Koncerter

The Streets, 11.06.11, NorthSide Festival, Aarhus

Skrevet af Jonathan Heldorf

Undertoner har været på NorthSide. Vi opdaterer løbende med anmeldelser derfra. Først måtte Mike “The Streets” Skinner sande, at der ikke er langt fra magt til afmagt, da han gav sin afskedskoncert på dansk grund.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Mike Skinner har annonceret, at alias’et The Streets nu bliver gemt væk og arkiveret. Noget nyt må ske. Men ære og respekt står om navnet The Streets, og at lukke for strømmen uden advarsel, uden at man får en mulighed for at orientere sig om diverse pejlemærker ville være en udåd. Så The Streets takker selvfølgelig af med manér; som en velovervejet gentleman, der ikke forhaster sig, bliver der lukket ned med en afskedstour, så vi, publikummerne, kan få tid til at lade budskabet synke ind, og plads til at glæde os over, at vi får chancen for en sidste gang at tænke over gåden »alcohol is the answer. What was the question?«

En afskedstour er et godt udgangspunkt for nostalgiske fans, men et skidt udgangspunkt for festivalgængere, der vil have lidt gang i gaden. Og det var også en blandet pose Mike Skinner, der trådte frem på scenen lørdag aften, stort akkompagneret af sine funkrockere: Til tider vemodig og klar på at brænde scenen af, til tider apatisk og forventningsfuld omkring stoppet.

For mange var The Streets festivalens hovednavn; de var kommet for at blæse en salut og et lykke til fremover, og det kunne mærkes på stemningen. Publikumsglæden i sig selv var næsten nok til at redde koncerten. Men perfektionisten Skinner fik at føle, hvor lille skellet er mellem magt og afmagt, da han gentagne gange i sin noget overdrevne publikumskontakt måtte erfare, at han ikke var spillereglerne så meget som den ludobrik, der risikerer at ryge hjem lige før målet.

Kære Mike, du kan hoppe og lade dig hylde alt hvad du vil, men når du med større ildhu end du lægger i din performance, i stedet forsøger at få publikum til at performe, så er det vist tid til at kigge indad.

Hos The Streets ligger 70% af charmen i lyrikken og 30% i melodierne, men med sin lidt apatiske mumlen sig gennem versene, forsvandt meget af denne charme, og al hans snak om publikum som procenter var måske nok en gimmick, men gjorde ikke sit til at blotlægge Skinner som en sympatisk fyr, snarere tværtimod; det er de færreste mennesker, der føler sig smigret over at blive til statistik.

For meget snak, for lidt handlen. Da Skinner efter kontinuerlige advarsler tog mod til sig og dumpede ned blandt publikum, for som Moses at dele vandene og spurte gennem menneskehavet ned til de bagerste rækker, lykkedes det aldrig for ham at komme mere end et par meter ind før han blev opslugt og båret rundt på bølgerne i stedet, fuldstændig afmægtig og med rædslen malet i ansigtet. Et sødt forsøg, men dog et antiklimaks af en afslutning på The Streets’ og danskernes kærlighedshistorie, der ellers blev forgyldt tilbage i 2008 på Roskilde Festival.

Oh, well. Dry your eyes mate…

★★★☆☆☆

Deltag i debat