Nyheder

Download nyt nummer fra Stephen Malkmus & The Jicks

Skrevet af Mia Ravn Bach

Stephen Malkmus & the Jicks er på vej med ny fuldlængde, som udkommer 22. august via Domino. Det er nu muligt at downloade det første nummer fra den nye skive.

Cover til den forestående plade, Mirror Traffic

Stephen Malkmus & The Jicks er på trapperne med den nye plade Mirror Traffic, som udkommer via Domino 22. august. Den nye skive er produceret af ingen ringere end den erfarne multi-instrumentalist Beck Hansen, hvis fornavn nok vinder mest genkendelse. Albummet er hovedsageligt indspillet i begyndelsen af 2010, men på grund af Pavements sommertour, som bl.a. gik vejen forbi Roskilde, valgte supermakkerparret at sætte indspilningerne i bero ind til de fik mere tid. Det har de altså fået nu, og det netop frigivede nummer, “Senator”, tegner uden tvivl rigtig godt for Malkmus’ nye album.

Trods bandets opløsning tilbage i 1999 er Malkmus nok stadig mest kendt som frontfigur i 90er slackergruppen, Pavement. Alligevel har Malkmus efter Pavements brud formået at skabe en solid solokarriere med fire fuldlængder på bagen.

Det er fra i dag af muligt at streame eller downloade nummeret ”Senator” fra den nye skive. Nummeret er en lille hilsen til den amerikanske politiker Anthony Weiner, som sendte frække billeder af sig selv til kvinder over Facebook og Twitter – Malkmus’ kommentar til dette er et omkvæd, som siger: “What the senator wants is a blow job”.

“Senator kan høres eller downloades via pladeselskabet Dominos hjemmeside.

Deltag i debat