Koncerter

Roskilde Festival ’11: 4 Guys From the Future, 27.06.11, Pavilion Junior

Skrevet af Lise Christensen

4 Guys From the Future leverede et skyggefuldt tilflugtssted midt i eftermiddagensheden, hvor mediterende krautrock blandede sig med psychpop i overbevisende udvekslinger.

Den lille time i 4 Guys From the Futures kraut- og psychpoppede univers var et tiltrængt mørkt pusterum blandt programmets mange lyse indslag.

Pavilion Junior var den foregående dag blev rykket rundt af festlige og farvestrålende bands, så det var en vis lettelse for eftermiddagsslapheden, at mandagens program bød på en lejlighed til at lade sig opsluge af den tusmørke del af musikken.

Den del sørgede 4 Guys From the Future (4GFtF) for. De udgav i efteråret debutalbummet Under the New Morning Sun. En plade, der veksler mellem psychpop, korharmonier og krautrock. Der var i dagens anledning skruet ned for den lette del af poppen og op for det svimlende i krauten. Den lette popsingle “Life Is Up to Your” var for eksempel helt fraværende fra settet, og det viste sig at være et godt træk.

Koncerten åbnede med titelnummeret “Under the New Morning Sun”, som understregede den vekslen mellem det afdæmpede og larmende inden for det enkelte nummer, som 4GFtF mestrer på overbevisende vis. Den britrockede “Don’t Help Me Up” holdt den tunge lyd og fulgte den op med guitartwang og korsang.

Men så virkede det også til at blive for meget med den hårde attitude. Solbrillerne røg, og der blev opfordret til fællessang med den britpop-inspirerede “I’ll Take You Away From the Country”, der både i den storladne brug af trompet-synth og måden, forsanger Bjarke Porsmose her lyder som Damon Albarn, trækker associationerne over mod Blur. At bandet popularitetsmæssigt måske endnu ikke har nået de højder, hvor publikum giver deres besyv med, gjorde det ikke mindre sandt, at det er en sang med oplagt singalong-potentiale. Det intime intermezzo i en koncert, der ellers havde tendens til at lukke sig om musikken og synke ned i gode stunder af instrumental meditation.

De mange skift og sammenfletninger af det poppede og støjende kan af og til udligne det givende i de enkelte stemninger og gøre numrene svært tilgængelige som førstegangslyttende. Men når de rammer, så rammer de også rent ind i den kerne, hvor musikken kan stå for sig selv uden kulørte kulisser og dansepiger. 4GFtF leverede ikke en hoppekoncert, en skråle med-koncert eller entusiastisk crowdsurfing. Til gengæld leverede de en koncert på musikkens præmisser frem for gøglets.

★★★★½☆

Om skribenten

Lise Christensen

Konkurrenceansvarlig

lise@undertoner.dk

 

Biografi:
Min første plade var Tjajkovskijs Svanesøen. Den købte jeg som ni-årig. Det var i den periode, hvor man også skulle have en Monet-plakat i ramme. Helst en med beroligende åkander. Den klassiske musik fik tre spin, og så tænkte jeg ellers ikke videre over det, indtil jeg kom på uni. Jeg havde været en okay flittig musiklytter indtil, men nærmest med ét blev jeg involveret i et spillested, begyndte at anmelde, afholdt en festival og var da også turen omkring et pladeselskab. Alle sjove og hårde på deres egen facon. Men det mest udfordrende har nu været at skulle forholde sig til musikken på skrift. Et puslespil med umage brikker. Nu er der gået 16 år, og jeg er begyndt at høre neoklassik (foruden elektronisk minimalisme, techno, ambient, skæv pop og engelske mænd, der synger om erotik), og Lille-Lise får et mentalt skulderklap, mens interesserne strejfer hinanden på tværs af tiden.


Fem favoritalbums:
Fuck Buttons: Tarot Sport
Nils Frahm: Felt
Wild Beasts: Smother
Four Tet: Rounds
alva noto & Ryuichi Sakamoto: Insen

Skriv et svar