Koncerter

Roskilde Festival ’11: Battlekat, 29.06.11, Pavilion Junior

Skrevet af Lise Christensen

Battlekat leverede en omgang elektronisk pop, der burde have stemplet ‘Made in Sweden’ påsat. En produkttitel kunne være ‘Karin Dreijer-jam møder københavnske cool kids i det natsorte rum, hvor festen gerne vil bo’.

Battlekat leverede nogenlunde velfungerende, omend ikke synderlig original synthpop sent onsdag aften.

Den sidste koncert på Pavilion Junior for denne gang har en forhistorie. I løbet af foråret begyndte der at dukke mystiske sort-hvide lo-fi-videoer op på internettet ledsaget af det kryptiske bandnavn Just a Number 05272011. Lyden var elektronisk pop med markante trommebeat, synths og bas i en kombination, der svingede mellem det clubbede og mørke. Den kvindelige vokal svingede sig op mod skingre lillepigeskrig, mens det lejlighedsvise mandlige modspil udjævnede det dramatiske på en komplimenterende måde. Rygterne svirrede. Var det Fever Ray? The Knife? Iamamiwhoami? Svensk måtte det nødvendigvis være.

Svaret skulle findes tættere på. Den 27. maj sprang bandet ud som Battlekat – en lettere revideret udgave af det københavnske postpunk-band Fifty Foot Spiders. Som eksisterede Kalmarunionen stadig i bedste velgående, har bandet planket den svenske lyd. Pavilion Junior-koncertens åbningsnummer “He Didn’t Want a Love Song” var som at træde direkte ind i et The Knife-jam. Og det var generelt svært at dreje tankerne væk fra Karin Dreijer-ligeheden, som koncerten skred frem.

Det blev til både uhyggelig clubbing og mere festlige calypsorytmer undervejs, men numrene var i høj grad skåret over samme læst: synth, trommer, bas og Karins, undskyld, forsangerinde Mathilde Katinka Böchers skingre vokal, hvilket gav en lettere ensformig, omend nogenlunde energisk fremtoning. For Battlekat har en god energi, det funker med deres rytmebreaks, og numrene har en fængende popkvalitet. Alt i alt var koncerten vellykket nok, men musikken i sig selv er endnu ikke interessant nok til at slå svensker-sammenligningerne ud af hovedet.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Lise Christensen

Konkurrenceansvarlig

lise@undertoner.dk

 

Biografi:
Min første plade var Tjajkovskijs Svanesøen. Den købte jeg som ni-årig. Det var i den periode, hvor man også skulle have en Monet-plakat i ramme. Helst en med beroligende åkander. Den klassiske musik fik tre spin, og så tænkte jeg ellers ikke videre over det, indtil jeg kom på uni. Jeg havde været en okay flittig musiklytter indtil, men nærmest med ét blev jeg involveret i et spillested, begyndte at anmelde, afholdt en festival og var da også turen omkring et pladeselskab. Alle sjove og hårde på deres egen facon. Men det mest udfordrende har nu været at skulle forholde sig til musikken på skrift. Et puslespil med umage brikker. Nu er der gået 16 år, og jeg er begyndt at høre neoklassik (foruden elektronisk minimalisme, techno, ambient, skæv pop og engelske mænd, der synger om erotik), og Lille-Lise får et mentalt skulderklap, mens interesserne strejfer hinanden på tværs af tiden.


Fem favoritalbums:
Fuck Buttons: Tarot Sport
Nils Frahm: Felt
Wild Beasts: Smother
Four Tet: Rounds
alva noto & Ryuichi Sakamoto: Insen

Skriv et svar