Koncerter

Editors, 11.06.11, NorthSide Festival, Aarhus

Skrevet af Jonathan Heldorf

Editors var den torden, meteorologerne ellers havde lovet os gemte sig i regnen.

Editors på scenen. Foto: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Sorte, regntunge skyer får sjældent lov at blive modtaget med kyshånd, men det havde bare ikke været det samme, hvis Editors skulle spille i strålende solskin. At regnen piskede ned fra scenens tag og lagde et slør omkring bandet, gav Editors lige præcis den profil, de fortjener og lægger op til.

De mørke og gennemskærende guitarflader, den rungende basstemme, Tom Smith besidder, og Ed Lays dommedagstrommer helt i forgrunden gjorde Editors til den torden, meteorologerne ellers havde lovet os gemte sig i regnen. Men det var ikke vejret, der styrede slagets gang lørdag aften, det var Editors, der dikterede dagsordenen: »I don’t think that it’s gonna rain again today,« sang Smith i titelnummeret til gruppens anden plade, den fabelagtigt leverede “An End Has a Start” og han fik på profetisk vis ret. Skyerne fik lov at hænge og Editors fik lov at agere tordenguder.

NorthSide Festival har fået både ros og kritik for at være en genre-event, hvor alt for mange af bandene ligger alt for tæt på hinanden både stil- og udtryksmæssigt, men at man kan samle hele arven fra Joy Division på ét sted i form af Editors, Interpol og White Lies, det er som minimum beundringsværdigt og vidner i høj grad om, at NorthSides bookere har øjnet en blind vinkel i Roskilde Festivals program når det kommer til indierock. Programmets ensidighed har yderligere den fordel, at de respektive bands kan få lov at vise præcis, hvorfor de skiller sig ud fra hinanden, og her var Editors ikke sene til at markere sig som kransekagefiguren af de tre nævnte.

De har ofte fået tudet ørerne fulde om deres skyggerolle i forhold til Interpol, men det var helt tydeligt, at det blot er et luftkastel. Editors står ikke i skyggen af nogen som helst, for med Interpols fokus på de mere kinesisk æske-formede melodier – sange der kræver noget af lytteren – og med White Lies’ rå og vulgære udladninger, står Editors frem som dem med melodisk tæft og musisk muskelmasse nok til at forene det sindssygt melodiske med det genkendelige og aldrig kedelige – en kvalitet, der ikke helt i samme grad gør sig gældende for de to andre. Hvor Interpol har en smallere appel og White Lies en bredere, placerer Editors sig som det helt rigtige blandingsprodukt.

Editors har også – efter to udpræget guitardrevne plader – flirtet alvorligt med det meget dansable synth-univers, hvilket meget tydeligt kom til udtryk i singlen “Papillon” fra gruppens seneste album, hvor Tom Smith synger: »If there really was a God here, He’d have raised a hand by now,« og jeg skal love for, at NorthSide var et polyteistisk skue udi selvblasfemien, for flere tusinde mennesker stod nemlig med begge hænder i vejret, tilbedende den samme enhed og besatte af den hypnotisk intense koncert.

★★★★★★

Deltag i debat