Koncerter

Roskilde Festival ’11: Selvhenter, 29.06.11, Pavilion Junior

Skrevet af Signe Palsøe

Medrivende passager med kværnende, industriel krautpunk blev desværre skæmmet en smule af unuancerede drone- og noise-sektioner under Selvhenters koncert. Ikke desto mindre imponerede gruppen med deres lydbillede.

Selvhenters kværnende, industrielle krautpunk var i koncertens bedste stunder særdeles medrivende.

Fem små piger og fem særdeles viltre instrumenter. Da Selvhenter som første band på onsdagens spilleplan betrådte Pavilion Junior og umiddelbart efter frontalangreb publikum med et stykke kværnende, aggresiv kraut, var min første indskydelse, at de da umuligt kunne holde stand mod deres instrumenters rasen i koncertens samfulde 40 minutter. Især gruppens trombonespiller pådrog sig opmærksomhed ved at slynge sig rundt i en hæsblæsende dans med sin klagende messingblæser.

Alle slap dog helskindede fra seancen, og det stod da også hurtigt klart, at Selvhenter har fuld kontrol over, hvad der foregår, når de er på scenen. Ud over trombonen bemander bandet hele to trommesæt, en violin, en saxofon og en ordentlig røvfuld effektpedaler, der i koncertens sidste indslag formåede at overbevise mig om, at en kraftigt reverbet guitar havde sneget sig ind i sættet. Der var vistnok blot tale om en kreativ forvrængning af saxofonens hvinen, overbeviste jeg efter en grundig gransken af forholdene mig selv om, men mistolkningen er egentlig meget sigende for det lydbillede, Selvhenter præsenterede sit publikum for.

Ud af deres instrumenter dannedes gennem sættets få, lange numre nemlig en serie meget forskelligartede lydbilleder: Fra opstartens smadderkrautede passage, der nød godt af nuanceringerne, som de to trommesæt sammen kunne skabe, over et eksperimenterende stykke jazz, hvor instrumenterne famlende skød udgydelser ind i et atonalt lydbillede, til en langstrakt drone og deciderede noise-sektioner. Variationen gjorde, at Selvhenters lydbillede aldrig fremstod stagneret, men samtidig understregede den, at bandet har sine tydelige styrker og svagheder.

Allerbedst fungerede koncerten, når Selvhenter lod trommerne galoppere om kap, og afstumpede violinstrøg og skingre hyl fra messingblæserne i synkoperede mønstre faldt ind i det støt rullende lydbillede. Når gruppen ad denne vej formåede at lade hvert instrument komme til orde i den ellers massive lydmasse, opstod kværnende, industrielle klange, som mindede mig om den lyd, Zs dyrkede på deres roste New Slaves fra sidste år.

Mindre interessant var til gengæld en lige vel lang og unuanceret trombone-drone, og når gruppen forfaldt til at pumpe rendyrket noise ud over scenekanten, kom aktiverne i deres særegne lydbillede ikke til deres ret. Selvhenters Pavilion Junior-koncert endte på grund af opbrud som disse med at være en tand mindre opslugende, end man kunne have ønsket sig. De lange, stærke passager var nu nok til at sikre en god liveoplevelse – og til at forvisse om, at man bør holde øje med Selvhenter, mens de sliber knasterne i deres lydbillede.

★★★½☆☆

Deltag i debat