Plader

Brothers of End: Mount Inside

Skrevet af Anna Møller

Andet album fra de svenske slowfolkere byder på stedvise tekstlige spinatvandringer og behagelige, men søvndyssende kompositioner.

Mount Inside er andet album fra svenske Brothers of End, der består af to tredjedele The Cardigans (Bengt Lagerberg og Lars-Olof Johansson Ståle) og en tredjedel Consequences/Marit Bergman (Mattias Areskog). Det giver rundt regnet tre stykker svenske folkmusikere, der både fastholder og og luller i langsommelig lydlig søvn.

Første nummer, “Valinge Träsk”, starter mørkt pulserende med stortromme og banjo, der først slås an og senere hen bærer den melankolske melodilinje. Vokalen introduceres først halvt inde i nummeret som flerstemmigt kor og forbliver ordløs sangen igennem. Det er simpelt, men meget effektfuldt og smittende og formentlig pladens bedste nummer.

Et andet virkelig vellykket nummer er den besættende “Daybreak”, hvor pulserende stortromme og akustisk guitar ligger og vibrerer under vokalharmonierne, der således trækkes lidt tilbage i lydbilledet og fungerer som modvægt til det stadigt bølgende tempo.

Ofte ligger en klagende rumklangsvokal ellers ret centralt i lydbilledet – eksempelvis i et af albummets svageste numre, den langtrukne “Replica of Love”. Her følger vokalen ret slavisk en ret middelmådig melodilinje, og især i omkvædets gentagne og langsommeligt udstrakte lyrik får jeg en sløv overdosis af de fire gange gentagne »Replica of looooove…«

Generelt halter anden halvdel af Mount Inside gevaldigt: Der mangler simpelthen både dynamik, fremgang og en mere alsidig og levende komposition for at holde lytterens opmærksomhed ved lige.

“The Story” og “Feels Like Coming Home” lider under samme udfordringer som “Replica of Love”, og på trods af et velment andenstemmekor på begge numre – og en relativ catchy baslinje i “Feels Like Coming Home” – krydser sangene aldrig helt slowfolkens tempo og bliver i de gentagne mønstre på såvel lyrik- og melodiside ikke synderligt interessante. Behagelige, ja. Søvndyssende – også en smule.

Undervejs på Mount Inside er der også en god håndfuld mere eller mindre underholdende tidspunkter, hvor sangteksterne synes at træde sig selv over fødderne. Generelt er lyrikken velskrevet, men i albummets midterste numre – “Nowhere Man”, “How Come People Fall” og “Let Silence Speak” – falder jeg over en række linjer, der i sine rim og billedbrug fremstår uheldigt kluntede. Eksempelvis: »Saturday / why you making me so sad / (…) / summerdress, now you’re making me depressed« og »How come people fall / like pins in a bowling hall.« Hensigten er ikke helt gennemskuelig for mine sarte ører.

“Let Silence Speak” fremstår for mig som en pendant til Ronan Keatings gode gamle tudepopdyr “When You Say Nothing at All”. Sidstnævnte er ulidelig på utallige planer, men metaforen om, at tale er sølv, og tavshed er guld, og at man egentlig bare burde holde lidt kæft, er bare ikke synderlig velplaceret i mine øjne. I hvert fald ikke når man bærer intentionen om at skrive romantiske pophits.

Om det er Brothers of Ends formål eller ej, skal jeg ikke gætte om, men elegant er det i hvert fald ikke, og originalt er det under ingen omstændigheder. Hvis den svenske folktrio ville sparke en anelse mere dynamik og kompositionsmæssig originalitet ind i foretagendet og så rydde ud i uheldige rim og enerverende gentagende omkvæd, ville musikken på godt jysk være fe’. Rigtig fe’.

★★★☆☆☆

Deltag i debat