Koncerter

Roskilde Festival ’11: De høje hæle, 29.06.11, Pavilion Junior

Skrevet af Martin Thimes

De høje hæle beviser igen og igen, at de er blandt de fineste sangskrivere her til lands. Der var ikke mange fingre at sætte på deres Roskilde-debut.

De høje hæle spillede præcis, som de skulle: lige ud ad landevejen og med en smittende energi.

Hvad er punk? Er det i larmen, man finder punkens essens? Eller er det teksterne, der er udgangspunktet for punken? Eller er det alt det omkring – looket, filosofien? Alt det virker det ikke til, at De høje hæle overhovedet har taget stilling til. De er blot tre venner, der godt kan lide at spille deres sange. Gerne højt og hurtigt.

Det gjorde de så overbevisende på Pavilion Junior, at de 15 knaldperler, de nåede at kaste af sted, føltes som en lang greatest hits-afliring. For De høje hæle formår at skrive sange, der besidder samme umiddelbare charme som Violent Femmes og har tilpas meget kick i omkvædene, så de fleste kan synge med efter en enkelt gennemlytning. Det blev tydeligt i åbningsnummeret “Skal vi aldrig videre”, den fabelagtige fadølspunksang “Kold og træt og bange” og især det lidt ældre nummer “Drukmås”, der på elegant vis blander De høje hæles meloditæft med en rytmesektion, som lige så godt kunne være spillet af et garagerockband i Denver i 1964.

Det virkelig gode ved koncerten var, at der, trods lidt manglende attack på guitaren i begyndelsen, var styr på lyden. Ebbers trommer havde tilpas med bulder og ballede, Magnus’ guitar gik knastørt og usminket igennem, og Myrens bas lød lige en tand mere punchy end normalt. Og for en gangs skyld var det rent faktisk til at høre, hvad der blev sunget. Lidt om at ryge hash og løse krydsogtværs, eksempelvis. Eller om ufoer. Eller om, at der ikke er mange, der forstår, hvad der foregår inde under håret på Magnus.

De høje hæle har ikke opfundet den dybe tallerken. Og som sådan er der ikke ret mange af deres numre, der ikke lyder som et eller andet, man har hørt før. Teksterne er måske lidt bøvede hist og pist. Og det er ikke altid, soloerne virker lige gennemtænkte i de hurtigere numre.

Men når de står på en scene og er i det spillehumør, de var i på Pavilion Junior, har de så meget charme, at selv de værste af røvballe-tendenserne bliver tilgivet hurtigere, end du kan råbe »1, 2, 3, 4«. Det er jo også bare Myren, der spiller lidt bas, Ebber, der spiller trommer, og Magnus, der spiller guitar og synger lidt. Ikke så meget mere.

★★★★★☆

Deltag i debat