Koncerter

Roskilde Festival ’11: Messy Shelters, 26.06.11, Pavilion Junior

Skrevet af Signe Palsøe

Mikkel Boldning og hans liveband fremstod som en samlig yderst kompetente musikere, der var i stand til at føre publikum helt ind i deres dystre arrangementer og melodier. Det gjorde de nu ikke i helt høj nok grad til at undgå monotonien.

Messy Shelters er en dygtig musiker, men ikke helt dygtig nok til at få publikum med hele vejen.

Det var ikke nødvendigvis en gave for Mikkel Bolding at få lov at åbne Pavilion Junior med sit Messy Shelters-projekt. Hans fuldlængdedebut, Root System, der udkom tidligere på året, er en mørk plade, som i sin opbygning måske nok har visse fællestræk med popmusik. Overordnet er det nu en usædvanligt svært tilgængelig afart af genren, Bolding opererer med.

Derfor var det heller ikke lige let for Bolding og hans liveband at fastholde interessen hos det forholdsvis lille publikum, der havde fundet vej til Pavilion Junior tidligt søndag eftermiddag. Med et sæt, der udelukkende hentede sine numre fra Root System, var der ikke nogle oplagte højdepunkter til at sikre publikums engagement. Det kom desværre til udtryk gennem en række passager, der ikke havde den fornødne karisma til at fremstå som andet end sfæriske pauser i sættet.

Når Bolding og band hev de rigtige rytmer, guitarflader eller vokalbetoninger frem, skete der ikke desto mindre noget på den lille scene. Over et nøgent elektronisk beat kan Boldings stemme antage samme let klagende og insisterende karakter som Thom Yorkes, uden at det nogensinde bliver klynkende, og på den måde fremstod et nummer som “Shorthand” knugende i al sin enkelhed.

Vellykket var det også, når guitarfladerne fik lov til at vokse, bryde ud af deres faste struktur og overrumple et nummer som “Chord Steps” – eller når det var beatet, der overtog kontrollen og skabte lange, støt kværnende sektioner med den rigtige balancegang mellem melodi og meditation. Disse helt overvældende perioder var der desværre for få af ved Messy Shelters’ Roskilde-debut, men med et større fokus på musikkens mest intense virkemidler burde bandet være i stand til at holde publikum fanget i langt højere grad, end det var tilfældet søndag eftermiddag.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Signe Palsøe

Biografi:Med Depeche Mode som barndomshjemmets lydtapet var der ikke langt til min første store kærlighed, der dukkede op, da jeg var 12. Pet Shop Boys blev voldspillet ved enhver given lejlighed og blev en øjenåbner for et større musikalsk univers. Dengang var det især mere sfæriske genrer som indie-/electronica, dreampop, støjrock og shoegazer, der fik spilletid og blev min indgangsvinkel til musikhistorien. I dag hører jeg det meste, selvom jeg nok aldrig kommer til at skrinlægge en yndlingsaversion mod punkens mest letbenede undergenrer og heller ikke lytter til ret meget metal. For øjeblikket er det især ambient, electronica og dubstep, der får spilletid, selvom også hiphop på det seneste er begyndt at fylde mere i pladesamlingen.

Skriv et svar