Plader

Butzback: Album

Skrevet af Jens Blendstrup

På sit andet soloalbum præsenterer Peter Butzback 10 strålende beviser på, at han har et spektakulært sangskrivertalent.

Så er han der igen, Peter Butzback. Og lad mig starte med en indrømmelse: Jeg har en stor svaghed for manden, hans digte og hans musik. Det hele er så dejligt enkelt. Ikke noget kæmpesymfonisk pis og papir. Men sang og guitar og måske et par enkelte trommer. Sanset liv indåndet af en digtersanger. Hans stemme er dybt original. En dansk visesanger i traditionen fra Benny Holst, Povl Dissing og vel også Sebastian.

Mange anmeldere har hæftet sig ved hans gammeldags tilgang til genren. At han minder for meget om de gamle mestre for 30 år siden. Det er jeg ikke enig i. Teksterne er dæmpede på Album, og poetisk er de gammeldags, det er nok rigtigt. Men det er ikke Højskolesangbogen, det her. Det rimede og måden, versene rimer, er gammeldags, emnerne og besjælingen af måne, sol og vinter og sommer – temaerne er gammeldags. Eller hvad skal man sige: poetisk velafprøvede. Men for fanden, hvorfor er det gammeldags? Det kan også være nyt. Det er længe siden, musikere prøvede at holde sig på måtten med vers. Og bare fordi der var nogen fantastiske livsfortolkere i 1970’erne, er der altid plads til én til. Det er jo ligesom med litteraturen: Der findes mennesker, der fødes i den forkerte tid. Og måske er Butzback i virkeligheden en gammel hippie, der er vågnet i et alt for varmt telt og er gået ud for at synge sin morgensang.

Nej, det er mig, jeg ved det godt. Jeg er nemlig også fanget af den tid, hvor teksterne ikke så meget handlede om én selv som om livet. Og måske er det også Butzbacks håndværksagtige tilgang, jeg godt kan li. Han vil gerne gøre som Benny Holst. Han vil gerne have blokfløjte på sin plade! Og cello og klaver. Og jeg kan godt li’ mennesker, der erkender, de står på skuldrene af andre. Jeg kan godt li’, der er et element af læreplads over en musikers udvikling. Bob Dylan blev jo også først sig selv, da han havde sunget Woodie Guthrie i 20 år. Jeg kan godt li’, at man er nødt til at ‘vandre’ ad de gamle floder for at komme til sin egen å – som så bliver til et vandløb – som så bliver til en flod – som så bliver til et vandfald.

Ja, undskyld, det er ikke for at træde i det. Men jeg føler, det er på sin plads at slå fast, at manden ikke er en kopi af nogen, der var engang – Butzback er sin egen. Og der er i hans tone en desperation og en sårbarhed, som er ny. Faktisk var der sange på hans debutplade, der mindede mig mere om den gamle christianit Rudi og hans let bitre band, de mere kuldslåede, udknaldede sangere, sat sammen til noget nyt. Nogle gange har sangere noget særligt. Og ligesom Bob Dylan har Butzback en særlig slæbende, næsten vrængende betoning af sin sang.

Album er Butzbacks anden soloplade, og i modsætning til Debut er han tilbage i det musikalsk dæmpede, med gæster. Album er mindre desperat. Teksterne stritter ikke. De er smukke og, hvad skal man sige, nostalgiske. Der er enormt meget længsel her. Som i pladens åbningsnummer, “Aften”, hvis grundtone minder mig om en folkevise. Det er noget med gentagelserne, og det er noget med arrangementet af guitar og dæmpet klaver. Og teksten om det lille menneske, der sidder i naturen og drømmer sig tilbage, mens han ser på stjernerne. »Solen vælter ned / natten satser stort / selv da du var en lille dreng / kunne du danse natten sort.« Det er afsindigt smukt og rent.  Hele tiden balancerende på grænsen til det banale – uden at blive det.

“Vintersol” er også en fin sang. Kun guitar, mere folk-fart over feltet, men stemmen er rolig. Det virker, som om Butzback er faldet til mere ro. »Solen skinner altid ind her / der er dage nok at tage af / vågner du ligesom mig / med lommerne fulde af håb.«

Det er som en lang dagdrøm. Jeg ser hele tiden den her mand for mig, der sidder på en myrestol godt nedsunket i mudderet på en mark om natten og vipper sig dybere og dybere ned, uden at tabe modet. Holdt oppe af alle minderne, damerne, gælden og månens læsken.

Faren ved det dæmpede er gentagelsen og det forudsigelige, så i “Hør nu dagen, der vågner” har Butzback meget klogt fået et kor indover. Det bryder fint, inden den næsten kliché-agtige “Sol og mark i enge”. Her tenderer han noget klægt og lidt for trygt, men så er det, som om han fornemmer sangens løkke, for det sidste vers er næsten en opsang til det pæne i de foregående fugle-flokkevers: »Nogen hvisker modigt / Hvor skal vi ta hen? / Drøm mig ud til kanten og tilbage igen.« Ja, vi skal sgu ud til den kant, ellers bliver det for meget folkemindesamling.

“Isabel” er sikkert pladens scoop for mange. Det er jo et navn, der har båret mange gode sange gennem tiderne. Jeg tænkte straks på Skousen og Ingemann, og det er den samme dame, tror jeg. Igen er Butzback ikke bange for at nærme sig klichéen, den tabte kærlighed med det ultimativt tabte kærlighedsnavn, Isabel. Kvinden, der skriger på at være en, man brænder sig på. Men det virker. Fordi han bare fortæller med den kuldslåede, forsmåede og fordrukne forhenværende elskers sang: »Isabel, her har du mig tilbage / som rendesten, så hønefuld…« Det er godt, han er fuld til sidst. Ellers ville det ikke være til at bære.

Butzback vil gerne være digter. Han kan godt li’ poesi. Og måske er han denne gang mere optaget af poesien, end han plejer. Måske er det det, der gør, at han kæmper så meget med himmelfænomener og drømme. Måske er universet på Album indimellem for pænt og tilknappet og forudsigeligt. Men det er ikke for at sige, at pladen er sprogligt svagere end Debut. Den er bare anderledes. Måske mere ambitiøs faktisk. Måske er det det.

Sprogligt er det få gange ved kvæles i mærkeligheder. “Dagen der drog”, f.eks. Det er altså en mærkelig ordstilling. Men det skal for helvede jo rime, synes hans kalkyle at være. Og sjovt nok gør det faktisk sangen meget original. For jeg ser jo stadig den her mand på den her mark med de der ben mast ned i mudderet, som må tale og rime for at få natten til at gå – godt.  Men måske er det også indimellem en spændetrøje for ham hele tiden at skulle have den skide måne op på den himmel og ned til det minde og hen til den elskede. Man fornemmer i hvert fald en sær knirken og knagen i de poetiske gulvbrædder lige her, som jeg ikke kan lade være at kommentere. Undskyld.

Efter et par meget fine stille sange, “Tusmørke” og “Midnat”, folder han sig endelig ud med hele følelsesregistret og tager på langfart i sin poesi. Og det er godt. Og det er typisk Butzback, at det er et nummer som “Udlængsel”.  Den rastløse mand, der rejser sig og rejser for ikke at gro fast. Det er simpelthen så ur-agtigt stærkt og måske også så ur-agtigt tragisk med mennesker, der ikke kan gro fast. Og det er en af Butzbacks helt store forcer at beskrive det rastløse menneskes kamp for at være i verden. Og interessant er det også, som hans stemme folder sig ud. En sindssygt stærk tekst er det også.
Måske – jeg ved det ikke – men måske er det, når han er på vej væk, han rammer den rigtige tone. For det er her, han viser sit enorme potentiale som foredrager og menneskekender. »Se på mig, du skønne, se på mig, se ud / vi vender os mod mørket, det hele står for skud / dit fravær er til stede / som en gammel ven, der bringer sorg og glæde / med minder i dit sted.« Det er jo meget godt, men det er kun en ansats til det her: »Dagene de svæver, ud i den lyse nat / jeg tænker nok, vi strander, vi rakker som besat / se månens evighed og hør vore knappe ord / se dagene i rækker og nætterne i snor.«

Det er jo ekstremt altmodisch, men det er også ekstremt tidløst. Der er ikke noget opstyltet, for Butzback synger det ekstremt sanseligt og sprødt, og når teksten er mest sårbar, kan man hele tiden høre hans stemmes råhed og det sikre foredrag, der er hans varemærke. Det er vagabondens sang. Det forkomne menneske i en busk, som ligger og hvisker stor poesi mellem brækklatterne. Fattig på alt bortset fra ord. Det er sgu fedt, altså.
Jeg kommer til at tænke på en plade, jeg har med glimt af dansk folkemusik, hvor lokomotivførere og forhenværende husbestyrerinder synger sange, de har hørt, som skal synges, før de bliver glemt med dem.

Man fornemmer, at Butzback har haft svært ved Album. Det er et ekstremt inderligt, blottet udspil. Man længes virkelig, når man lytter. Det er sjældent, jeg er blevet grebet så meget af noget dansk. Og måske er det Butzbacks virkelige kvalitet, at han ikke ryster på hånden, når han vil fortælle os om livet og længslen under den idiotiske måne og sol. Han er ærligt patetisk. En sjældenhed for den her generation mellem 30 og 40. Måske er det godt, han er søgt tilbage. Måske er fremskridt ikke altid noget, der ligger foran os. Måske er vellyd ikke altid flere instrumenter, mere postmodernistisk meta-junk. Måske er det den umiddelbarhed i teksterne, der gør, jeg bliver ramt.

I hvert fald siger den her plade mig noget. Jeg kan lytte til den igen og igen. Og måske er der faktisk en særlig plads i tekster, der kredser om måner og sole og årstider. Jeg har det med de bedste numre som med at stå på en stor, stor plads og trække vejret frit.

Der er fine gæstespil og også mange fine kor på flere af sangene. Og hele tiden er der den her fine, fine ro, som gør albummet helstøbt. Man fornemmer, at det er et menneskes liv, der gås efter i sømmene, under månen, solen, og vejrets vind. Der er ikke den samme indestængte desperation og easy go lucky som på Debut, men det gør ikke noget. Man må godt komme i tvivl og blive ramt her i livet.

Teksterne kredser om kærlighedstab, barndomsminder og flugt. Det er smukt og rent lavet. Supergodt produceret også. Jeg har hørt albummet igen og igen. Det er ligesom med ens yndlingscowboybukser, pladen tåler sagtens at blive slidt. Fordi der er så meget plads. Rum til fortolkning.

Jeg ved ikke, om jeg er så vild med Butzback, når han er pæn; teksterne må godt æde sig selv lidt mere. Måske må de også godt være længere og vildere. Lidt færre fugle, lidt flere brosten. Men det kan man jo ikke kræve af et menneske. Det behøver ikke rime. Men det må godt rime. Han er rimsmed fanget inde i en troubadour og helstegt gadedreng. Og det er skønt med en sanger, der tager sin visesang alvorligt uden at blive kedelig og sat.

Alligevel har jeg en lille anke. Jeg kunne godt tænke mig, at Butzback forlod minderne og månen næste gang, rykkede ind i nuet og gav los for den der rastløshed og nervedirren, jeg fornemmer mellem ordenes rim på Album.
Så han får kun 5 U’er. Men det er 5 store, funklende U’er.  Godt gået, Butzback. Skidegodt, faktisk. Dette er ikke en lærlings plade, men en fantastisk fin sangers. Køb den. Køb ham. Han er god.

★★★★★☆

Deltag i debat