Plader

Noah and the Whale: Last Night on Earth

Noah and the Whale har på tredje album lagt vejen om og spiller nu hovedsageligt skarp og velproduceret voksen-pop/rock. Det slipper de godt af sted med langt det meste af vejen.

Tre albums inde i karrieren har Noah and the Whale skiftet retning. Fra at være bannerførere for den engelske folk-revival i det nye årtusinde er bandet gået til i skrivende stund at være sværere at rubricere. Med deres tredje album Last Night on Earth har gruppen taget et markant skridt væk fra deres udgangspunkt. Den akustiske grundsubstans er udvidet med elektroniske klangflader og rytmer, og den tidligere overvægt af melankolsk folk- og indierock er erstattet af moderne, velproduceret voksenpop.

Umiddelbart vil ethvert stilskifte fra en undergrundsposition imod mere letfordøjeligt og sågar radiovenligt materiale blive mødt med ramaskrig. Det er begrebet ‘at sælge ud’ i konkret form. Det er dog primært os mavesure anmeldere og konservative fans, der råber højest, når et band skifter kreativ retning. For den konservative lytter vil ethvert større stilskifte afstedkomme en negativ reaktion. En efterfølger til det første album bør af princip ikke afvige markant fra forgængeren. En gruppe, der har udvikling, eksperimenteren og nye impulser i blodet, kommer her i problemer.

Nu er jeg selv ramt af konservative tendenser og hylder ikke eksperimentet for eksperimentets skyld. Jeg hylder dog Last Night on Earth som et velklingende pop/rock-album, der indeholder en lang række fængende sange, hvor stærke melodier og en vellydende produktion er i højsædet. Der er stadig plads til små oaser, hvor gruppens tidligere lyd finder plads, men centrum er ikke længere melankolske og guitardrevne sange. Keyboards og elektroniske rytmer spiller nu en større rolle, men bruges ikke som unødigt fyld oven på banale melodier. I stedet komplementerer flertydigheden i instrumenteringen sangene. Studiet bruges til at forfine og forstærke, ikke udvande og maskere.

En direkte reference til nutidige grupper er svær at komme med, da Noah and the Whales fokus placerer dem i den store stygge gruppe af radiovenlig rockmusik, der desværre ofte domineres af intetsigende orkestre uden lang holdbarhed. Noah and the Whale lyder heldigvis som et britisk modsvar til primært amerikansk radiorock, der ofte yder fersk og overproduceret. En dansk pendant kunne være Moi Caprice. En britisk kunne være Pulp, Belle & Sebastian, The Divine Comedy eller Tindersticks, blot i en mere let tilgængelig og knap så idiosynkratisk udgave. Der er i hvert fald noget udpræget britisk over foretagendet. En lille snert af noget afvigende. En lille knivspids humor og selverkendelse. En god dosis ligefremhed.

Nummeret ”Tonight’s the Kind of Night” er et godt eksempel på albummets mange styrker. Lyden er klar og præcis og drevet af en effektiv rytmesektion og keyboardflader, der både bærer melodien og skaber vægt og fylde. Vers afløses af kraftige omkvæd underbygget af korstemmer. Alle elementer fremstår skarpe og nøjagtige. Intet unødigt fyld. ”Give It All Back” lyder som Pulp i en 2011-version. ”Waiting for My Chance to Come” vil vække genklang hos fans af Moi Caprice. Eneste nummer, der falder uheldigt ud, er pladens finale, ”Old Joy”, der trækker ned med sin overdrevne patos.

Så godt nyt til fans af Noah and the Whale, der tør prøve kræfter med en gruppe, som ikke er bange for at søge nye veje.

★★★★☆☆

Deltag i debat