Plader

The Feelies: Here Before

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

The Feelies gør comeback efter en indspilningspause på hele 20 år med et guitardrevet album fuld af fængende sange. New Jersey-bandet er tilbage i virkelig god form.

Hvis du kun har hørt ét album med The Feelies, tør jeg vædde på, at det er Crazy Rhythms, New Jersey-bandets debut fra 1980. Det er nemlig den oplagte indgang til bandets bagkatalog, for det er det ubestridte højdepunkt; et både minimalisk, pulserende og dynamisk sammenkog af guitarringende pop, rastløse postpunk-rytmer og groovy krautrock. The Feelies er dog mere end dette ene unikke album. Efter en albumpause på seks år udgav de i 1986 The Good Earth, der markerede et skifte væk fra den musikalske stil på Crazy Rhythms. Afskeden forinden med trommeslager Anton Fier, der var et essentielt aktiv på den percussion-drevne debut, er formentlig en væsentlig årsag til stilskiftet. Almindelig sund fornuft måske en anden.

Med udgivelsen af The Good Earth indleder Feelies sin anden periode. Janglepop-perioden, der strækker sig over de næste to plader, Only Life (1988) og Time for a Witness (1991). Sangskrivningen er simplere end debutens Steve Reich-inspirerede kompositioner, og både akustiske og elektriske guitarers ringende toner udfylder et støvet, neo-psykedelisk country-lydlandskab, der kun forstyrres uregelmæssigt af støjende guitarsoloer.

På den for mange længe ventede comebackplade, Here Before, fortsætter Feelies denne janglepop-stil. Albummet består af 13 ligefremme og på overfladen ganske simple sange. Kun enkelte sange gør sig for alvor bemærket under de første par lyt. De fleste numre forekommer en smule ferske og sætter derfor kortvarigt spørgsmålstegn ved, om et comeback nu også er en god idé. Men tålmod lønner sig, for efter en relativt kort modningsproces fremstår sangene som særdeles fængende janglepop. Og da Feelies er eminente arrangører, fordufter sangenes popkvaliteter ikke hurtigt igen. Mange små, men højst velanbragte detaljer skaber en indre dynamik i de enkelte sange og gør dem slidstærke: Den melankolske “So Far”, der ikke ville have været det samme uden sarte klokker og tamburin-klask, en fængende bas forstærker både “Nobody Knows” og den ellers heftige fremdrift i “When You Know”, der så samtidig nærmest nedbrydes af en udsyret guitar. Den elektriske guitar er generelt med til at ruske op i de ellers tilforladelige melodier. En fantastisk solo sætter skub i “Should Be Gone”, som indtil da er i et tilbagelænet leje med passende korsang, og et gennemgående virrende riff gør “Time is Right” herligt aggressiv.

Teksterne på Here Before handler en hel del om det at gøre comeback. Pladetitlen kommenterer det, og de første ord på pladen er de spørgende »is it too late to do it again? / Or should we wait another ten?« Svaret er nej. Kun fordi Feelies er tro mod sin spillestil og egentlig lige så godt kunne have udgivet Here Before kort efter Time for a Witness, kan man høre, at bandet har haft en indspilningspause på 20 år. Ellers ikke. Musikken er tidløs. The Feelies er tilbage i virkelig god form.

★★★★★☆

1 kommentar

  • Mit første Feelies-lyt var faktisk “Only Life”, men min favorit er uden tvivl “The Good Earth”.

    Det står for mig som et af de mest sammenhængende og ærlige albums fra 80’erne. Hvis jeg havde hørt “Crazy Rhytms” først, kunne det være at de andre havde været skuffelser. Who knows?

Deltag i debat