Plader

Marsen Jules: Nostalgia

Skrevet af Mikkel Arre

Den tyske ambientproducer afprøver et lidt mørkere udtryk end hidtil, og resultatet er aldeles lytteværdigt. Det skyldes dog snarere melankolien end melodimaterialet.

Siden Wolfgang Voigt i midt-90’erne udgav de ikoniske plader Zauberberg og Königsforst under navnet Gas, har det ikke skortet på producere, der har spændt strygerfragmenter ud over en duvende ambientbund. Som drivkraft bag pladeselskabet Kompakt har Voigt endog selv været med til at understøtte tendensen, bl.a. via de årlige Pop Ambient-opsamlinger.

I den store skare af værker, der i det nye årtusind har lænet sig mod Gas-udgivelserne, skiller tyske Martin Juhls’ første regulære album under navnet Marsen Jules sig ud. Herbstlaub udkom i 2005, og her seks år senere kan de seks andægtigt eftertænksomme ambientkompositioner stadig få det til at gibbe i hjertet på en helt særlig måde: Selv i sommermånederne kan de iskrystalliske klaverklange, melankolske strygere og ringlende strengetoner, som Juhls har anbragt i store rungende rum beklædt med svulmende synthstrøg, fremmane længsel efter vinterens melankoli.

Den temmelig statiske og lige rigeligt ekkodruknede efterfølger Les Fleurs nåede aldrig samme niveau, og måske er det derfor, at Juhls og hans selvdrevne pladeselskab tilsyneladende ikke vil kendes ved den. I al fald markedsføres tyskerens nye album, Nostalgia, som hans andet. Og det ligger da også mere i forlængelse af Herbstlaub end af Les Fleurs.

Juhls følger samme model som på debutalbummet: Over store, åbne og susende landskaber driver mere eller mindre abrupte violin-, cello- og guitarmelodier som adstadige, til tider nærmest ubevægelige skyer. Det Stars of the Lid-lignende åbningsnummer “A Moment of Grace” giver med sine blidt glidende guitarklange indtryk af, at der er et varmere lydbillede i vente. Det er for så vidt ikke forkert, men det mest markante ved Nostalgia er, at snart sagt resten af pladen præges af en uvant mørk understrøm. Den er ikke decideret urovækkende, men dog et signal om, at albumtitlens længsel efter fortiden ikke kun drejer sig om lette dagdrømmerier.

I “Blood and Fire” (som under titlen “Brouillard” allerede har været tilgængeligt gratis i hele syv år) ånder mørket i dybe, dundrende stød, mens syntetiske træblæsere og lyse afrundede orgelflader åbner sprækker af mismodigt vinterlys. I “Endless Whisper of the Old Brigade” balancerer de sitrende strygerbidder på halvmørke horntoner, og “Sweet Sweet Longing” trækker med dybt rungende cello og de mørkest tænkelige klavertoner tråde til Murcofs tematisk beslægtede Remembranza-album.

Det hele er virkelig veludført og i perioder decideret betagende, ikke mindst fordi Juhls er særdeles ferm til at få sine ambientkompositioner til at virke altomsluttende uden partout at fylde ethvert hjørne af lydbilledet. Det gør det så også desto tydeligere, når han træder ved siden af som med de klæge kunstige strygere i “Kunderas Dream”.

Efter seks ganske dystre kompositioner i træk er den afsluttende “Sleep My Brother, Sleep” en kærkommen afveksling. Her er det dybe leje nærmest fraværende til fordel for en lys, optimistisk strygersløjfe. Denne er dog ikke videre interessant, og manglen på mindeværdigt melodimateriale er måske netop, hvad der forhindrer Nostalgia i at blive helt vellykket: Juhls ambientstykker er mere imposante end iørefaldende, og ingen af dem adskiller sig særlig markant fra hinanden. Kan man lide helstøbte ambientplader med orkestral melankoli i ascendanten, er der ikke desto mindre god grund til at dykke ned i tyskerens nostalgi.

★★★★½☆

Deltag i debat