Nyheder

Roskilde Festival offentliggør de sidste Junior-navne

I går føjede Roskilde Festival Emma Acs, Battlekat, Brother Grimm, The Eclectic Moniker, The Malpractice og Messy Shelters til warm-up-scenen, Pavilion Junior.

Nu er der mindre end en måned til, at startskudet til årets Roskilde Festival går. Dermed er det endelige program klar inden længe, og i går kunne festivalen så løfte sløret for de sidste seks navne, alle danske, til Pavilion Junior – scenen for nordisk upcoming-musik, som spiller i dagene op til den egentlige festival, den 26. til 29. juni. Navnene er Emma Acs, Battlekat, Brother Grimm, The Eclectic Moniker, The Malpractice og Messy Shelters.

“Med sine blot 19 år er Emma Acs sprunget ud som Danmarks nye syrerock-dronning.” Således skriver festivalen i al fald. “Hendes debutalbum, Champagne, flyder over med udflippet 60’er-nostalgi, og brugen af sitar, orgler og hippie-lingo sender lilla røgringe til vejrs.” Battlekat har tidligere gemt sig under det kryptiske navn Just a Number 05272011, og såvel gruppens anonymitet som de electropoppede sange har fået bl.a. Pitchfork til at slå ørerne ud.

Brother Grimm spiller dansabel hipster-hiphop. Det musikalske bagtæppe er udgjort af rockens guitar-bas-trommer-setup, mens frontmand Asbjørn Auring Grimm leverer flabede cockney rap-vokaler. The Eclectic Moniker sejrede i dette års Karrierekanonen, og de calypso-inspirerede indierockere fyrer den af på scenen med et lineup bestående af ikke mindre end ni medlemmer.

The Malpractice, som vi gav en meget favorabel anmeldelse her på sitet, er seneste output fra den produktive Johannes Gammelby, som også spiller i Beta Satan. Messy Shelters er et enmandsorkester af Mikkel Bolding, som effektivt jonglerer med genrerne. På hans seneste album, Root System, er der både rock-ekvilibrisme og minimalistisk electronica på menuen.

Festivalen melder desuden, at det endelige program snart vil se dagens lys, ligesom de snart løfter sløret for, hvem der skal åbne Orange Scene.

Leave a Reply