Plader

Mini Mansions: s.t.

Skrevet af Klaus Thodsen

Queens of the Stone Ages Michael Shumans fritidsband er klar med sit første udspil. Det går alt i alt meget godt.

Hvis jeg skulle vælge én figur fra South Park som min yndlingsfigur, må det blive Leopold ‘Butters’ Stotch. Butters er nemlig en sød og uskyldig lille dreng, som det er meget svært at blive sur på. Skønt han i bund og grund er udstødt af de andre, er han ikke så nem at få ned med nakken. Ligegyldigt hvor meget alle de andre børn gør grin med ham, holder han fast i sit gode humør og sin særegne måde at udtrykke sig på. Han er med andre ord en ‘happy-go-lucky’ lille karakter.

Jeg har det på samme måde med Mini Mansions, Queens of the Stone Age-medlemmet Michael Shumans sideprojekt. Lige fra starten er der en smittende positivitet over dette album. Selvom lydbilledet i glimt bliver dystert, og selvom der af og til går rigtig rock i den, så bliver det aldrig for alvor farligt. De tre fyre fra L.A. bevæger sig på kryds og tværs af flere genrer, og den ene association bliver nemt afløst af den næste. Til trods for dette formår Mini Mansions at holde sig på dydens smalle sti. Det bliver ikke på noget tidspunkt anstrengende, for genreskiftene er yderst veludført stort set fra start til slut.

Nummeret “Monk” er utroligt sigende for Mini Mansions. Et pop/rock-nummer, der står som et af de mest positive og optimistiske, jeg længe har hørt. Gennem samtlige fire minutter sidder jeg med en følelse af, at hvert slag på trommerne og hver tone fra klaveret tager nummeret i en bedre retning. Rytmen sættes af de dominerende, men samtidig dejligt diskrete trommer. Det mærkes hurtigt, at de forskellige instrumenter ikke er fremhævet over hinanden, på nær i versene hvor bassen i høj grad indtager scenen.

Et par numre længere nede finder vi “Seven Sons”, der med det samme sender tankerne tilbage til 60’ernes rock. Det fantastisk charmerende åbningsriff og Shumans vokal hiver ”Seven Sons” helt op på højde med ”Monk”.

Fordelt ud over Mini Mansions finder man “Vignette”, der er fordelt i tre små bidder på pladen. Det kun halvandet minut lange “Vignette#1” er ligeledes åbningsnummer og fungerer klart bedst af de tre. De efterfølgende to fremstår mere som små mærkværdige afbræk, som man egentlig ikke har brug for.

Den gennemtrængende optimisme og de gode melodier til trods er der langt mellem de helt store højdepunkter på Mini Mansions. Der er rigeligt med gode og behagelige sange, men for at være ærlig også lidt langt mellem de helt gode snapse.

Det er bare heller ikke nemt at være klassens sødeste dreng. Og ligesom Butters må Mini Mansions nok i sidste ende tage til takke med rollen som outsider. Problemet for dem begge er, at der er så mange andre, der råber højere og tager fokus fra dem. Det gode humør og uskyldigheden – det er der til gengæld ingen, der kan tage fra dem. Jeg håber bestemt, at Mini Mansions holder fast og ikke lader sig tryne af omverdenen. De har helt sikkert fat i noget, der kan blive rigtig fedt.

★★★½☆☆

Deltag i debat