Nyheder

Fredagsvideo: Portishead: “Chase the Tear”

Skrevet af Anna Møller

Portishead spiller ikke bare på Roskilde Festival 2011. De spiller også på din computer lige nu, hvis du starter op for denne uges fredagsvideo.

Fredag er ugens mest festlige dag, hvor det nok føles endnu mere velfortjent at sætte en flaske eller to for munden og fejre weekendens komme.

Noget andet, der snart gør sit indtog med både flasker og fritid, er Roskilde Festival, der i denne uge offentliggjorde en håndfuld – omend nok tilbageskuende – så store navne til plakaten. Især Bristol-bandet Portishead, der i sin tid var med til at danne skole for en hel genre med deres på samme tid sløve og pulserende triphop med Beth Gibbons’ skingre og ekspressive vokal i front, har nok vakt glæde i mangt et musikhjerte. Hvis ikke andre steder, så i hvert fald hos undertegnede.

Portishead udgav i 2008 det voldsomt anmelderroste comeback-album Third, som Undertoners Søren Jakobsen gav topkarakter. Sangskriver Geoff Barrows politiske engagement kunne fornemmes på flere af numrene på Third og især på førstesinglen “Machine Gun”.

I slutningen af 2009, på den internationale menneskerettighedsdag, blev det også til et nummer lavet specielt til organisationen Amnesty – nemlig sangen “Chase the Tear”, som er denne uges fredagsvideo.

Nummeret er en perfekt symbiose mellem Gibbons’ lyse og klagende vokal og den hårdtslående og repetitive baslinje, man kender fra Third. Videoen er holdt i sort/hvid som så mange andre af Portisheads musikvideoer.

Rigtig glædelig fredag!

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar

boeger