgelspil, der i dette tilfælde blev lige intenst nok. Det overdrevne intense gik igen da Bob Dylan growlede sig igennem “Ballad of a Thin Man”. Charlie Sexton forsøgte igen på “All Along the Watchtower”, og kom her lidt mere i front. Alligevel kunne man savne Denny Freemans insisterende blues-licks – eller måske bare, at Charlie Sexton turde insistere en smule mere end han gjorde.

Hele festligheden sluttede med “Blowin’ in the Wind”. Top Charlie-segmentet kunne tage hjem med det, de kom efter; lidt fællessang i den skønne fynske landsbyhave og en bootleg-t-shirt. Og det er ganske vist!

★★★★☆☆

Deltag i debat