Artikler Interview

Japandroids – »Vi hører ikke alt det top 40-lort«

Skrevet af Jonathan Heldorf

Tampen brænder. Roskilde Festival nærmer sig, og det bliver varmere og varmere. Skulle du have brug for yderligere opvarmning, giver vi dig her et interview med Japandroids fra sidste års festival – blandt andet om at sætte ild til trommesættet.

»We used to dream / now we worry about dying / I don’t want to worry about dying / I just want to worry about those sunshine girls.« Der har næppe været et mere passende tidspunkt at skråle med på Japandroids‘ ”Young Hearts Spark Fire” end på Roskilde Festival 2010. Vejret var noget af det bedste og hedeste, der nogensinde har ramt festivalen, og den brandvarme juliaften kombineret med udsigten til en weekend fyldt med musik og ungdomskådhed gjorde det muligvis til det bedst tænkelige tidspunkt at diskutere musik med Japandroids. Derfor forlod jeg for en stund solskinsfolket på den støvede plads og fandt om bag Pavilion-scenen for at få en øl og en snak med de to canadiere.

Undergrundsmiljøer og inspirationskilder
Da jeg ikke er voldsomt velbevandret i den canadiske musikscene, indleder jeg med at spørge de herrer Brian King (guitar og sang) og David Prowse (trommer og sang), om de kan mærke nogle afgørende forskelle på undergrundsmiljøet i henholdsvis Canada og UK/Europa.

King lægger ud: »Nu er vi jo ikke eksperter på, hvad der er fremme herovre, men det er da bemærkelsesværdigt, at mange af de steder, vi spiller her i Europa, minder en del om dem, vi spiller derhjemme. Der er egentlig den samme atmosfære, den samme stemning i de klubber eller scener, vi spiller på. Og selvom vi ikke er mainstream, er der helt sikkert også plads til os her i Europa. Da vi først kom herover for at spille, vidste vi ikke, hvad vi kunne forvente, og om folk overhovedet havde hørt om os, men vi er blevet meget positivt overraskede over den respons, vi har fået.«

Japandroids. Foto: PR.

Prowse: »Faktisk troede vi begge to, at vi skulle til at starte forfra med at promovere vores navn her i Europa, men næsten alle steder og i alle de lande, vi har spillet, har der været et publikum, der kendte os, og som både kunne synge med på vores sange og havde lyst til at høre os live.«

Uden at kende forfærdeligt meget til den canadiske musikscene vover jeg et gæt og siger, at guitarbaseret rock, som Japandroids spiller det, i dag er en form for subkulturelt fænomen. Det må være svært at bryde igennem, men canadierne har klaret det alligevel.

King: »Ja, det er ikke mange, der bryder frem, og slet ikke fra Canada.«

Prowse indvender: »Der er Death From Above

King: »Ja, Death From Above, men i forhold til stilen, så er der jo også The Kills og White Stripes, som har formået at skabe sig et rigtig stort publikum. Hvis vi gjorde præcis det, vi gør nu – bare i 90’erne – havde vi sikkert kunnet blive langt større, end vi er i dag. Jeg tror, der er et loft for, hvor stort et band som os kan blive.«

Når nu Japandroids selv nævner The White Stripes, så er det jo lidt oplagt for mig at spørge, om det er et band, de føler sig inspireret af.

»Ja, jeg tror, de har været en inspirationskilde for os, men nok ikke i den henseende, folk tror,« fortæller King. »Mange spørger os, om vi er inspireret af dem, fordi vi kun er to i bandet, og vi har set, at det kan lade sig gøre at få succes på den måde. Der plejer jeg at sige nej, for da David og jeg startede, var vi ikke fast besluttet på kun at være to. Jeg tror, The White Stripes – eller bands som dem – har været en større inspiration, fordi de har formået at blive meget populære, meget store og samtidig lave rigtig fed musik – musik, som jeg virkelig godt kan lide at høre.«

Populær lortemusik
»Normalt, hvis vi snakker populære grupper, så synes vi for det meste, det er noget lort,« fortæller King og fortsætter: »Vi hører ikke alt det top 40-lort, men The White Stripes er et eksempel på en gruppe, der kan ligge i top 40, som kan sælge millioner af plader og headline festivaler som denne, og vi synes stadig, de er seje, og vi vil stadig høre deres musik, og vi respekterer dem stadig. At være på et sådant stadie og stadig bevare, hvad vi kalder kunstnerisk troværdighed, er meget inspirerende for os.«

Hvis ikke Japandroids havde planer om kun at være to i bandet, hvorfor er det så endt sådan?

Prowse forklarer: »Vi havde ikke nogen planer om kun at være os to. Vi forestillede os altid, vi skulle have flere med, for vi har altid gerne villet være et band, en gruppe, men da vi startede, kunne vi bare ikke finde nogen at spille med, og det stjal fokus og var generelt en langsommelig proces, som holdt os tilbage. Da vi besluttede os for bare at skrive sange og tage ud og spille bare os to, så fandt vi ud af, at det faktisk virkede.«

King fortsætter: »Det er meget sjovt, for vi spillede en all duos-festival blandt andet sammen med Best Coast og No Age, men af alle grupperne var det kun os, der på scenen faktisk kun var to personer. Alle de andre havde back-up-musikere på eller havde startet som en duo og var så blevet en trio eller mere.«

Er det så en udfordring eller en hæmsko kun at være to?

Prowse: »Det synes jeg ikke. Vi har nu haft en del tid til at vænne os til det, vi har spillet en masse koncerter, og det ville være underligt pludselig at skulle dele scenen med flere personer.«

Æstetik i praksis
Pladen Post-Nothing fremstår ret helstøbt, og det virker, som om bandet har en overordnet æstetik – eller gør duoen sig i det mindste nogle æstetiske tanker i forhold til deres udtryk?

»I processen med at skrive nye sange tror jeg ikke, vi gør os nogle dybe æstetiske tanker. Jeg tror ikke, vi ligefrem har et kodeks for, hvordan vores sange skal være, men vi er jo alligevel begrænsede, da vi kun er os to,« fortæller King og fortsætter: »Det er vigtigt for os, at vi rent faktisk kan spille vores numre live, så hvis jeg for eksempel finder på et ret fedt guitarriff, men det er for avanceret til, jeg kan synge hen over det, så bliver vi nødt til at droppe idéen, og jo, på den måde kan det selvfølgelig være svært kun at være to. Jeg tror, vi har lært gennem tiden, hvordan vi kan få mest ud af de virkemidler, vi nu har at gøre godt med, og dét kommer helt naturligt til at skabe en bestemt lyd for os.«

Prowse fortsætter: »Vi prøver også at udfordre os selv hele tiden til at skrive noget, der er mere avanceret, noget, der kan rykke vores grænser og udvikle os selv som sangskrivere. Hvad mange bands normalt ville gøre, er at skrive musik, der starter med et grundtrack, og så bygger de lag på lag på lag på, og det er ikke noget, vi er særlig interesserede i at gøre.«

Jeg synes personligt, det virker på de to herrer, som om de gerne vil sige, at der ikke er nogen dybere mening med deres musik, at de ikke har en decideret æstetisk holdning til den, og at de gerne vil fremhæve umiddelbarheden. Men jeg håber at kunne trænge lidt igennem dette lag af, ‘hvad de normalt siger’ til journalister som mig for at holde os en smule på afstand.

Den analytiske pen spidses
Man kan fristes til at analysere på ovenstående svar; jeg spurgte, om de følte sig begrænset ved kun at være to.

Først fik jeg et klart nej fra Prowse, men da King så begynder at uddybe, kommer det alligevel frem, at de rent faktisk føler sig begrænset. Desuden er jeg ikke sikker på, at jeg køber den med at blive ‘tvunget’ ind i en æstetik af sin egen musik, som om den er herre over dem og ikke omvendt, hvilket jeg også synes, de senere i svaret giver udtryk for egentlig ikke er helt korrekt. Prowse siger nemlig, at de ikke er interesserede i at producere sange med flere lag, end hvad de to kan spille live. Er det da ikke netop dem, der tvinger musikken i en bestemt retning? Med dette in mente går jeg til mit næste spørgsmål, som uden tvivl er et knald eller fald-spørgsmål; enten får jeg lokket en godbid ud af Japandroids, eller også vil de snakke lidt i cirkler og lade spørgsmålet sive tilbage til mig ubesvaret.

Afbrænding af trommesæt, honnør og fredstegn. Foto: PR.

For mig fremstår det nemlig, som om der mindst er to sider at anskue Japandroids’ musik og lyrik fra:

1) en form for hedonistisk live in the now-vinkel

2) en mere apokalyptisk fuck it all we’re gonna die anyway-vinkel. Mine to konkrete eksempler er selve pladens titel, Post-Nothing, og så tekstlinjen »You can keep tomorrow after tonight / we’re not going to need it« fra sangen “Young Hearts Spark Fire”.

King lægger ud: »Hvad jeg gerne vil have, at vi er – at Japandroids bliver set som – er en tomandsgruppe, der ikke er begrænset til én slags musik. Jeg vil gerne have, at vi nogle gange er rock, nogle gange punk, nogle gange pop og så ellers kombineret på kryds og tværs. Alle slags rock, der nu er, og jeg tror, at vi frem til nu bare har eksperimenteret, og jeg tror, at vores fremtidige sange vil være endnu mere forskellige og alsidige. Sådan er det nok også lyrisk. Der er ikke nogen vision om at sige noget og så sige det igen på en anden måde i en anden sang. Jeg tror ikke, der er et overordnet tema, men jeg kan godt se, hvad du mener med, at det kan være selvmodsigende, hvad vi siger rundt omkring på pladen. Det kommer sig nok af, at vi er ret nye i musikbranchen – og nye i tekstskrivning – og vi har endnu ikke en tydelig vision om, hvad vi skal sige, eller hvordan vi skal sige det, så vi siger bare det hele på én gang og blander det sammen. Så det er da muligt, at når vi engang laver vores andet album, så har vi en mere struktureret idé om, hvordan vi skal formidle vores tanker på en sammenhængende måde gennem et album.«

Tja, det lader altså ikke til, at Japandroids har et specielt sigte i hverken deres musik eller deres lyrik, andet end at det skal lyde godt, være sjovt at lave og til at spille.

Brændende trommer og alskens positurer
Meget ligefremt og meget ærligt, og alligevel nager det en symbolrytter som mig, at nogle unge fyre laver et album kaldet Post-Nothing og cover-art med brændende instrumenter og Jesus-positurer uden at have et budskab med det. Jeg smider i et sidste desperat forsøg et spørgsmål på bordet for at få afklaret, om det dog kan være rigtigt, at det bare er sådan, det er.

Jesusarme, trommesæt og hjemløsepositur. Foto: PR.

Prowse griner. »Altså, det, der skete, var, at vi satte ild til trommesættet, og så havde vi cirka et til to minutter, inden det var brændt ud, til at posere foran det, og så prøvede vi simpelthen bare at lave så mange forskellige positurer som overhovedet muligt i det meget begrænsede tidsrum. Det billede, du tænker på, var tilfældigvis et af dem, der blev ret gode. Måske er der et andet billede, hvor Brian laver egypteren [én arm foran og én arm bagved kroppen med vinkelrette, bøjede led, red.], men hvor hans øjne er lukkede, og så dur det jo ikke.«

»Under alle omstændigheder var det sjovt at lave. Fotosessions er altid sjovere, når de involverer pyroteknik,« konstaterer King.

Gisp, jeg giver op. Måske er Japandroids bare lige så umiddelbare, som de giver udtryk for. Måske er der slet ikke nogen dybere mening med noget af det, de siger eller gør. Da jeg så dem spille samme aften, havde jeg i hvert fald sørget for at lade mit overanalyserende hoved blive hjemme i teltet. I stedet så jeg dem bare skeje ud på deres egne præmisser.

Deltag i debat