Plader

Poor Billy: Brother Wake Up

Skrevet af Søren Jensen Lund

Opskriften er klar: Stem instrumenterne en tone ned, og spil røven ud af de stramme sorte jeans. Poor Billy med Karsten Olesen i forgrunden har med Brother Wake Up ramt en stor grad af originalitet i det beskidte og enkle nordicana-udtryk.

Med “Union Carbide” åbner Poor Billy sit album, hvor doven garageblues og americana er i front. Der stemmes ned og skrues op for de distortede guitarer. Men Poor Billy er mere end smøg-i-kæften-rock. Karsten Olesens tekstunivers er originalt. Til tider lidt dylansk weirdness, men for det meste med den underfundighed og (selv)ironi, der minder os om, at Poor Billy kommer fra Østjylland og ikke fra South Texas.

Ud over Karsten Olesen, der synger og har skrevet alle tekster, består Poor Billy af trommeslager Søren Poulsen, bassist Jesper Holt Andersen og Peter Sandegaard på guitarer og dobro og den slags. De fungerer perfekt sammen, og sammen med producer Thomas Alstrup er det lykkedes Poor Billy at skabe en lydmæssig rød tråd på Brother Wake Up.

Den store inspiration synes umiddelbart at være Black Rebel Motorcycle Club, men når man dykker lidt ned i lagene, opdager man de små finesser, der skaber gruppens kompleksitet. Et par eksempler er den skramlende fangelejr-percussion i “Shut Up Baby Please” og den hidsige mundharpe i det efterfølgende nummer, “Corn on My Plate”.

I 2008 udgav Poor Billy Moonlight Stranger, hvor der blev givet fuld los for den deltainspirerede blues. Man kan kun klappe i sine hænder, når et band forsøger at forny en genre, der alt for ofte hænger fast i 40’ernes Mississippi eller 60’ernes Chicago og i tide og utide hjemsøges af masturbationsguitarister, der er mere tekniske end opfindsomme – ingen nævnt, alle glemt.

Pentatonerne er stadig fremherskende på Brother Wake Up, men i “Drifter’s Wife” brydes de af et helt fantastisk smukt omkvæd, hvor vellyden dyrkes og kultiveres – ikke mindst i form af de pedalsteel-guitarer, der som pukkelhvaler taler sammen, da sangen langsomt fader ud. Inspirationen fra Daniel Lanois er ret tydelig i “Drifter’s Wife”. Det gælder de underdelte trommer, men i høj grad gælder det pedalsteel-guitarernes sørgmodighed, der i en årrække har været med til at definere Lanois’ specielle lyd.

Med “By the Door of Hell” sætter kvartetten et gribende punktum for Brother Wake Up. Det rå og melodiøse smelter sammen i en dyster farvelsang, hvor især omkvædet har et sært irsk skær over sig. »By the door, by the door of Hell / I am well« er næsten Shane MacGowansk, og “By the Door of Hell” kunne have været en ganske hæderlig Pogues-ballade fra sen-80’erne – og så når man ikke meget højere i min bog!

Poor Billy og Brother Wake Up er dansk rootsmusik i superligaform. Karsten Olesen forsøger ikke at ramme en tyk amerikansk accent – hverken når han synger, eller når musikken spiller. Det betyder, at selvom Poor Billy bevæger sig inden for en genre, der er gennemsyret amerikansk, burde gruppen kunne pirre amerikanske øren med noget eksotisk blandet med genkendeligheden. Lad os bare kalde det nordicana, men i virkeligheden er det bare fed musik spillet af fede musikere.

★★★★★☆

Deltag i debat