Plader

Phil Shivers: Boxes

Skrevet af Søren Jensen Lund

Phil Shivers’ Boxes serverer velspillet americana, men drukner i uforløst potentiale og alt for mange numre. Phil Shivers har brug for at finde sig selv og sin plads på den danske americanascene.

Med de gulnede lampeskærme, der bader scenen i et pisgult 70’er-skær, sætter Mikael Olesen sig til rette med sin dobro. Brillerne er tykke, skægget er halvlangt, og fedorahatten sidder, som den skal. Det gør musikken også. Rasmus Jusjangs trommer rummer den akustiske umiddelbarhed, som straks får mig til at tænke på Dylans New Morning-sessions. Kim Wagner spiller på sin bas. Han bruger hele gribebrættet og tilbyder små melodiske passager, der understreger dobroen.

På nummeret “Coming Home” fornemmer vi intensiteten, når de tre legekammerater hælder softfolk ud af instrumenterne, og når de lader sig svæve rundt i luftige Moby Grapeske harmonier. Det er gennemført. “Coming Home” er det første nummer på mini-dvd’en A Sunday Session, der er en del af Phils Shivers‘ selvudgivede bokssæt Boxes.

Ud over dvd’en med fire numre optaget i Phil Shivers’ kælder i Valby består Boxes af ep’en Roadkill og så – tør man sige – en genudgivelse af debuten, I’m Evil?

Der er dømt DIY over hele linjen, og det er Phil Shivers faktisk sluppet godt fra. Produktionen er god, videomaterialet er stemningsmættet og hyggeligt på den fede måde, og billederne og hele indpakningen er lækker. Man fornemmer, hvordan de tre drenge møjsommeligt har klippet de små hakker i ydercoveret.

Lad mig sige det klart. Der er fordele og ulemper ved, at det efterhånden er blevet så nemt at producere og udgive sin egen musik. Fordelen er, at man kan udbrede sin musik uden at skulle slikke et major label i røven og selv har den fulde kontrol over hele processen. Ulempen er, at folk i dag spytter plader ud, der i den grad kunne have tålt et 360-graders eftersyn og måske ville have godt af et pladeselskabs kritiske øjne. Phil Shivers kunne godt have brugt en hånd til at sortere lidt i materialet og være med til at udvælge de syv-otte guldklumper, der utvivlsomt er at finde på Boxes.

I’m Evil? er i tråd med den indiefolk-bølge, der så småt begynder at bevæge sig væk fra det triste Nick Drake-univers og i stedet graver et stik dybere ned til de countryficerede rødder. En tendens, jeg kun kan bifalde, da jeg længe har været træt af den beskæggede weirdofolk og sukker efter den rene g-dur-akkord.

Men g-dur-akkorden skal bare følges op af substans. Folkemusikken handler om at fortælle historier. Musikken er vel bare et virkemiddel, der er med til at understrege pointerne i fortællingen. Men for Phil Shivers virker det, som om det modsatte er tilfældet. Der er kælet så meget for de lækre lydmæssige detaljer, men til gengæld mangler den tekstmæssige tyngde. Teksterne bevæger sig i et lidt trivielt hverdagsunivers, og de forekommer mig lidt for tit blot at være nogle tilfældigt sammensatte ord, der kan legitimere de musikalske detaljer.

Roadkill, som indeholder de seneste optagelser med Phil Shivers, introducerer en mere hårdtslående lyd. På titelnummeret lukker Phil Shivers op for den dystre og tunge americana, som vi kender den fra Tom Morillos Nightwatchmen og Jack Whites åndenødsfremkaldende The Raconteurs. Stilen fortsætter på “A Chance Gonna Come” – ikke at forveksle med Sam Cookes sang med den mere korrekt engelske titel “A Chance Is Gonna Come”. Det er ikke for at være spydig eller sarkastisk. Det er bare et symptom på en udgivelse, hvor den pertentlige perfektion på lydsiden står i afgrundsdyb kontrast til sjuskeriet på tekstsiden.

Roadkill afsluttes med den smukke ballade “I’m Leaving”. Inspirationen fra f.eks. Ryan Adams trænger igennem, men den overtager ikke. Sangen havde nok passet bedre på A Sunday Session, hvor der i højere grad folkes igennem. Ep-formatet holder måske ikke til de store stilskift. Det er begrænset, hvor lang en rejse vi kan sendes ud på, når vi har fire numre og under tyve minutter at gøre godt med. Så her kunne Phil Shivers sagtens have sluttet af med mere af den fræsende fede guitarhvinende americana, som er hovedbestanddelen i de tre øvrige numre på pladen.

Phil Shivers skal finde sig selv og sin lyd. De har potentialet, men de bevæger sig i en genre, hvor de unikke og svinedygtige musikere og bands står i kø. Det gælder naturligvis den alternative folk- og countryscene i USA, men sandelig også scenen i Danmark, der præges af navne som Cody og One-Eyed Mule samt et felt af vanvittigt talentfulde sangskrivere. Phil Shivers har potentialet til at bryde ud af den parentes, de lige nu befinder sig i, men det kræver, at de finder ud af, hvilken historie de vil fortælle.

★★★☆☆☆

Deltag i debat