Plader

Friendly Fires: Pala

Skrevet af Camilla Grausen

Britiske Friendly Fires’ andet album er en eskapistisk, festlig omgang indiedancepop, der er yderst velegnet til sommerferien. Men trioens mere polerede toer bliver desværre også ensformig i længden.

Hvem dagdrømmer ikke af og til om at rejse væk til en utopisk ø et sted midt i det store, blå ocean og bare nyde solen og måske en lille dans? Friendly Fires‘ tre medlemmer gør i hvert fald. Der er noget eskapistisk over deres musikalske univers – på debuten drømte de sig til “Paris” eller opfordrede: “Jump in the Pool”. Og nu på deres andet album handler det om “Hawaiian Air” og “Pala”.
Pala, som albummet er opkaldt efter, er den fiktive ø i Aldous Huxleys roman “Island” fra 1962. Den utopiske ø med de talende papegøjer har altså inspireret Friendy Fires til at drømme sig væk til dansevenlige rytmer på deres andet album, der netop er prydet af en papegøjes farvestrålende vinger.

De tre musikalske dagdrømmere kommer dog fra et noget mindre eksotisk sted på kloden, nemlig St. Alban i Hertfordshire i England. Men trods den grå adresse fejler feststemningen åbenbart ikke noget. Det kunne også høres på trioens debutalbum fra 2008, hvis dansable indierock med elektroniske elementer hurtigt skaffede dem opmærksomhed og endda også en Mercury Prize-nominering.

Nu er Friendly Fires tilbage. Og fra Palas første skæring, “Live Those Days Tonight”, er det tydeligt, at det stadig er danseskoene, der er på hos de tre briter. De går straks til den med funky basgange og kraftig feststemning. Herefter folder albummet sig ud med cool danse-indiepop, momentvis med eksotiske rytmer som i “Pull Me Back to Earth”. Luftige flader af synth blander sig med forsanger Ed Macfarlanes lyse, luftige vokal, og sammen løber det som en frisk brise gennem albummet. Festen foregår ikke kun på natklubben, men bestemt også udenfor på stranden med vinden i håret, hvad enten det er under solen eller stjernerne.

Som på debuten er tempoet ret højt hele vejen, men denne gang er der dog en lille puster med titelnummeret, hvor der drømmes om øen på mere stille vis, og det er helt rart. På albummets sidste nummer, “Helpless”, er der også pause i festrytmerne, hvor lydene dæmpes, som hørte vi dem under vandet, og straks efter høres bølger og måger. Vi er virkelig ved havet. Macfarlane synger: »I’m reaching for the sun / Cool water fills my lungs« – det lyder da ret farligt!?

Mindre risikabel er kærligheden måske – og så alligevel ikke. Størstedelen af albummets tekster kredser ikke om fantasiøer eller solskin, men derimod om (u)lykkelig kærlighed; enten er han så glad for, at han har fået hende, eller også er han så ked af, at han ikke har: »All I want is to feel true love« (“True Love”), »As I hear your voice it sets my heart on fire« (“Blue Cassette”) og »I can’t stop chasing your love« (“Chimes”). Det bliver noget klichépræget og intetsigende i længden.

Pala er velegnet til opvarmning til sommerfester, netop på grund af trioens vellykkede forening af festpop, der næsten går hen og bliver disco undervejs (f.eks. i “True Love”), og den der lette synthpopbrise med Macfarlanes lyse stemme. Albummets lyd og produktion er mere poleret end debuten, der heller ikke ligefrem kradsede, og samtidig er variationen mindre. De loungelækre numre minder for meget om hinanden, og det gør albummet jævnt og meget velegnet som baggrundsmusik, mens der ikke er nogen numre, der skiller sig ud med et særligt fedt omkvæd eller beat. Ingen potentielle topscorere.
Det er ærgerligt, at Friendly Fires har taget deres i forvejen meget dansable indierock en tak videre hen imod ’sommerfest’ på den musikalske skala frem for mod ‘indierock’. Men okay, det er jo snart ferie, så hvorfor ikke drømme sig lidt væk til chillet fest på stranden på en utopisk ø ved navn Pala? Om ikke andet har jeg fået lyst til at læse bogen.

★★★½☆☆

Deltag i debat