Koncerter

Roskilde Festival ’11: Brother Grimm, 28.06.11, Pavilion Junior

Skrevet af Rasmus Riiskjær

Brother Grimm leverede simpelthen en katastrofalt dårlig koncert. Der var intet, der fungerede. Pinligt, Roskilde.

Brother Grimm fremstod både uprofessionel og umusikalsk på Pavilion Junior.

Koncerten med Brother Grimm kl. 17.30 på Pavilion Junior var pinligt anstrengt og dybt uprofessionel. At han overhovedet er blevet booket, undrer mig. Koncerten er den ringeste, jeg har oplevet i løbet af de syv gange, jeg har været på Roskilde Festival. I forvejen havde man med singlen “Wiggedy Wack” måske en kandidat til Danmarks dårligste rapnummer. Hvis koncerten var ment som en form for joke, kunne nogen måske have fundet Grimms hyperaktive kejtethed sjov. Det gjorde jeg ikke. Jeg oplevede, at Grimm i alvor mente, han havde fattet noget ved sit skift fra at være forsanger i det cool og dystre Decorate. Decorate. til at spille raprock med flow og attitude a la TV on the Radio-numre som eksempelvis “Dancing Choose.”

Det var et møde mellem britpop, 80’er-riffs, Blur, Franz Ferdinand, disco- og raprock. Bandet, der håndterede keyboard, ensformige trommer, ligegyldige bas-figurer og fuldstændig flowløs, anstrengt råberap var prydet med tatoveringer og solbriller, selvom solen ikke kunne skinne gennem teltdugen. Grimm selv bar i noget tid en stor, plat træhalskæde, hvorpå der stod ‘B. Grimm’ i en kæmpe træramme. Nej, Asbjørn Auring Grimm, du er ikke nogen hiphopper eller rapper. Hold dig til indierock.

Jeg undrede mig også meget over, hvorfor Modest Mouse-coveret “Tiny Cities Made of Ashes” overhovedet skulle tages med på sætlisten. Dette cover var elendigt leveret og ringe spillet, og Grimm skreg og råbte sig gennem det. En pinlig hån mod Modest Mouse, der fortjener respekt for at sådan set at være et superfedt band. Mine teenageår havde i hvert fald ikke været det samme uden Modest Mouse, og derfor føjede coveret ekstra spot til skade.

Og nej, det stopper ikke her, for Grimm agerede også stand-upper mellem numrene. Eksempelvis blev der sagt: »Kender I det, når man tager ind på et værtshus, og så er der bare fyldt med spassere? Det handler den her sang om.« Usjove platheder kan laves lidt finere. I sættet indgik også en slags digtoplæsning, som bidrog til at understrege pointen om, at koncerten var et fuldstændigt plat og pinligt egotrip af rang. Pato Siebenhaar gæste-rapråbte i “Falling”, men det var bare ligegyldigt og kikset, og nummeret indeholdt et elendigt pop-omkvæd. Igen stod jeg undrende: Hvad er det, de laver oppe på scenen? Ikke hiphop, men måske dårlig og ensformig britpop, der kørte i den samme rille i 45 meget lange og seje minutter.

Selvom der ellers fløj sæbebobler over publikum, og hihatten fik de snappe sekstendedele, blev det aldrig til mere end spredte klap og død stemning – måske lige bortset fra hos dem, der stod oppe foran og var nede med det. Ud over Grimms mangel på flow rapper han med en forceret og ikke-gennemført britisk dialekt. Er det grime, han prøver at lave? Er det ironisk? Det var de åbne spørgsmål, man stod tilbage med efter endt koncert.

★☆☆☆☆☆

1 kommentar

  • Synes dette er en af de ringere anmeldelser jeg har læst!!
    Det er grundlæggende forkert at sende en anmelder til en koncert, hvor det er SÅ tydeligt, at han/hun ikke kan fordrage genren eller kunstneren.
    Derudover synes jeg han var et muntert bekendtskab, selvom jeg heller ikke ligefrem er til denne genre, og følte mig godt underholdt hele vejen igennem!

Deltag i debat