Koncerter

The Beatnuts, 10.06.11, Rust, København

Skrevet af Rasmus Riiskjær

Dette er en del af svaret på, hvorfor The Beatnuts for det første er hiphop i verdensklasse og for det andet er en af verdens bedste hiphopgrupper live.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Det her var stort. Allerede en halv time før The Beatnuts gik på scenen, var der gang i dansen, hiphophænderne var svingende, og alle sang med. Der blev skrålet højt og inderligt »Uh baby, I like it raw!« med på Ol’ Dirty Bastards klassisker ”Shimmy Shimmy Ya”. Der var proppet. Alle holdte hænderne i vejret, og der lugtede stærkt af sved, øl og røg. Så blev scenetæppet trukket til side, og der stod JuJu og Psycho Les så og var klar til at fortsætte den publikumsfest, der allerede havde været godt i gang i en lille halv time. The Beatnuts kan siges både at appellere til fans af gedigen og klassisk hiphop af høj teknisk og musikalsk kvalitet og til folk, der bare elsker at feste. Eftersom jeg nyder begge dele, gik Beatnuts-koncerten på Rust rent ind hos mig og kandiderer til at være en af de bedste liveshows, jeg har set i meget lang tid.

Den store publikumsaktivitet blev forstærket af rappernes mange shoutouts såsom »Get money, money, money, get!« og i deslige. Den udadvendte attitude i deres liveshows fik også bonus fra publikum, især på de stinkefede hits ”Off the Books”, ”Hot”, “We Got the Funk” og så selvfølgelig ”No Escapin’ This”, men Beatnuts har også lavet genial musik i 18 år, så at holde gang i festen i halvanden time var åbenbart en smal sag. Det er seks år siden, at Beatnuts sidst var i Danmark, og det var ligeledes på Rust. Dette bør man takke en de helt store konger i dansk hiphop, Typhoon, for. Han og Phase 5 stod for aftenens dj’ing og en god start på festen. Koncerten var arrangeret af klubben HEAT, hvis store bogstaver prydede bagvæggen på scenen.

Ud over at spille fede numre lavede humørbomberne på scenen også andre ting. Deres dj havde en længere scratching-session, og der blev til publikums begejstring beatboxet til den helt store guldmedalje. I en Bob Marley-potpourri blev »Could you be loved?« til »It’s the Beatnuts!«, og der blev dælme skrålet igennem af hele det tætpakkede publikum, hvis aktivitet og opmærksomhed var konstant og imponerende. Kort herefter satte dj’en Fatman Scoops fjollede og fede festnummer ”Be Faithful” på, og publikum råbte i kor med rapperne de skønne linjer: »Who’s fucking tonight? / Who’s fucking tonight? Aw!« Et andet publikums-hit var ”Watch Out Now”. Nummeret med beatet, som Jennifer Lopez angiveligt brugte uden at have fået lov på ”Jenny from the Block”. Derudover blev nogle numre fra det kommende album luftet. Et godt album venter, er jeg sikker på. Dette er en del af svaret på, hvorfor The Beatnuts for det første er hiphop i verdensklasse og for det andet er en af verdens bedste hiphopgrupper live.

★★★★★★

Leave a Reply